Lister og betegnelser
Her finder du information om liste- og bogstavbetegnelser samt kandidatlister.
Ved tildeling af liste- og bogstavbetegnelser vil valgbestyrelsen ved kommunalvalget 2025 lægge vægt på følgende principper:
Listebetegnelse:
Der henvises til lovbekg. nr. 1381 af 5. december 2024 om kommunale og regionale valg § 24a og 24b med tilhørende vejledning
Bogstavbetegnelse:
- Kandidatlister, hvis listebetegnelse er navnet på et parti, som er opstillingsberettigede til folketingsvalg, skal tildeles partiets bogstavbetegnelse. Disse bogstavbetegnelser er reserverede.
- Ingen lister kan få bogstavet X.
- W anvendes som udgangspunkt ikke, da det kan forveksles med V.
- Bogstavet for det tyske mindretals parti – S – kan ikke tildeles andre kandidatlister.
- Lokallister, der deltog i det seneste byrådsvalg, har fortrinsret til den bogstavbetegnelse, som blev anvendt, medmindre bogstavet er reserveret jf. pkt. 1.
- Henstillinger i vejledning fra Indenrigs- og Boligministeriet iagttages.
- En tidligere indleveret kandidatliste går forud for en senere indleveret.
- Hvis flere kandidatlister må anses for indleveret samtidigt, og hvis de ønsker samme bogstavbetegnelse, vil der blive trukket lod.
Valgsekretariatet kan tidligst meddele et betinget forhåndstilsagn om en bogstavbetegnelse til en lokalliste i forbindelse med lokallistens indlevering af kandidatlisten til valgsekretariatet. Valgbestyrelsen træffer på et møde den 1. oktober 2025 afgørelse om, hvorvidt kandidatlister både med og uden stillere kan godkendes
Du kan få udleveret eller tilsendt kandidatlister ved at rette henvendelse til:
Aalborg Kommune
Borgmesterkontoret
Valgsekretariatet
Boulevarden 13
9000 Aalborg
Telefon: 9931 1614 eller via mailadressen valg@aalborg.dk.
Der følger en vejledning med til udfyldelse af kandidatlisten. Det er vigtigt, at den udfyldes korrekt.
Hvis partiet allerede er valgt ind i byrådet
Hvis partiet allerede er valgt ind i Aalborg Byråd, kan partiet anmode om fritagelse fra kravet om at indsamle underskrifter fra et mindsteantal stillere. Dette gælder for partier, der er valgt ind i Aalborg Byråd ved kommunalvalget i 2021, og fortsat er repræsenteret i byrådet tirsdagen 9 uger før valgdagen (16. september 2025) Hvis betingelserne ikke er opfyldt, skal partiet indsamle underskrifter fra minimum 50 stillere, ligesom alle øvrige partier, der ønsker at stille op.
Man kan ansøge om fritagelse fra kravet om stillere på kandidatlisten.
Hvis du stiller op på en ny liste
Hvis du stiller op på en helt ny liste eller på en liste, der ikke opfylder betingelserne for at blive fritaget for kravet om indsamling af underskrift fra et mindsteantal stillere, skal du som nævnt ovenfor have underskrift fra et mindsteantal på 50 stillere, der opfylder valgretsbetingelserne.
Det er fornuftigt at indsamle yderligere 10-15 stillere, hvis nogle af stillerne viser sig ikke at opfylde betingelserne for at være stiller.
Bemærk, at der i valgloven er indført et forbud mod ens listebetegnelser i samme kommune.
For så vidt angår listebetegnelser henvises til bestemmelserne i lovbekg. nr. 1381 af 5. december 2024 om kommunale og regionale valg § 24a og 24b
Indlevering af kandidatlister
Hvis partiet i forvejen er valgt ind i byrådet og ansøger om at blive fritaget for kravet om stillere, kan kandidatlisten/kandidatlisterne indleveres tidligst tirsdag den 2. september 2025 og senest tirsdag den 16. september 2025 klokken 12.
Hvis man stiller op på en ny liste eller en liste, der ikke opfylder betingelserne for at blive fritaget fra krav om stillere (eller ikke ønsker at blive fritaget for at gøre brug af stillere), kan kandidatlisten/kandidatlisterne indleveres tidligst tirsdag den 16. september 2025 og senest tirsdag den 30. september 2025 klokken 12.
Når der afleveres en kandidatliste, kan der fremsættes ønske om en bogstavbetegnelse. Valgsekretariatet kan vejlede herom, men den endelige beslutning træffes af Valgbestyrelsen.
Kontrol af kandidatlister
Alle oplysninger på kandidatlisterne om kandidater og stillere kontrolleres, når listen er indleveret.
Valgbestyrelsen får alle kandidatlisterne forelagt på et valgbestyrelsesmøde den 1. oktober 2025.
Hvis man har indleveret og fået godkendt sin kandidatliste på det pågældende valgbestyrelsesmøde, vil kandidatlistens repræsentant herefter modtage meddelelse herom via digital post. Her vil oplysning om tildeling af kandidatlistens bogstavbetegnelse ligeledes fremgå.
Aalborg Kommunes behandling af personoplysninger fremgår på aalborg.dk.
Stillere er vælgere i kommunen, der skal underskrive kandidatlisten, for at listen som udgangspunkt kan blive godkendt til at stille op til kommunalvalget.
Stillerne skal opfylde valgretsbetingelserne. Dette bliver kontrolleret, når kandidatlisten er indleveret.
For at kunne stille op til kommunalvalget i Aalborg Kommune, skal man som minimum have 50 stillere til at underskrive kandidatlisten.
Kandidatlisten skal i forvejen være udfyldt med listebetegnelsen samt navne på kandidaterne, så stillerne kan se, hvad de skriver under på.
En stiller må kun underskrive én kandidatliste.
Kandidatlister kan støtte hinanden ved at indgå valgforbund. Hver kandidatliste kan kun indgå i ét valgforbund.
Hvis man indgår i et valgforbund, skal alle de partier, der indgår i valgforbundet, hver især indlevere en anmodning om indgåelse af valgforbundet.
Anmodningen skal ske på en blanket, som udleveres sammen med kandidatlisterne.
Fristen for indlevering af anmodning om indgåelse af valgforbund, er mandag den 6. oktober 2025 klokken 12.
Kontakt
Byrådssekretariatet
Boulevarden 13 9000 AalborgRing til os
99 31 15 06Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.