Udvalg går til KL i sagen om Jasminparken
Et enigt By- og Landskabsudvalg har godkendt en retlig lovliggørelse af byggeriet. Politikerne beklager de fejl, der er begået, og man ønsker fremover et øget politisk råderum i den type sager.
Et enigt By- og Landskabsudvalg har på det seneste møde godkendt, at der sker en retlig lovliggørelse af byggeriet "Jasminsparken" i Sønder Tranders med 69 boliger, i form af en række dispensationer fra lokalplanen.
Det er et vilkår for dispensationerne, at der etableres en stedsegrøn beplantning, som kan skærme mod væsentlige indbliksgener til nabobebyggelsen. Udvalget har godkendt forvaltningens forslag til en beplantningsplan med den bemærkning, at forvaltningen skal afsøge muligheden for at øge højden på beplantningen et enkelt sted.
Politikerne oplever, at de af juridiske grunde ikke har haft andet valg end at stemme for forvaltningens indstilling om en retlig lovliggørelse af Jasminparken. Når et byggeri enten skal lovliggøres retligt med dispensationer eller fysisk ved en nedrivning eller ved en kombination, så er valget nemlig ikke frit.
Forvaltningen har erkendt, at der er begået en række fejl i sagen, og By- og Landskabsudvalget ønsker derfor skærpet opmærksomhed på at undgå lignende sager fremadrettet. By- og Land-skabsudvalget beklager derudover de fejl, der er begået i processen, ligesom udvalget beklager, at der i en efterfølgende lovliggørelsesproces kun findes et meget snævert politisk handlerum.
Beklagelsen fra udvalget gælder bl.a. det grundlag og den proces, som byggetilladelsen er givet på, ligesom kommunen er blevet underkendt to gange i Planklagenævnet. Et enigt udvalg ærgrer sig også over, at forvaltningen har ignoreret tidlige henvendelser fra beboere i området, ligesom politikerne har stor forståelse for det psykiske pres, som naboerne til Jasminparken som følge af sagen har været underlagt i en lang periode.
Der er en række hensyn, der skal inddrages i den endelige vurdering. Dertil kommer det almindelige forvaltningsretlige princip om proportionalitet, der betyder, at kommunen som myndighed altid først skal undersøge, om forholdet kan retligt lovliggøres. Hvis de væsentlige gener, der er opstået som følge af det ulovlige forhold, kan afværges på anden vis end ved nedrivning, skal det mindst indgribende middel anvendes. I sagen om Jasminparken betyder det, at hvis naboerne kan sikres mod væsentlige indbliksgener på anden vis end ved nedrivning, som f.eks. ved at afskærme med beplantning, så skal dette middel anvendes.
By- og Landskabsudvalget oplever, at man har manglet politisk handlerum i sagen om lovliggørelse af Jasminparken. Derfor er det besluttet, at forvaltningen skal rette henvendelse til Kommunernes Landsforening for at rejse problemstillingen om det manglende politiske råderum i netop den type sager.
Kontakt
By og Land
Stigsborg Brygge 105 9400 NørresundbyRing til os
99 31 20 00Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.