Parterrehaven i Rotunden får allé med japanske kirsebærtræer
Renoveringen af haven er tiltrængt og tager udgangspunkt i nogle af de oprindelige arkitektoniske elementer fra området
Parterrehaven i Rotunden i Hasseris har længe trængt til en kærlig hånd, og nu sætter By og Land i Aalborg Kommune snart gang i en renovering, der involverer belægning og beplantning.
Renoveringen sker ud fra nogle af de oprindelige tanker fra området, såsom alleer og stier, som giver området et symmetrisk udseende. Der holdes fast i det stramme udtryk, hvor aksen fra Thorsens Allé fortsættes ind mod Rotunden, der er et rekreativt åndehul i området.
Der bliver tale om en forbedring i forhold til den nuværende stand af haven, men renoveringen sker også ud fra det muliges kunst i forhold til den økonomiske ramme, der er til rådighed til anlæg men også i forhold til en effektiv drift af haven fremadrettet.
Stier omlægges
Udtrykket bliver ændret med projektet, for bedene fjernes i parterrehaven, og der sås i stedet græs. Stierne bliver omlagt til grusstier med slotsgrus og med kanter af cortenstål mellem sti og græs. Kombinationen af stål og græs gør det nemlig mere smidigt at drifte området, så det står skarpt.
Der plantes en allé af japanske kirsebærtræer langs med stierne, og så skal man bare vente til de smukke træer blomstrer i foråret, hvilket er en årlig tilbagevendende oplevelse for sanserne. Allén af japanske kirsebærtræer kommer til at virke som en forlængelse af Thorsens Allé.
Projektet forventes igangsat i næste uge, og det ventes afsluttet i løbet af vinterperioden.
Kontakt
By og Land
Stigsborg Brygge 105 9400 NørresundbyRing til os
99 31 20 00Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.