Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Sparring på forretningsudvikling gør en forskel

Sparring på forretningsudvikling gør en forskel

Med et ønske om at hjælpe kvinder med at tage ejerskab over deres egen skønhed, har Cate Klyvø skabt en virksomhed, hvor hun igennem de seneste 14 år har brugt BusinessAalborg i både opstartsfasen og til skalering af virksomheden.

Midt i Nørregade i hjertet af Aalborg ligger Myextensions. En butik, som Cate Klyvø har haft siden 2012, der både fungerer som butik og salon. Virksomheden har dog eksisteret siden 2009 som webshop, men grundtanken har været den samme hele vejen igennem. 

"Helt grundlæggende hjælper vi kvinder med at tage ejerskab over deres skønhed. Jeg er selv født med tyndt hår, og jeg ved, hvor frustrerende det kan være. Jeg syntes ikke, der var et produkt på markedet af den kvalitet, som jeg gerne ville have, og derfor kastede jeg mig ud i Myextensions – det var til dels for min egen skyld". 

Løbende sparring har gjort en forskel

Alligevel er Myextensions blevet en yderst succesfuld forretning. Selv om Cate Klyvø ikke kommer fra en iværksætterfamilie, var det alligevel den vej, hun valgte at gå. I starten havde hun kontakt til BusinessAalborg, hvor hun løbende fik sparring og hjælp til de grundlæggende ting, man skal vide for at kunne drive en forretning.

"I starten var det lidt et hobbyprojekt, hvor jeg havde et kontorjob ved siden af, men jeg var ret hurtig til at række ud til BusinessAalborg, hvor jeg blandt andet deltog i et iværksætterkursus. Selv om jeg har haft en ’learning by doing’-tilgang, har det været rart at kunne sparre med dem i starten, hvor alt var nyt for mig" 

Vækst og udland på tegnebrættet

Efter 11 år med fysisk butik og salon, må Cate Klyvø siges at have ganske godt styr på sin forretning – og sideløbende har hun også fået tre børn og skulle have privatlivet til at fungere med tilværelsen som iværksætter og butiksejer. 

"Da jeg kom tilbage fra min tredje barsel i januar 2023, havde jeg bestemt mig for, at nu skulle der ske noget mere. Selv om vi blev ved med at vækste, var vi nu nået til et punkt, hvor vi ikke kunne fortsætte væksten uden de rette kompetencer og flere folk i teamet". 

Derfor kom erhvervskonsulent Teresa Nielsen hurtigt ind i billedet. En konsulent, som Cate Klyvø kunne spejle sig i, og som var hurtig til at forstå de visioner, hun havde for virksomheden.

"Hun var enormt hurtig til at gribe bolden, da jeg sagde, at jeg havde meget travlt, og så foreslog hun mig blandt andet at ansøge om et sparringsforløb hos CONNECT Denmark. Dette gav mig sparring og feedback til at finde ud af, hvad det var for nogle kompetencer, jeg havde brug for at ansætte. Hun har generelt været enormt god til at række ud i sit netværk, når jeg har efterspurgt hjælp til forskellige ting". 

Overblik over tilskudspuljer

Desuden fik Cate Klyvø også samlet et advisory board, hvor hun fik sparring fra andre erhvervsprofiler og skulle være skarp på, hvad Myextensions er for en virksomhed, og hvad hun manglede. 

Teresa Nielsen har også løbende kunne hjælpe Cate Klyvø med at få blik for eksempelvis tilskudspuljer såsom SMV pro og SMV digital. Derudover har det internationale aspekt også fyldt en del. 

Det er naturligt for en e-commerce forretning at kigge til udlandet, og vi sælger også i både Sverige og Tyskland lige nu, men vi vil også gerne til UK og Holland. Det er nyt for mig, og det har SMV-puljerne været gode til at give mig indsigt i.

Cate Klyvø, indehaver

Selv om der er sket meget på 14 år, og det går godt for Myextensions, har hjælpen fra BusinessAalborg været god at have i baghånden. 

"Selvfølgelig er der forskel på den sparring, jeg havde brug for for 14 år siden og nu, men jeg synes, det er fedt, at der findes et sparringstilbud til virksomheder i alle aldre. Aalborg er virkelig en god iværksætterby, og BusinessAalborg kan være med til at gøre, at man føler sig godt klædt på som iværksætter og bliver klogere på, hvad det faktisk kræver at drive sin egen virksomhed". 

Fremtidsdrømme

Selvom basen er i Aalborg, er der dog ingen tvivl om, at Cate Klyvø drømmer om at udvide både nationalt og internationalt.

"Vi forventer også at få butikker i andre større danske byer og på sigt udlandet, men nu starter vi herhjemme først". 

Nysgerrig på mere?

Gør som Cate Klyvø fra Myextensions og brug Teresa Nielsen som din sparringspartner.

Med en baggrund inden for salg og eksport i tekstilbranchen har Teresa dyb indsigt i design, sourcing, marketing og e-commerce og hjælper gerne din virksomhed godt på vej.

Teresa er erhvervskonsulent i BusinessAalborg, som er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling. BusinessAalborg er sat i verden for at gøre det nemt at starte, drive og udvikle virksomhed med base i Aalborg Kommune. Her er gode råd gratis, uvildige og funderet på mange års erfaring. 

Kontakt Teresa og se hvordan hun kan hjælpe dig

Kontakt

BusinessAalborg

Boulevarden 13, 2. sal 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 15 70

Skriv til os

Åbningstider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang