Teknologi sikrer Plusbus grøn bølge i lyskryds
Aalborg Kommune anvender ITS, og det bruges blandt andet også ved Gigantium
Det er usynligt i bybilledet, men ITS (intelligente transportsystemer) er med til at sikre en effektiv trafikafvikling i byen og kommunen. Og det er en teknologi, som Aalborg Kommune benytter for at få trafikken til at glide bedst muligt.
Et konkret eksempel er Plusbussen, der prioriteres i lyskrydsene på Plusbussens rute fra travbanen i vest til universitetshospitalet i øst, så man sikrer god fremkommelighed for bussen. Når en af de 14 Plusbusser nærmer sig et signalreguleret lyskryds, sendes der digitalt besked til lyskrydset, der hurtigst muligt kvitterer med grønt lys.
Turbo til busser
"Lyskrydset forsøger at give noget turbo til busserne, så de bliver prioriteret først", siger teamleder Mikkel Færgemand fra By og Land.
I forvejen kører plusbusserne i deres eget trace på en stor del af strækningen, men den grønne bølge i lyskrydsene er en ekstra hjælpende hånd, som giver en tidsgevinst for passagererne og Plusbussen.
"I alle kryds kan man forlænge grøn-tiden. Hvis Plusbussen kalder ude i horisonten, får den 10-20 sekunders ekstra grønt, så den kan nå med over. Det er ved at være oppe på et rigtig godt niveau, hvor det skaber stor værdi", siger Mikkel Færgemand.
30 lyskryds
De data, der via Plusbussens flådestyringssystem sendes til de omkring 30 lyskryds på ruten, er de samme data, som passagererne finder på realtidstavlerne ved Plusbus-stoppestederne.
Filosofien bag brugen af ITS i Aalborg Kommune er blandt andet, at en god trafikstyring kan øge kapaciteten i et kryds og i nogle tilfælde udskyde en udbygning af krydset.
"Det handler om at få mest muligt ud af vores nuværende infrastruktur og de midler, der er til rådighed", siger Mikkel Færgemand.
Radarteknologi
ITS kan desuden være med til at reducere køkørsel, hvor man i de senere år er gået over til at anvende radarteknologi.
"Der ligger en anseelig samfundsmæssig udgift i forsinkelser og spildtid i trafikken. Derudover er der også stort fokus på at forbedre trafiksikkerheden og reducere CO2-udledning", siger Mikkel Færgemand.
Et andet eksempel på brugen af ITS i Aalborg er ved Gigantium, hvor der efter håndboldkampe eller koncerter er et stort antal biler, der skal ud fra området. Her iværksætter krydset selv et såkaldt eventprogram, der giver grønt lys til bilisterne, når de skal ud fra den nærliggende pendlerplads, der hører under Vejdirektoratet.
Noget i gære
"Når sensorerne registrerer, at der er en permanent trafik, så ved krydset, at der er noget i gære i Gigantium, og så slår den over på det her program", siger Mikkel Færgemand.
ITS giver også generelt mulighed for at prioritere forskellige trafikantgrupper som for eksempel skolebørn, gangbesværede og cyklister.
Kontakt
By og Land
Stigsborg Brygge 105 9400 NørresundbyRing til os
99 31 20 00Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.