Kan (og skal) alle børn og unge være "spætterne"?

• Artikel af Rikke Borre Hartmann, programleder for Børnevenlig Kommune i Aalborg Kommune

Måske deltog du på KL's Børn og Unge Topmøde. Hvis du gjorde, husker du nok ”spætterne” - Josefine-Marie Klarborg Porsborg Bach og Adam Yderstræde Bremerstent fra Aalborg Fælleselevråd – der fra scenen på åbningsdagen mindede de voksne deltagere om, hvem de var der for – dem, det hele handler om. De fik endda deltagerne til at lave spættetegnet (forestil dig to fingre formet som et næb, som du tapper ind i tindingen på dig selv), efter at have sagt:

”Husk os som de to spætter, som hakker jer i hovedet, og minder jer om at lytte og tænke på børn og unge, når I træffer beslutninger. Måske kan det godt være lidt irriterende, men det er altså nødvendigt. Det er jo faktisk os det handler om!”

Det handler om Josefine-Marie og Adam, men det handler også om alle de andre børn og unge, der findes i hele Danmark, selvom vi selvfølgelig i al beskedenhed synes, vi har de sejeste af slagsen i Aalborg Kommune!
Adam og Josefine-Marie mindede os om det i talen, hvor de sagde:

”Vi kan ikke komme med svaret på hvordan man får den bedste trivsel, for alle børn og unge - vi er jo bare os. Derfor bliver I nødt til også at spørge alle de andre børn og unge, hvor de er.”

Det synes jeg personligt er en fremragende idé – at vi bliver bedre til at spørge mange forskellige børn og unge, lige der, hvor de er. Og engang imellem spørger vi dem, om de vil stå på scenen for op mod 1500 mennesker. Det er ikke så lidt endda.
Derfor vil jeg gerne beskrive, hvordan Josefine-Marie og Adam forberedte sig til KL-mødet, for måske kan det inspirere dig til at forberede unge hos dig. Det er ikke alle børn og unge, der skal stå på så stor en scene – men mindre kan også gøre det!

Før

Vigtig huskeregel: De unge skal vide, hvad det går ud på, samt hvad deres rolle er!

Møde med de unge #1:

Derfor mødtes jeg med Josefine-Marie og Adam 8 dage før topmødet, efter jeg havde holdt møde med KL om formen, temaet og rammen. Josefine-Marie og Adam havde sagt ja til opgaven, men det var vigtigt for dem at kende alle detaljer, præcis som det ville være for dig og mig. Vi mødtes på det første møde i lidt over to timer efter skoletid, hvor vi snakkede om:

• Rammen: For eksempel hvor mange deltagere der kom, hvilken ”slags” deltagere der var med, hvem der ellers skulle på scenen, programmet for konferencen, lokationen (vi så billeder fra tidligere topmøder), tidspunkt for møde, tidsramme på scenen, og alt andet mellem himmel og jord, der kan fylde. F.eks. også, hvor de skulle stå på scenen og hvilke typer mikrofoner, de fik.
• Tema: Hvilket tema var der for konferencen og hvad ville interessere deltagerne? Hvad ønskede Josefine-Marie og Adam at komme med at budskaber, når det handlede om at lytte til børn og unge, samt en skole for alle?
• Repræsentation: Hvis de skulle tænke på, hvad deres klassekammerater ville sige – hvad var så vigtigt at få med? Hvad hvis de tænkte på de klassekammerater, der bestemt ikke er begejstrede for skolen. Hvad ville de sige? Kunne de huske noget, som de havde snakket om i Fælleselevrådet, som de kunne tage med i talen?
• Indhold: Josefine-Marie og Adam brainstormede og jeg skrev ned, det bedste, jeg har lært. Med præcis de ord, de sagde. Vi snakkede om, at de ikke skulle bruge finere ord, end de normalt ville bruge. Det var vigtigt, at de sagde præcis det, som de ønskede at sige. Bagefter fik Josefine-Marie og Adam noterne med deres ord, og de begyndte at sortere i det. Hvad var mon vigtigst at få sagt? Var der noget, der passede sammen i små ”klumper”? Hvad var det vigtigst for dem, at deltagerne kunne huske bagefter?
• Talen: Herefter sammensatte de to seje mennesker talen i deres eget google-dokument, hvor de flyttede rundt, smagte på sætninger og snakkede videre om, hvad budskaberne betød for dem. Det var her, den første tanke om spætterne kom fra Josefine-Marie. Kunne det ikke være sjovt? Det ville de tænke lidt over og skrev det ned.

Da vi gik fra mødet, aftalte vi, at vi skulle mødes en gang mere, for de ville gerne øve og rette talen lidt til.

Mellem møde #1 og #2:

Mellem møde #1 og #2 med de seje, unge mennesker, gik de hjem og øvede tale og skrev lidt til og om. Jeg fulgte op med KL, fik inviteret deres forældre og skolelederne fra deres skoler med til topmødet, og sørgede for at få styr på detaljer, som Josefine-Marie og Adam gerne ville vide inden dagen.

Adam, Josefine-Marie og jeg havde helt fra starten en sms-tråd, så vi kunne komme i kontakt med hinanden løbende.

Møde med de unge #2:

Vi mødtes på det andet møde, tre dage før topmødet, i lidt over to timer efter skoletid, hvor de:

• Kiggede på talen igen. Var der noget, der stod uklart? Var der noget, der skulle flyttes rundt? Fik de nu de pointer frem, som de allerhelst ville?
• Øvede talen igen og igen. De øvede at snakke bevidst langsomt, og vi snakkede også om, hvad de kunne gøre, hvis de skulle blive nervøse. Her sendte vi vores taleguru Louise Scheele Elling en meget kærlig tanke!
• Til sidst ”var den der bare”, og de blev enige om, at de ville bede salen om at lave ”spætte-tegnet”.
• Det hele var deres egne idéer – vi fik bare struktureret det hele lidt sammen. Det er meget vigtigt at huske undervejs, at idéerne og ordene skal være deres egne. Det er en etisk forpligtigelse vi har!
• Der blev givet adskillige highfives og de aftalte, at de ville gå hjem og øve frem til topmødet. Og det gjorde de!
• Til gengæld lovede jeg at lave talekort til dem, så de ikke skulle stå med et forkølet A4-ark på scenen.

I forberedelserne glemte vi ikke hyggen og snacks, for det er trods alt frivilligt arbejde, Josefine-Marie og Adam laver.

Under

På selve dagen for topmødet mødtes Josefine-Marie, Adam, deres forældre og jeg hinanden to timer før de skulle på scenen. Det gav mulighed for at skabe en hyggelig stemning sammen, men der var også mulighed for forberedelse i forhold til:

• Rummet: Vi havde i forvejen aftalt, at de skulle prøve at stå på scenen, inden der kom publikum, så de kunne fornemme rummet og placeringen i rummet. Det vil jeg anbefale at man altid gør, hvis der er mulighed for det, da det skaber den størst mulige tryghed og ro
  
• Møde med KL og formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg: Vi mødtes med vores kontaktpersoner hos KL, der hjalp med alle praktiske detaljer. Formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Christina Krzyrosiak Hansen, der havde valgt at give en del af sin taletid til de to seje spætter, tog tid med Adam og Josefine-Marie, hvor de fik en snak om nervøsitet, indhold og de sidste detaljer. Det var virkelig så fint og forbilledligt!
• Opmuntrende ord fra alle! Josefine-Marie og Adam hilste på lokale politikere, chefer og direktører, inden de gik på scenen, hvilket også gav dem blod på tanden. Det er vigtigt, for den anerkendelse de unge møder generelt, både før og efter, betyder mere, end man måske tror!
  
• Finde ro – og hinanden: Ikke mindst fik Adam og Josefine-Marie mulighed for at øve talen en sidste gang med deres talekort og se hinanden i øjnene og grine lidt sammen. Nu var de helt klar! Faktisk har jeg aldrig set roligere talere i så stor en sal – de så helt rolige ud, da de stod der er ventede på at komme på scenen!

Selve talen gik formidabelt og pludselig var det hele slut! Der blev lyttet og grinet i salen, og Josefine-Marie og Adam fik helt fortjent stående bifald. Wow!

Vigtige huskepunkter - som vi ofte glemmer!

Det er guld værd at huske forældrene, når unge skal på scenen på den her måde. Forældrene er den vigtigste ressource, og den stolthed de oplever, er det hele værd. Den tager de med hjem, og kan snakke med de unge derhjemme bagefter!
Tænk også gerne på andre, der kan være relevante – i det her tilfælde skolelederne, der bringer oplevelsen med tilbage på skolen til elevernes hverdag der!

Jeg så et par tårer i øjenkrogen – det er så meget værd at dele oplevelsen.

Dokumentation: Husk endelig, at dokumentere det hele med video og billeder. Det får du brug for, når de unge mennesker skal bearbejde oplevelsen.

Efter

Efter oplevelsen i den store sal, gik vi sammen ud og gav hinanden kram og highfives oven på en virkelig veloverstået tale! Vi mødte flere på vejen, der anerkendte Josefine-Marie og Adam og deres tale. Det blev de virkelig glade for, og de var meget lettede og stolte. Helt fortjent!

Vi stod og snakkede lidt sammen og aftalte, at vi kunne sende billeder og video til hinanden, så vi kunne huske den her gode oplevelse!

I løbet af dagen – og dagene efter – sendte jeg hilsner fra nær og fjern videre til Josefine-Marie og Adam, og de blev også opdateret på opslag på Facebook, LinkedIn og Aalborg.dk, så de kunne følge med i al den ros, der tilkom dem!

Som Adam så rigtigt skrev: ”Det var virkelig fedt at prøve! Det er virkelig fedt at mærke at to minutter har ændret så meget”.

På det kommende fælleselevrådsmøde i Børn og Unge, Aalborg Kommune så vi video af talen fra KL-mødet, og de fik mulighed for at dele deres oplevelse med de andre elever i fælleselevrådet. Vi snakkede om, hvor godt, de havde gjort det – og at det ville de andre også have gjort, hvis det havde været dem. Det er det måske en anden gang!

Meningsfuld børne- og ungeinddragelse - er det virkelig nødvendigt?

Det lyder måske omfattende – og det er det egentlig også. Ikke desto mindre, er det det hele værd – og hvor lang tid og hvor mange kræfter ville du mon selv bruge, hvis du skulle stå foran SÅ mange mennesker og tale om noget, der er vigtigt?

Vi er i Aalborg Kommune meget inspirerede af professor Laura Lundy's model for meningsfuld deltagelse. Måske kender du den, og kan genkende elementer af både rum, stemme, modtager og indflydelse her. Herunder også feedback, der er så enormt essentielt!

Laura Lundy's model for meningsfuld, rettighedsbaseret børne- og ungeinddragelse

Beskrivelse af model:

Denne model udarbejdet af Professer Laura Lundy giver en vejledning til at hjælpe med at realisere Artikel 12 i Børnekonventionen.

Modellen fokuserer på fire sammenhængende og indbyrdes afhængige elementer, som følger hinanden i kronologisk rækkefølge.

Trin 1: Retten til at udtrykke sin mening.

Trin 2: Retten til at blive hørt. Synspunkter skal tildeles passende vægt.

• Rum: Børn og unge skal tilbydes sikre og inkluderende rum, hvor de får mulighed for at udtrykke og forme deres meninger og holdninger.
• Stemme: Børn og unge skal have mulighed for og støttes i at udtrykke deres mening med selvvalgt og passende "stemme".
• Indflydelse: Børn og unges meninger skal tages alvorligt og handles på. Børn og unge skal kun inddrages, hvor de har reel mulighed for indflydelse.
• Modtager: Børn og unge har ret til at blive lyttet til. Dem der lytter skal gøres det ægte og respektfuldt.

Kontakt mig, hvis du ønsker Laura Lundy's model for rettighedsbaseret inddragelse i Aalborg Kommunes version tilsendt.

Jeg håber med denne beskrivelse af processen at inspirere til god forberedelse, understøttelse og efterbehandling, når børn og unge skal ”på scenen”. Måske har du endnu bedre tricks i ærmet – så hører jeg vildt gerne fra dig!

For som Laura Lundy så rigtigt siger:

Do – and then do better!