Praktiske informationer
Hvordan får jeg en sag på dagsorden?
Som byrådsmedlem har du ret til at tage ethvert spørgsmål om kommunens anliggender op i byrådet. Det kaldes initiativretten.
Initiativret indebærer, at du har ret til at få en sag/et forslag på dagsordenen til et byrådsmøde.
Ønsker du at benytte dig af denne ret, skal du sende dit forslag til dagsorden@aalborg.dk.
Hvornår er jeg inhabil?
Hvis man som byrådsmedlem har en særlig interesse i eller tilknytning til en sag, må man ikke deltage i behandlingen af den pågældende sag.
Du kan læse mere om inhabilitet i § 8 i forretningsorden for byrådet
Hvad gør jeg, hvis jeg i en periode ikke kan være byrådsmedlem?
Du kan søge om fritagelse for dit hverv som byrådsmedlem hvis dit fravær er mindst 1 måned (§ 15 i Styrelsesloven). Du skal have lovligt forfald - det vil sige at du kan blive fritaget ved længerevarende sygdom, barsel, adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende.
Hvis du anmoder om fritagelse, skal du begrunde, hvorfor du ønsker at blive fritaget. Din anmodning bliver behandlet på et byrådsmøde. Borgmesteren indkalder en stedfortræder for det medlem, der er blevet fritaget. Normalt indkaldes 1. stedfortræder. Hvis en anden stedfortræder skal indkaldes, kræver det, at de stedfortrædere, der står foran, har lovligt forfald.
Du kan få vejledning i Byrådssekretariatet.
First Agenda - dagsordenssystem
I henhold til Aalborg Byråds forretningsorden §3 gøres byrådets dagsordener/referater og bilag tilgængelige i et elektronisk dagsordenssystem. I Aalborg Kommune anvender byrådet og de politiske udvalg First Agenda til dagsordener og referater.
Som byrådsmedlem får du stillet en iPad til rådighed til byrådsarbejdet. På iPad downloades appen First Agenda. Du logger på First Agenda med et brugernavn og password. Vores IT-medarbejder hjælper dig med dette i forbindelse med udleveringen af iPad.
Ved tekniske problemer kontakt: Christian Blicher Hansen på cbha@aalborg.dk eller tlf. 9931 7913
Ved spørgsmål i brugen af First Agenda kontakt: Christian Blicher Hansen på cbha@aalborg.dk eller tlf. 9931 7913
Vederlag og godtgørelser pr. 1. januar 2026
Byrådsmedlemmer, borgmester, viceborgmester, rådmænd og medlemmer af udvalg modtager vederlag og er berettiget til forskellige former for godtgørelse.
Byrådsmedlemmer kan vælge imellem fast vederlag eller fast reduceret vederlag plus godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. Der vælges for ét år ad gangen, i december måned.
Det faste vederlag er fastsat i Kommunestyrelsesloven §16, stk. 1 og vederlagsbekendtgørelsens §2.
Pr. 1. januar 2026 er satserne som følger:
| Fast vederlag | 134.645 kroner årligt |
|---|---|
| Fast reduceret vederlag | 108.589 kroner årligt |
| Børnetillæg (hjemmeboende børn u/10 år): | 17.360 kroner årligt |
Erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste
Vælger et byrådsmedlem at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, bliver det faste vederlag reduceret. Reduceringen er fastsat 1. april 2016 med et grundbeløb på 20.741,32 kr. Beløbet reguleres med den reguleringsprocent, som udmeldes af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Pr. 1. april 2025 er den altså 25,6274 % og det reducerede faste vederlag reduceredes derfor med 26.056,38 kr.
Maksimalt erstatningsbeløb pr. dag pr. 1. januar 2026 er 2.275,00 kr.
| Borgmester | 1.384.513 kroner årligt |
|---|---|
| Rådmænd | 1.006.850 kroner årligt |
| 1. viceborgmester | 96.915,91 kroner årligt |
|---|---|
| 2. viceborgmester | 41.535,39 kroner årligt |
Vederlag til 1. viceborgmester udgør 7% af borgmestervederlaget og vederlag til 2. viceborgmester udgør 3% af borgmestervederlaget.
Vederlag for formand/næstformand for Børne- og Ungeudvalget og Folkeoplysningsudvalget
I henhold til Aalborg Kommunes styrelsesvedtægt modtager formanden for Børne- og Ungeudvalget et vederlag svarende til 20% af borgmestervederlaget. Vederlaget for næstformanden for Børne- og Ungeudvalget modtager et vederlag svarende til 5% af borgmestervederlaget. Formanden for Folkeoplysningsudvalget modtager et vederlag svarende til 10% af borgmestervederlaget. Der udbetales dog ikke vederlag til formanden for Folkeoplysningsudvalget, hvis formandsposten varetages af en rådmand.
| Formand for Børne- og Ungeudvalget | 276.902,6 kroner årligt |
|---|---|
| Næstformand for Børne- og Ungeudvalget | 69.225,66 kroner årligt |
| Formand for Folkeoplysningsudvalget | 138.451,3 kroner årligt |
| Udvalgsvederlag | 55.905,46 kroner årligt |
|---|
Medlemmer af stående udvalg modtager et udvalgsvederlag.
- Teknik- og Miljøudvalget (8 medlemmer)
- Job- og Socialudvalget (8 medlemmer)
- Senior- og Rehabiliteringsudvalget (6 medlemmer)
- Børn- og Undervisningsudvalget (8 medlemmer)
- Klima-, Kultur og Sundhedsudvalget (8 medlemmer)
- Økonomiudvalget (3 medlemmer udover borgmester og rådmænd)
Vederlag til formand for §17, stk. 4-udvalg
Formænd for §17, stk. 4-udvalgene for hhv. Handicap og Social og Uddannelse oppebærer et vederlag på 100.000 kr. årligt.
| Telefongodtgørelse | 149 kroner månedligt |
|---|---|
| Tilskud til internetforbindelse | 300 kroner månedligt |
Borgmester og rådmænd får stillet fri mobiltelefon til rådighed af den respektive forvaltning. Kommunen indberetter værdien af fri telefon til SKAT.
Befordring
Du kan få godtgørelse for kørsel og parkering i forbindelse med dit hverv som byrådsmedlem.
Satsen for kørselsgodtgørelse er i 2026: 3,79 kr. (for de første 20.000 km)
Du kan få befordringsgodtgørelse til:
- deltagelse i møder i kommunalbestyrelsen og dennes udvalg samt underudvalg,
- deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af kommunale hverv, der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen, medmindre der på andet grundlag er fastsat bestemmelse om særskilt vederlæggelse,
- deltagelse i kurser m.v., der af kommunalbestyrelsen eller af økonomiudvalget efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen anses for at have betydning for varetagelsen af de under punkt a og b nævnte hverv,
- deltagelse i seminarer, jf. styrelseslovens § 9 a,
- deltagelse i revisionens forelæggelse af beretninger, jf. styrelseslovens § 42 c,
- varetagelse af andre nærmere angivne kommunale hverv efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg.
Befordringsgodtgørelsen for kørsel i egen bil er skattefri og reguleres jævnfør statens kilometersatser.
Du kan max. få befordringsgodtgørelse for 60 arbejdsdages kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen inden for de forudgående 12 måneder.
Taxa
Byrådsmedlemmer kan få et taxakort til brug i forbindelse med varetagelse af hvervet som byrådsmedlem. Kortet kan benyttes til og fra møder, arrangementer og andet i lighed med situationer, hvortil der gives befordringsgodtgørelse. Byrådssekretariatet modtager løbende over året en oversigt på forbrug, hvoraf det også fremgår, hvorfra og hvortil taxa benyttet.
Abonnementer
Medlemmer af Aalborg Byråd får vederlagsfrit ét abonnement på en valgfri digital avis, samt maksimalt to relevante tidsskrifter, der kan vælges ud fra en liste, der fastlægges og vedligeholdes af Byrådssekretariatet.
Fraværsgodtgørelse
Kontakt Byrådssekretariatet for mere information om reglerne.
Godtgørelse af udgifter forbundet med et fysisk handicap
Kontakt Byrådssekretariatet for mere information om reglerne.
Godtgørelse af udgifter til pasning af syge, nære pårørende
Kontakt Byrådssekretariatet for mere information om reglerne.
Feriegodtgørelse
Borgmester og rådmænd oppebærer feriegodtgørelse på 1,5% af de ydede vederlag.
Udgiftsgodtgørelse til psykologbistand ved chikane, trusler mv. og stress
- Psykologhjælpen er begrænset til tilfælde, hvor det behandlingskrævende behov er forårsaget af det enkelte medlems varetagelse af hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem.
- Truslen, chikanen mv. skal have en tidsmæssigt sammenhæng i forhold til ønsket om psykologhjælp.
- Kræver henvisning til psykolog fra egen læge.
- Der kan maksimalt ydes udgiftsgodtgørelse til 10 konsultationer hos psykolog. Udgiftsgodtgørelse herudover vil kræve en fornyet vurdering.
- Det overlades til forvaltningen at skønne, om betingelserne for udgiftsgodtgørelse er opfyldt.
Offentliggørelse af vederlag og udgifter
Udbetalte vederlag for de poster, du er udpeget til, bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside én gang årligt, med udgangen af første kvartal.
Du er som byrådsmedlem forpligtet til at oplyse Byrådssekretariatet om vederlag og honorering, du modtager i forbindelse med de hverv, du varetager som byrådspolitiker (jævnfør Styrelsesloven, §16 e, stk. 1).
Derudover bliver byrådsmedlemmernes udgifter offentliggjort på aalborg.dk én gang i kvartalet.
Aktindsigt
Aalborg Kommune modtager jævnligt anmodninger om aktindsigt, herunder også i forhold til byrådsmedlemmer. I de tilfælde, hvor en aktindsigtsanmodning vedrører byrådsmedlemmernes forhold, vil du blive orienteret om i hvilket omfang, der er givet aktindsigt.
Chikane, trusler, hærværk og vold
Politiet har iværksat en særlig indsats der skal bidrage til, at alle frit og sikkert kan deltage i den demokratiske debat. Nordjyllands Politi har oprettet en kontaktordning, som er en nem og direkte adgang til politiet for folkevalgte og deres pårørende, når der er behov for at drøfte hændelser, bekymringer eller anmelde strafbare forhold, herunder chikane og trusler, der relaterer sig til den folkevalgtes politiske virke.
Hos Nordjyllands Politi er to dedikerede medarbejdere til rådighed for råd og vejledning. Lasse Nygaard og Allan Krarup kan kontaktes mandag til fredag mellem 8-15 enten telefonisk på 114 eller på mail njyl-kontaktordning-folkevalgte@politi.dk. Husk at gøre pågældende medarbejder ved Politiet opmærksom på, at du er folkevalgt og at henvendelsen er relateret til dit virke som dette.
Hvis du i din egenskab af byrådsmedlem oplever chikane, trusler eller stress, har forvaltningen mulighed for at hjælpe med politianmeldelse, og har mulighed efter konkret vurdering at betale for et antal psykologbehandlinger. Du kan kontakte Byrådssekretariatet hvis du har brug for hjælp.
Herudover har KL en hotline og en vejledning.
Sekretariatsbistand til politianmeldelse
Du kan få hjælp til politianmeldelse i visse tilfælde:
- Politianmeldelsen sker indenfor en tidsmæssig forbindelse mellem chikanen, truslen mm. og ønsket om sekretariatsbistand til politianmeldelse.
- Truslen, chikanen mv. skal have en nær sammenhæng med udførelsen af de aktiviteter, som medlemmet varetager i sin egenskab af kommunalbestyrelsesmedlem.
- Byrådsmedlemmet skal selv underskrive politianmeldelsen, og derved vedstå sig indholdet heraf.
- Sekretariatsbetjeningen ophører når politiet har besluttet, om der rejses tiltale eller ej. Kommunen skal indtil da følge op på, at der sker noget i sagen.
- Det overlades til forvaltningen at skønne, om betingelserne for sekretariatsbistand er opfyldt.
Invitationer og gaver
Som folkevalgt politiker er det i sagens natur vigtigt at være aktivt til stede i lokalsamfundet og have adgang til at møde forskellige miljøer i den kommune, hvor man er valgt.
Det er derfor i Aalborg Kommunes interesse, at du som byrådsmedlem har en bred kontakt til lokalsamfundet, og at du har mulighed for at få kendskab til de forskellige aktiviteter, faciliteter m.v., der findes i kommunen. Det giver også dig et bedre grundlag at handle ud fra, når du skal varetage dit hverv.
Gennem din og dine byrådskollegers repræsentation kan kommunen også udtrykke anerkendelse af eller skabe opmærksomhed om et givent arrangement, en institution eller en begivenhed.
Som byrådsmedlem er du dog underlagt de samme regler som embedsmænd i den offentlige forvaltning og ministre ved modtagelse af invitationer og gaver.
Udgangspunktet er, at man som politisk valgt eller ansat i en offentlig myndighed ikke kan modtage gaver, invitationer og billetter.
Der er ikke nogen bagatelgrænse for, hvornår noget er en gave.
Der er dog undtagelser til udgangspunktet. Undtagelserne tolkes restriktivt, og vi anbefaler, at du som byrådsmedlem er tilbageholdende og undlader at tage imod gaver og invitationer, hvis der ikke er et tydeligt kommunalt formål.
Se mere i denne vejledning om invitationer og gaver
Er du stadig i tvivl? Så kan du henvende dig til Byrådssekretariatet, der sørger for, at vi hjælper med at vurdere det konkrete tilfælde.
Byrådssekretariatet kan kontaktes på borgmesterkontoret@aalborg.dk.
Hvis du oplever problemer med IT eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på følgende måder:
- Generelle henvendelser, hverdage kl. 8-15:
- På telefon 9931 7913,
- Online via https://7913.aalborg.dk
- Ved personlige fremmøde på Danmarksgade 17A
- Andre lokationer efter aftale
IT-Support er til stede under byrådsmøder og kan kontaktes udenfor normale åbningstider, og kontaktoplysninger til lederen for IT-Support og lederen for Fælles Digitalisering.
IT-Support kan hjælpe med udfordringer relateret til byrådsarbejdet, dvs. opsætningen, standardapps, mailkontoen, hardware, dataabonnement. Der kan ikke ydes support på emner, som ikke er relateret til standardopsætningen, dvs. apps installeret fra App Store, privat data, synkronisering med private enheder, periferiudstyr, med videre.
Kontakt oplysninger på IT-Kontaktpersoner for byrådet
- Christian Blicher Hansen
Mobil: 2519 7949
Skriv mail til cbha@aalborg.dk - Peter Melgaard
Mobil: 2520 1482
Mail: peter.melgaard@aalborg.dk
Hardware
- Byrådet vælger selv udstyr fra kommunens sortiment og enes om en fælles model.
(Ref.: Økonomiudvalgsmøde 8. september 2025) - Ved skifte af defekt model:
IT-Support tager udstyret tilbage og sørger for at du for udleveret tilsvarende udstyr. Og at det defekte bliver dataslettet af en autoriseret partner i overensstemmelse med loven og kommunens regler.
Software / Apps
Standardapps:
- FirstAgenda (agendaer og materialer)
- Outlook (AAK-standard e-mail klient)
- Byrådsapp (relevante oplysninger til byrådsmedlemmer)
- Microsoft Office (Word, Excel, PowerPoint, Teams)
- Defaultsoftware (kamera, noter, lommeregner, Safari m.v.)
Mulighed for brug af privat telefon
- En privat telefon kan indrulles i Aalborg Kommunes systemer, så Outlook kan bruges til e-mail og kalender.
- En telefon kan kun være indrullet i ét administrationsmiljø.
(Hvis din arbejdsgiver allerede styrer telefonen, kan den ikke bruges til AAK-e-mail.)
Kontakt IT-kontaktpersonerne, hvis du ønsker dette.
IT-sikkerhed
Som byrådsmedlem skal du følge de IT-sikkerhedsregler, der gælder for øvrige ansatte
- For at undgå at uvedkommende kan læse din post og andre oplysninger på din smartphone eller tablet, hvis du mister den, må du ikke gemme pinkoden på enheden. Du SKAL taste den ind hver gang, du anvender enheden.'
- For at undgå at der kan finde misbrug sted i dit navn, må du ikke overlade dine adgangskoder til andre - uanset hvem de er eller måtte foregive at være. Heller ikke til dine kolleger eller IT-Support.
- For at forhindre at uvedkommende kan få adgang til oplysninger, der kan læses fra din skærm - eller lave ulovligheder i dit navn - skal du altid huske at låse din enhed, når du forlader den.
- Det er ikke tilladt at surfe sites med pornografisk materiale, nedladende materiale om køn, race eller religion, materiale med trusler om vold eller terrorisme - eller retsstridigt materiale.
- Ved evt. tab af iPad’en gives omgående besked til IT-Support, så dens indhold kan slettes og den ikke kan bruges af tredjeparter. IT-Support hjælper med at få en erstatningsenhed oppe at køre.
Cybersikkerhed
- iPad’en er indrulleret i Aalborg Kommunes administrationsportal (Intune)
- Krypteret forbindelse til netværket (VPN)
- Enhed lukket for installation af uautoriseret software (”side-loading” – installation af software uden om Appstore / Firmaportal)
- E-mail og kalender tilgås udelukkende ved den standard e-mail klient angivet af kommunen (Outlook)
- Fælles Digitalisering tager foranstaltninger for sikker transmission af data og opretholdelse af cybersikkerhedsstandarder (f.eks. ved brug af virusscanner, phishing- og spamfiltrer, m.v.)
I Aalborg Kommune arbejder vi professionelt med kommunikation såvel internt som eksternt.
Kommunikationsmedarbejderne i de enkelte forvaltninger står altid klar til at hjælpe med at kommunikere budskaber. Kommunikationsmedarbejderne kan ikke hjælpe med at formidle partipolitiske holdninger, ønsker eller visioner.
Du kan blive klogere på, hvordan vi arbejder med kommunikation i Aalborg Kommunes kommunikationsstrategi.
Kontakt Byrådssekretariatet, hvis du ønsker at få kommunikationsstrategien på mail.
Sociale medier
Aalborg Kommune er aktiv på de sociale medier, og vi bruger dem til at tilgodese forskellige kommunikative formål.
På vores sociale medier får borgere, virksomheder og presse nyheder i ord, billeder og videoer. Her svarer vi også på spørgsmål eller henviser til den rette afdeling eller sagsbehandler i kommunen.
Som medlem af Aalborg Byråd er du en vigtig ambassadør for Aalborg Kommune, og du er derfor altid velkommen til at dele, like opslag osv.
Tonen på de sociale medier kan ind i mellem være hård. Oplever du trusler eller chikane, er der gode råd at hente i KL´s vejledning om emnet.
Vi bruger ofte Facebook til at kommunikere public-service-meddelelser til borgere - det kan være i forbindelse vejarbejde eller fornyelse af byrum - og til at formidle kommunens services og tilbud. Det kan også væe succeshistorier, som vi kan være stolte af, og som sætter Aalborg på det lokale, nationale eller internationale landkort.
Vi anvender også Facebook til at invitere til forskellige begivenheder - det kan være alt fra store events som The Tall Ships Races til lokale borgermøder, hvor vi for eksempel ønsker borgernes besyv på en sag.
Se Aalborg Kommunes Facebook-profil
Instagram bruger vi - sammen med borgerne - til at portrættere kommunen visuelt via såvel billeder som videoer. Vi indfanger de mange smukke øjeblikke, som opstår i dagligdagen, ved hjælp af #aalborgkommune. Derudover fungerer Instagram også ofte som et supplerende medie til Facebook og de budskaber, vi kommunikerer her. Det gør vi for at nå flere målgrupper.
Se Aalborg Kommunes Instagram-profil
LinkedIn er et værktøj, vi bringer i spil, når vi ønsker at berette om emner, der er af mere erhvervsrelaterede karakterer. Det kan fx være services til virksomheder eller markante resultater, der skabes på arbejdspladserne i Aalborg Kommune samt i forbindelse med nyansættelser og jobopslag.
Se Aalborg Kommunes LinkedIn-profil
X
Vi anvender X til kommunens pressemeddelelser/nyheder, som en ekstra mulighed for at dele vores pressehistorier.
Vi vil være tilgængelige, når medierne har brug for os
Medier og journalister skal opleve, at Aalborg Kommune er en åben og tilgængelig kommune, da det kan være med til at sikre, at de gode historier bliver fortalt fra Aalborg Kommune. Samtidig kan vi også være med til at afværge negative historier, der ruller hurtigt afsted, og som af og til opstår på baggrund af faktuelle fejl eller misforståelser. Derfor har vi siden 2014 haft en pressevagt, som går på skift mellem kommunikationskonsulenter/journalister i alle forvaltninger. Pressevagten betyder, at medierne kan få fat i pressevagten alle ugens dage udenfor almindelig åbningstid fra kl. 7-23.
Det betyder også, at du som byrådsmedlem kan blive kontaktet af vores pressevagt i forhold til interviewønsker udenfor almindelig arbejdstid. Pressevagten vil altid sætte dig godt ind i mediets eventuelle historie, og I vil tage en snak om, hvorvidt du vil stille op/er den rette til at stille op og om det videre forløb. Pressevagten forbeholder sig altid retten til at vurdere, om henvendelsen er af en sådan karakter, at den kan besvares i åbningstiden.
Som byrådsmedlem får du tilsendt Aalborg Kommunes pressemeddelelser direkte i indbakken, når de bliver sendt ud. Du får også tilsendt den daglige medieovervågning fra Infomedia hver morgen mandag til fredag, som giver et overblik over, hvad pressen formidler om Aalborg Kommune.
Forsikringer
Som byrådsmedlem er du omfattet af en kollektiv ulykkesforsikring. Kommer du til skade i forbindelse med varetagelsen af dit arbejde som byrådsmedlem, er du endvidere omfattet af Aalborg Kommunes arbejdsskadedækning.
Rejser
Aalborg Kommune dækker ikke omkostninger for medrejsende ægtefæller og ledsagere. Økonomiudvalget skal godkende alle rejser til udlandet for alle byrådsmedlemmer, før rejsen kan begynde, og godkendelsen skal fremgå af referatet.
Byrådet har vedtaget, at rejseindberetninger vedrørende rejser til udlandet fremlægges på Aalborg Kommunes hjemmeside. Den pågældende forvaltning er forpligtet til at indberette alle rejser til udlandet for både politikere og ansatte, så snart afregningen for rejsen er afsluttet.
Adfærdskodeks
Byrådet har i enighed formuleret et adfærdskodeks, som udstikker fælles spilleregler for medlemmerne.
Byrådets adfærdskodeks er med til at sikre et godt arbejdsmiljø med respekt, ligeværd og forskellighed er i centrum.
Aalborg Kommunes grundfortælling
Læs mere om Aalborg Kommunes grundfortælling - Vi udvikler os sammen
Økonomiudvalget har besluttet, at du som medlem af Aalborg Byråd er bemyndiget til at foretage vielser på og uden for Rådhuset alle ugedage.
Borgerlige vielser i Aalborg Kommune finder sted på rådhuset, Gammel Torv, i byrådssalen. Der er vielser på tirsdage, fredage og lørdage med start klokken 11.00 og foretages normalt af kommunens faste giftefogeder.
Skal du have en vielse på rådhuset kan det kun ske på tirsdage, fredage og lørdage i forlængelse af dagens øvrige vielser, som begynder klokken 11.00. Dette på grund af bemandingen på rådhuset.
Brudeparret, der gerne vil giftes af dig som byrådsmedlem, skal selv rette henvendelse til dig og aftale tid og sted for vielsen. Du skal være opmærksom på, at Borgerservice har to ugers sagsbehandlingstid på vielsespapirer. Så en aftale om en vielse skal altid være mindst to uger frem i tiden.
Når du har du lavet en aftale med et par, skal du give besked på vielse@aalborg.dk.
Her skal du oplyse tid og sted for vielsen samt navnene på brudeparret. Brudeparret skal selv sørge for to vidner til vielsen.
Brudeparret skal digitalt udfylde en ægteskabserklæring. Herpå skrives ligeledes, hvor og hvornår vielsen skal foretages, samt hvem der skal foretage vielsen. Derudover navne og adresser på de to vidner, som overværer vielsen. En bekræftelse på aftale med dig (for eksempel en mail) vedlægges ægteskabserklæringen til borgerservice.
Papirerne til vielsen udfærdiges i Borgerservice, Badehusvej 11, 9000 Aalborg
Du skal selv hente vielsespapirerne senest dagen før vielsen i borgerservice. Hvis vielsen er om søndagen, skal papirerne afhentes om fredagen inden klokken 14.00. Skal vielsen være på rådhuset sørger vi for, at papirerne kommer derned.
Vielsesattest
Vielsesattesten skal underskrives af giftefogeden (dig) og lægges i den vedlagte kuvert. Den udleveres til brudeparret efter vielsen.
Ægteskabsbog (og genpart) skal underskrives af brudeparret, de 2 vidner og dig. Det er vigtigt at få underskrifter på både ægteskabsbogen og genparten.
Vielsestalen
- Første del er en generel tale til parret, som du selv kan bestemme.
- Anden del af talen, hvor parterne spørges, om de vil ”have hinanden”, er mere officiel og kravene til ordlyden lovbunden. Du får papir med ordlyden udleveret i borgerservice sammen med vielsespapirerne.
Ægteskabsbogen med genpart og underskrifter skal du aflevere i borgerservice senest to hverdage efter vielsen. BEMÆRK, at parret ikke er registreret som ægtefæller, før borgerservice har indberettet vielsen, og altså har modtaget papirerne retur fra dig.
Du kan også aflevere vielsespapirerne her:
- Budtjenesten, Boulevarden 13, 9000 Aalborg
- I postkassen, Boulevarden 13, 9000 Aalborg
- Til byrådsmøderne på de mandage, hvor der er møder efter weekendens vielser
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vielseskontoret:
Ring til os: 99 31 18 18 / 99 31 18 19
Skriv mail: vielse@aalborg.dk.
Aalborg Kommune har købt adgang til KL´s økonomiunivers. Platformen indeholder 78 forskellige videoer om kommunaløkonomiske grundbegreber (Oversigt fremgår nederst i dokumentet), og kan bruges af byrådets medlemmer i forbindelse med onboarding eller genopfriskning af viden om kommunaløkonomi.
Videoerne er produceret af KL og er generiske for alle kommuner. Ved spørgsmål til lokale procedurer kan der rettes henvendelse til Økonomikontoret i Økonomi og Erhverv – oekonomikontoret@aalborg.dk
Vi anbefaler at starte med følgende 5 videoer for grundviden om kommunaløkonomi:
- Årshjulet for den kommunale økonomi
- Budget
- Kommunal skat
- Balanceprincippet
Adgang
Link (uden www foran): https://universetaalborg.kl.dk/
Kodeord: AalborgAZ
Adgangen til platformen gælder foreløbigt til d. 20. november 2026. Materialet er til fri afbenyttelse inden for organisationen, men må ikke deles udenfor organisationen.
Hvad er KL’s Økonomiunivers?
Indblik i kommunaløkonomi – når og hvor det passer dig
Kommunaløkonomi er et stort maskinrum med mange forskellige aktører og processer, som de fleste i den kommunale sektor bliver berørt af i større eller mindre grad. Derfor har KL udviklet en digital platform til kommunale ledere, medarbejdere og politikere, der har behov for et indblik eller en genopfriskning af de vigtigste begreber og processer inden for kommunaløkonomi – når og hvor det passer dig. Der er 78 videoer på platformen lige nu, så der er nok at tage fat i, og platformen udvides løbende med nye videoer på baggrund af brugernes ønsker.
Formålet med KL’s Økonomiunivers
Hvordan ser det kommunale årshjul ud ift. budgetprocessen? Hvad betyder DUT, og hvordan foregår processen? Hvordan fungerer den autoriserede kontoplan? Måske har du overhørt et af ovenstående begreber til et møde og ikke vidst, hvad der egentligt var tale om. Det kan også være, at du har hørt begrebet før, men godt lige kunne bruge en genopfriskning.
I KL’s Økonomiunivers kan du få et indblik i de vigtigste kommunaløkonomiske begreber og processer. Videoerne er optaget i KL’s eget studie med chefkonsulent i Økonomisk Sekretariat, Anders Windinge, som fast vært. Anders har mere end 15 års erfaring inden for kommunaløkonomi og er en erfaren formidler.
KL’s Økonomiunivers understøtter en skræddersyet kompetenceudvikling inden for kommunaløkonomi, hvor den enkelte bruger kan udvikle sin kommunaløkonomiske forståelse inden for netop det begreb, vedkommende har behov for at vide mere om. Når de enkelte ledere og medarbejdere i en organisation gør brug af en skræddersyet kompetenceudvikling, så øger det også den fælles forståelse af kommunaløkonomi. Det kan spare tid for både ledere og medarbejdere ved at smidiggøre møder, onboarding, snakke over bordet og den skriftlige kommunikation i hverdagen.
Eva Hansen
Byrådssekretariatet
Borgmesterkontoret
+4599311503
eva.hansen@aalborg.dk