10 idéer til en herlig sommer i Aalborg og omegn
Skal sommeren nydes hjemme? Vi har samlet lidt inspiration til dig, som enten vil ud i det fri på egen hånd eller i selskab med en god ven, en krudtugle eller en firbenet en af slagsen. Der er både præmier på højkant, sommersjov i Fjordparken, shelters til friluftsfolket, legepladser til de små og mountainbikeruter for de sporty. Kommunen ønsker alle en god sommer.
1. Sommerbogen - læs og vind i din sommerferie
Aalborg Bibliotekerne har traditionen tro gang i deres årlige læsekonkurrence - Sommerbogen. Både børn og voksne kan deltage – men i hver deres konkurrencer.
Børn 6-15 år
Børn i alderen 6-15 kan deltage i Sommerbogen fra den 13. juni til den 16. august og være med i konkurrencen om fede præmier. Hovedpræmien er ‘Tøm en boghandel på 5 minutter!’
Det er utrolig nemt at være med:
Hent dit udfordringsark til børn lige her eller på dit bibliotek
Voksne
For første gang kan voksne også deltage i Sommerbogen – fordi børn spejler sig i deres voksne, og derfor skal du selvfølgelig også bruge sommeren på at læse.
Hent dit udfordringsark til voksne lige her eller på dit bibliotek
Læs meget mere om læsekonkurrencen på aalborgbibliotekerne.dk
2. Sommeraktiviteter i Vestre Fjordpark
Hvordan skifter en krabbe skjold, kan en reje hoppe og hvor mange pigge, er der på en tangsnarre?
Kom og vær med, når vi hen over sommeren holder åbent i Fjordhuset i Vestre Fjordpark. Her undersøger vi livet under overfladen og lære om fjordens dyreliv. Vi bygger også vores egne krabbefiskestænger, tegner og holder krabbevæddeløb.
Aktiviteterne finder sted alle hverdage fra uge 27 til og med uge 31 fra klokken 11.00 til 15.00.
Det er gratis at deltage, og børn i alle aldre er velkomne. Husk beklædning efter vejret og godt humør.
Sted
Fjordhuset i Vestre Fjordpark
Egholm Færgevej 11
9000 Aalborg
3. Shelters og primitive lejrpladser
Oplev en unik overnatning i naturen på en af de over 20 primitive lejrpladser i Aalborg Kommune. Her finder du shelters, hvor du kan overnatte gratis – dog ikke mere end to nætter i træk. Husk, at pladserne fungerer efter først-til-mølle-princippet, og du kan derfor ikke booke på forhånd. De kystnære shelterpladser ved Limfjorden er perfekte for sejlere, men vær opmærksom på restriktioner i yngleperioden for kystfuglene fra 1. april til 15. juli.
Se kort over shelters og primitive lejrpladser
4. Strande og friluftsbade
Med 190 kilometer kystlinje og 20 badeområder tilbyder Aalborg Kommune skønne muligheder for at nyde havet og fjorden. Vandkvaliteten kontrolleres regelmæssigt, så du altid kan tage en forfriskende dukkert i rent vand.
Se kort med bademuligheder og find information om de enkelte strande
5. Hundeskove
Din bedste ven skal da også mærke, at det er sommer og ferietid. Ta’ din hund med i en af de mange hundeskove i Aalborg Kommune og lad den løbe frit i selskab med andre hunde. Der er hundeskove over hele kommunen, eksempelvis Østerådal Nord, Mulighedernes Park, Skydebanevej, Budumvej, Drastrup og Elishøj.
Find alle de mange hundeskove i vores interaktive kort
6. Legepladser
Kommunens parker og grønne områder byder på mange spændende legepladser, som er åbne hele året rundt. Besøg for eksempel legepladsen i Sohngårdsholmparken, Budolfihaven, Mølleparken, Mulighedernes Park eller Lindholm Strandpark.
Læs mere om legepladser og se kort over dem alle
7. Frie fiskepladser
Fisk i Aalborgs mange åer, søer, fjorde og langs kysterne. Det kræver et statsligt fisketegn. Planlæg din næste fisketur med det interaktive kort over fiskepladserne, hvor du kan fiske efter havørred eller nyde rejefiskeri med familien.
Læs mere og find fiskepladser i kort
8. Mountainbikeruter
Aalborg byder på en masse mountainbikeruter af forskellig sværhedsgrad. Du kan køre på de officielle ruter i flere af kommunens naturområder. Du må ikke køre på andre veje og stier, men almindelig færdsel og hensynsfuld transitkørsel til og fra ruterne er selvfølgelig tilladt.
Find oversigtskort og planlæg din næste tur på mountainbike
9. Vandreruter
Tag på opdagelse til fods på de mange afmærkede vandreruter i Aalborgs naturområder og skove. Du kan også finde delstrækninger af længere nationale ruter som Hærvejen og Nordsøstien.
Få inspiration til din næste vandretur i kortet
10. Naturområder og skove
Tag på tur i ét af Aalborg Kommunes smukke naturområder eller skove. Blandt de mange naturområder kan du besøge De Himmerlandske Heder, Drastrup Skov, Egholm, Halkær Ådal og mange flere. Her kan du finde vandre- og mountainbikeruter, shelters, hundeskove og meget mere.
Se listen over alle vores skønne naturområder og skove i Aalborg Kommune