Skip til hoved indholdet

Vær med som aktør til Aalborg 2024

Vi skaber rammerne, og det er dig sammen med mange andre, som er med til at skabe indholdet. Vi skal have vist den mangfoldighed frem, som bæredygtighed repræsenterer. Vi inviterer uddannelsesinstitutioner, foreninger, kommuner, virksomheder og generelt ildsjæle, som har lyst til at vise bæredygtige initiativer og ideer frem, til at være med.

Til dig, der er med som aktør til Aalborg 2024

Udfyld formularen og fortæl os om dit arrangement. Læs forventningsafstemningen, så vi sammen skaber et fedt event. 

Fortæl os om dit arrangement eller din aktivitet Forventningsafstemning

Hvis du vil vide mere

Dagene i Kildeparken tager udgangspunkt i de besøgende og er målrettet forskellige målgrupper. Se hvor du passer ind og læs om mulighederne.

1. oktober: kommunale medarbejdere og lokalpolitikere

1. oktober afholder vi kommunernes klimadag, hvor danske kommuner dels inviteres til at deltage i konferencen i AKKC og dels inviteres til et særligt tilrettelagt program om kommunernes klimaplaner. Halvdelen af landets kommuner har udvist interesse i at deltage og programmet tilrettelægges i samarbejde med KlimaNord og KL.

1. oktober: unge i Kildeparken

1. oktober afholder vi også ungdommens klimadag, hvor elever fra ungdomsuddannelser inviteres til en dag, hvor undervisning i klima og bæredygtighed flytter ud fra klasselokalerne. Eleverne vil møde virksomheder og videregående uddannelser og blive inspireret til at vælge karriereveje med fokus på den grønne omstilling.

2. oktober: børn i Kildeparken

2. oktober afholder vi børnenes klimadag, hvor elever fra grundskolens mellemtrin inviteres til en dag, hvor undervisning i klima og bæredygtighed flytter ud fra klasselokalerne. Eleverne vil blive præsenteret for opgaver, som skal løses på dagen og arrangeres i tæt samarbejde med Børn og Unge, Aalborg Kommune.

3. oktober: klimarejsen i hele Nordjylland 

3. oktober er de internationale konferencegæster indbudt til field trips på nordjyske lokationer. Der åbner vi op for, at lokale borgere kan booke overskydende pladser. Alle virksomheder og andre aktører inviteres til at afholde åbent hus eller rundvisninger for borgere.

4. oktober: klimafest i Kilden for alle (som føler sig) unge!

4. oktober afholder vi klimafesten, hvor unge inviteres til at opleve, hvordan kunst og kultur kan forenes med en klimavenlig livsstil og bidrage til at understøtte vores opfattelse af handlemuligheder i forhold til at bidrage til den grønne omstilling.

5. oktober: familier og alle interesserede i Kildeparken

Bæredygtighedsfestivalen er tilbage i Aalborg i form af familiedag i Kilden. Her er alle velkomne til en dag om klima og bæredygtighed. Aktiviteterne vil i høj grad appellere til børnefamilier, men alle er velkomne.

1.-5. oktober er der syv udstillinger i Kildeparken, som sætter fokus på, hvordan vi alle kan bidrage til bæredygtig udvikling i vores hverdag.

Temaerne for udstillingerne tager udgangspunkt i vores hverdag med overskrifterne:

  • min have
  • mit vand
  • mit affald
  • mit hjem
  • min rejse
  • mit køkken
  • mine ting.

Alle relevante aktører kan bidrage til udstillingerne. Udstillingerne er permanente hele ugen og skal bemandes af de aktører, som bliver enige om at lave en fælles udstilling. Planlægningen faciliteres af Center for Grøn Omstilling med en ekstern aktør som tovholder for den enkelte udstilling.

Bæredygtighedsmarkedet starter fredag eftermiddag den 4. oktober klokken 15.00-19.00 som en del af Klimafesten og fortsætter lørdag klokken 10.00-15.00 som en del af Bæredygtighedsfestivalen.

Du kan søge om at få en gratis stand og står herefter selv for at udsmykke standen.

På standen kan du fortælle om dit grønne initiativ med involverende tilgang. Du må gerne sælge produkter. Dog skal alt ske i bæredygtighedens ånd, så handouts og så videre skal gerne begrænses.

Grøn Scene bliver et stort telt med plads til 150-200 publikummer. Her kan du byde ind på en plads, hvor der kan afholdes arrangementer á 45 minutters varighed (som udgangspunkt).

Grøn Scene stilles gratis til rådighed for foreninger og sponsorer. Dog vil der om lørdagen medfølge en dygtig konferencier, hvor I deles om prisen.

Grøn Scene er til rådighed:

  • tirsdag klokken 15.00-20.00
  • onsdag klokken 15.00-20.00
  • torsdag klokken 10.00-20.00
  • fredag klokken 10.00-14.00
  • lørdag klokken 11.00-14.00.

Det er ambitionen at have et lokalt madmarked med klimavenlige retter, som de besøgende kan nyde. Vi vil gerne i dialog med interesserede, så vi kan udforme det mest hensigtsmæssige madmarked, som giver værdi for alle parter. Madmarkedet skal være et hyggeligt område med klimaretter til en overkommelig pris. Hold øje med nyhedsbrevet, hvor der kommer mere info eller kontakt os.

De internationale konferencegæster er indbudt til field trips på nordjyske lokationer. Der åbner vi op for, at lokale borgere kan booke overskydende pladser. Alle virksomheder og andre aktører inviteres til at afholde åbent hus eller rundvisninger for borgere.

Bliv en del af Klimarejsen og få besøg af konferencegæster og lokale nordjyder. Du kan også målrette dit besøg kun til konferencegæster eller lokale.

Arrangementer kan være på engelsk eller dansk. Aktiviteten skal foregå den 3. oktober for at være en del af programmet.

Skriv mail til Karina Hjeds på karina.hjeds@aalborg.dk

Ida Vad Svenningsen

Grøn agent

20 33 05 98


Konferencen Aalborg 2024 finder sted 1. til 3. oktober 2024 i Aalborg Kongres & Kultur Center. Aalborg Kommune er arrangør sammen med ICLEI Europe, der er et netværk for bæredygtige byer og lokalsamfund. Samtidig summer Kildeparken af grønne aktiviteter for alle.

Måske er du også interesseret i

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang