Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Økonomi og statistik Nøgletal for erhvervsudvikling

Nøgletal for erhvervsudvikling

Analyser og nøgletal

Dyk ned i fakta og analyser om erhvervsudviklingen i Aalborg og Nordjylland. Her finder du eksempelvis de nyeste tal om udviklingen i beskæftigelsen, CVR-numre, antal virksomheder og brancheanalyser. 


Analyse af jobudvikling 3. kvartal 2023

Analyse fra BusinessAalborg viser udviklingen i jobs fra 3. kvartal 2022 til 3. kvartal 2023. I perioden blev der i alt skabt 1.462 nye jobs, som fordeler sig over en række brancher. Især brancherne Offentlig administration, forsvar og politi, Vidensservice samt Industri oplevede høj jobvækst med henholdsvis 583, 571 og 418 flere jobs. Samlet set er der 118.194 lønmodtagere i Aalborg Kommune. 

De 1.462 nye jobs svarer til en jobvækst på 1,3 procent i perioden. Det er lidt over landsgennemsnittet og højere end kommuner som Esbjerg, Randers og Odense.  

Læs mere om branchefordeling og jobvækst


Iværksætteranalyse

Analyse fra BusinessAalborg dykker ned i Aalborgs iværksættervirksomheder og ser på blandt andet antal nye virksomheder, brancher, overlevelse og vækst. I 2021 blev der i alt etableret 1.064 nye virksomheder i vores kommune. 

Fem nøgletal om iværksætteri og nye virksomheder i Aalborg

  • Top-3 brancher for iværksætteri er Videnservice, Bygge og anlæg samt Handel
  • Nye virksomheder udgør 11 procent af den samlede virksomhedsmasse 
  • 50 procent af de nye virksomheder eksisterer stadig efter tre år
  • 29 procent af de nye virksomheder oplever moderat eller høj vækst efter tre år
  • De nye virksomheder bidrager med 3.903 jobs

Se hele analysen om iværksætteri i Aalborg


Analyse af virksomheder i Aalborg

Analyse fra BusinessAalborg viser udviklingen i antallet af virksomheder i Aalborg Kommune med minimum én ansat. Analysen dykker også ned i, hvordan virksomhederne fordeler sig på brancher og i størrelse.

Ved udgangen af 2022 er der i alt 10.022 virksomheder, som har base i Aalborg Kommune. Den private sektor udgør 91 procent af samtlige virksomheder i Aalborg. 

5 hurtige fakta om Aalborgs virksomheder

  • Handel og transport er den største branche (2.571)
  • Erhvervsservice er den andenstørste branche (1.633)
  • 77 procent har under 10 medarbejdere
  • De fleste virksomheder har kun én medarbejder (4.037)
  • 13 procent flere virksomheder over ni år

Dyk ned i hele analysen om Aalborgs virksomheder


Analyse af grøn vækst og omsætning i Nordjylland

Analyse fra BusinessAalborg dykker ned i grøn vækst og omsætning hos nordjyske virksomheder, ser på udviklingen i antal job og hvilke brancher, der især rykker på den grønne agenda. Analysen sammenligner også udviklingen i Nordjylland med de øvrige danske regioner. 

5 hurtige fakta om grøn vækst i Nordjylland:

  • Omsætning af grønne varer og tjenester er på 30 milliarder kroner
  • 25 procent stigning i omsætning over tre år
  • Industrien står for størst omsætning og flest jobs
  • 9.608 grønne job (fuldtid)
  • 14 procent stigning i antal jobs over tre år 

Læs mere om grøn vækst og omsætning hos nordjyske virksomheder


Analyse af jobudvikling 2. kvartal 2023

Analyse fra BusinessAalborg viser udviklingen i jobs fra 2. kvartal 2022 til 2. kvartal 2023. I perioden blev der i alt skabt 1.424 nye jobs, som fordeler sig over en række brancher. Især brancherne Vidensservice, Offentlig administration, forsvar og politi samt Industri oplevede høj jobvækst med henholdsvis 742, 513 og 476 flere jobs. Herefter følger Information og Kommunikation, Finansiering og forsikring samt Handel. Samlet set er der 117.969 lønmodtagere i Aalborg Kommune. 

De 1.424 nye jobs svarer til en stigning på 1,2 procent i perioden. Det er lidt under landsgennemsnittet. 

Læs mere om branchefordeling og jobvækst det seneste år


Analyse af eksportvirksomheder i Aalborg

Analyse fra BusinessAalborg dykker ned i eksportvirksomhedernes udvikling og betydning i forhold til beskæftigelse og omsætning. Samtidig ser analysen på de største eksportbrancher, og hvordan Aalborgs eksportvirksomheder udvikler sig sammenlignet med de andre store kommuner i Danmark. 

I alt er der 1.420 eksportvirksomheder med base i Aalborg Kommune. Samlet set bidrager de med 88 procent af den samlede omsætning i Aalborg-virksomheder. 

Analyse af eksportvirksomheder i Aalborg


Analyse af nye CVR-numre i 2022

Analyse fra BusinessAalborg viser, at der i løbet af 2022 i alt blev registreret 1.733 nye CVR-numre i Aalborg Kommune. Det er et fald på 11 procent sammenlignet med 2021, hvor der i alt blev registreret 1.940 nye CVR-numre. Faldet i CVR-numre er en generel tendens, som også ses på landsplan og i de øvrige store danske byer. 

Set over en længere periode har antallet af nye CVR-numre i Aalborg været støt stigende fra 2012-2018 og så med dyk i 2020 og 2022.

Det er især Handel og Videnservice, som er populære iværksætterbrancher.

Se hele analysen om CVR-numre og branchefordeling


Nysgerrig på flere detaljer?

Ovenstående analyser er en del af BusinessAalborgs BEDREOverblik analyser. BusinessAalborg er erhvervsafdelingen i Aalborg Kommune, som blandt andet tager pulsen på erhvervsudviklingen i Aalborg og Nordjylland. 

Har du spørgsmål til analyserne, er du altid velkommen til at kontakte os. Få tilsendt analyserne som PDF ved at skrive til business@aalborg.dk

Kontakt

BusinessAalborg

Boulevarden 13, 2. sal 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 15 70

Skriv til os

Åbningstider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang