Sådan vælges man til byrådet
Her kan du læse om, hvordan du stiller op til kommunalvalget den 18. november 2025.
Du skal være valgbar.
For at være valgbar skal du have valgret. Du har valgret, hvis du:
- på valgdagen er fyldt 18 år, og
- har fast bopæl i kommunen.
Herudover skal du opfylde én af følgende betingelser:
- har dansk indfødsret, eller
- er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, eller
- er statsborger i Island, Norge eller Storbritannien, eller
- uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 4 år forud for valgdagen.
Valgret har desuden enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU og er registreret i Udenrigsministeriets protokol.
Bemærk, at valgretten også omfatter personer, som er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, når disse i øvrigt opfylder ovennævnte valgretsbetingelser.
Bemærk også, at valgretten er afskaffet for følgende personer:
- Udlændinge på tålt ophold
- Udvisningsdømte udlændinge
- Administrativt udviste udlændinge
- Udlændinge, som fra udlandet indsættes direkte til afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner.
Betingelserne skal være opfyldt om fredagen 46 dage før valgdagen (3. oktober 2025), bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen om varigheden af fast bopæl i Danmark, som senest skal være opfyldt på valgdagen.
For at blive valgt til byrådet må du ikke være idømt eller have modtaget en straf, der medfører tab af valgbarhed.