Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Tech-entreprenør bliver StartUp Café Aalborgs nyeste iværksætterkonsulent.

"Jeg er klar til at give tilbage til iværksættermiljøet'". Det er drivkraften for Morten Kamp Schubert.

De sidste 30 år har Morten Kamp Schubert prøvet mere end de fleste. Han har udviklet løsninger for nogle af landets største organisationer, drevet innovationsprojekter og ikke mindst startet, skaleret og solgt flere af sine egne virksomheder.

Men november 2025 markerer et spændende nyt kapitel, når Morten bliver BusinessAalborgs nyeste iværksætterkonsulent.

Iværksætteren, der blandt andet står bag Europas mest brugte mountainbike-app, kommer fremover til at bruge sine mange kompetencer, erfaringer og kræfter i at vejlede og hjælpe fremtidens startupvirksomheder, iværksættere og selvstændige i Aalborg Kommune.

Med kompetencerne og viljen til at løfte iværksættermiljøet bliver Morten som en del af StartUp Café Aalborg endnu en stærk profil i BusinessAalborgs iværksætterindsats, og teamleder Frida Tarp glæder sig over, at Morten har sluttet sig til holdet.

”Morten har iværksætteri i blodet og møder mennesker i øjenhøjde. De relationelle kompetencer er afgørende hos vores iværksætterkonsulenter, og samtidig supplerer han til teamet med viden og kompetencer fra sine mange års erfaring med tech og skalering. Alt det glæder vi os til at sætte i spil i StartUp Caféen".

Apps, innovation og digitale eventyr

Det er allerede blevet til flere spændende virksomhedseventyr for Morten Schubert, men teknologi og udvikling har altid været en central del af det. Morten har ledet innovationsafdelinger hos både Combine og KMD, styret digitale projekter for AM-Production og Norlys og selvfølgelig bygget digitale virksomheder fra bunden som Mountain Bike United, der har over 160.000 brugere i otte lande.

”Jeg har altid haft en interesse for teknologi. Selv inden jeg kom på arbejdsmarkedet, byggede jeg små virksomheder og udviklede løsninger. Teknologien gør ting skalerbare, og det, at du kan bygge noget i Aalborg, som kan bruges i hele verden, har jeg altid fundet motiverende.”

Forretningsudvikling og evnen til at skalere

Skalering og forretningsudvikling er også to områder, som har fulgt Morten hele hans karriere. Fra sine erfaringer med at tage virksomheder helt fra spæd opstart til salg har han også lært at navigere i, hvordan det kan være bedst og smartest at skaffe den kapital, der giver den største værdi for virksomheden. Disse kompetencer tager han også med sig, når han skal vejlede Aalborgs iværksættere i, hvordan det er muligt at rejse den nødvendige kapital og lykkes med sin virksomhed.

”Økonomi kan være et nødvendigt onde. Mine egne projekter er blevet fondet på næsten alle tænkelige måde fra bootstrapping, over investeringer fra business angels og fonde til konkurrencer og softfunding. Det handler ikke altid kun om penge, men ofte om, hvorvidt man kan finde ’kloge penge’. Kan man teame op med nogen, der har viden på feltet i forvejen, så har man dels nogle penge, men også noget knowhow.”

Mød Morten i StartUp Caféen

Du kan allerede nu booke en gratis vejledning med Morten eller møde ham i StartUp Café Aalborg, hvor han fremover sammen med de andre dygtige iværksætterkonsulenter er med til at hjælpe mere end 700 iværksættere om året.

Jeg glæder mig helt vildt meget til at hjælpe iværksættere med at bygge deres virksomhed, skabe omsætning og få det til at vokse.

Morten Kamp Schubert

Morten er både spændt og forventningsfuld og glæder sig til at komme i kontakt med iværksættermiljøet og styrke indsatsen for at gøre Aalborg til en iværksætterby i verdensklasse.

Du kan læse mere om StartUp Caféen, hvorfra Morten arbejder nedenfor. Adressen er GrowAAL, C.A. Olesens Gade 4, 9000 Aalborg.

StartUp Café Aalborgs hjemmeside

Kontakt

BusinessAalborg

Boulevarden 13, 2. sal 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 15 70

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang