Rengøring - kommunal leverandør
Vælg Rengøringsenheden - din kommunale leverandør, når du får bevilget rengøring.
Ren glæde
Gør som cirka 3.800 andre borgere i Aalborg Kommune - vælg Rengøringsenheden som din leverandør af rengøring.
Rengøringsenheden gør rent i dit hjem til aftalt tid - og vi har selv rengøringsmidler med. Du får en fast kontaktperson, som sammen med dig finder ud af, hvornår det passer dig bedst at få gjort rent, hvad der skal klares og hvad du selv kan hjælpe til med.
Ren tryghed
Det er vigtigt for os, at du har det godt og er tryg ved, at vi kommer i dit hjem. Derfor lægger vi stor vægt på, at vi som en del af hjælpen også træner og vedligeholder dine færdigheder. Det betyder, at du selv deltager i gøremålene så vidt muligt, så du på sigt kan blive mere selvhjulpen og/eller bevare de færdigheder, du har. Det giver dig større mulighed for selvbestemmelse i eget liv, og derved større livskvalitet.
Vores medarbejdere bærer uniform og legitimationskort. Du kan derfor altid se, at det er en medarbejder fra Rengøringsenheden, du lukker ind i dit hjem.
Det med småt
Aalborg Kommune har udarbejdet serviceinformation for personlig hjælp og pleje, praktisk hjælp samt træning til borgere, der bor i eget hjem. Serviceinformationen beskriver det politisk fastsatte serviceniveau, du kan forvente som borger i Aalborg Kommune.
Du skal selv kontakte din leverandør, hvis du vil klage over leverandøren. Din leverandørs kontaktoplysninger fremgår af din bevilling.
Du kan også få hjælp fra Den Åbne Linie ved at ringe til Kontaktcentret. Her hjælper brugervejlederen dig med at klage. Se information under "Kontakt" ovenover.
Aalborg Kommune har udarbejdet Tilsynspolitik for Hjemmeplejen, som beskriver kommunens procedurer for udførelse af samt opfølgning på tilsyn.