Pårørende bliver spurgt om deres tilfredshed med plejehjem
En ny undersøgelse skal stille skarpt på både beboernes og de pårørendes tilfredshed med Aalborg Kommunes plejehjem. Pårørende fra otte plejehjem har været med til at designe undersøgelsen.
En gruppe pårørende er med helt inde i maskinrummet fra start til slut, når Aalborg Kommune i oktober spørger både pårørende og beboere om deres tilfredshed med kommunens plejehjem.
”Vi har mange svækkede ældre, som ikke kan deltage i en spørgeundersøgelse. Men det skal ikke fratage dem deres stemme i vores tilfredshedsundersøgelse på plejehjemmene. Derfor har vi besluttet også at spørge deres pårørende om, hvordan de oplever plejehjemmet”, forklarer rådmand for Senior og Omsorg Vibeke Gamst om baggrunden for undersøgelsen af de pårørendes tilfredshed med kommunens plejehjem.
Men de pårørende skal ikke kun spørges, de skal også være med til at udforme selve undersøgelsen:
Vi har ganske enkelt spurgt de pårørende om, hvad vi skal spørge dem om i undersøgelsen.
Pårørende er med i maskinrummet
Hans Henrik Skovgaard er en af de pårørende, som har været med til at beslutte, hvad alle kommunens pårørende til beboere på plejehjem skal spørges om i undersøgelsen. Han er glad for, at han og andre pårørende nu kan komme til orde på en struktureret måde og forventer et godt udbytte af undersøgelsen. Selv har han sagt ja tak til at deltage i en arbejdsgruppe, fordi han gerne vil give noget tilbage.
”Jeg forventer, at vi får en oversigt over, hvad man gør godt og skal fortsætte med – og hvad man kan forbedre. Vi vil gerne undgå at gøre det til noget negativt, at der er ting, som skal forbedres. Det er også lige så vigtigt at finde ud af, at for eksempel den mad, der bliver serveret, faktisk er rigtig god,” fortæller Hans Henrik Skovgaard om tankerne bag pårørendeundersøgelsen.
Han er med i arbejdsgruppen bag undersøgelsen, som startede med en workshop med pårørende fra otte plejehjem. Workshoppen resulterede i det spørgeskema, som alle pårørende bliver opfordret til at besvare i oktober.
Efter gennemførelsen af spørgeskemaundersøgelsen skal de pårørende i arbejdsgruppen igen være med til at beslutte, hvilke temaer der skal dykkes dybere ned i gennem interviews. Når resultaterne af både spørgeskemaer og interviews foreligger, skal de til slut være med til at beslutte, hvilke handlinger de vil anbefale på baggrund af resultatet.
Alle pårørende kan svare
Alle pårørende til beboere på kommunens plejehjem får mulighed for at besvare pårørendeundersøgelsen i løbet af oktober.
”Vi ved af erfaring, at to søskende kan have to helt forskellige oplevelser af deres mors trivsel. Begge oplevelser er lige vigtige for os, og derfor inviterer vi alle pårørende til at deltage i undersøgelsen”, slutter Vibeke Gamst.
Beboertilfredshed skal også undersøges
Sideløbende med pårørendeundersøgelsen gennemfører Aalborg Kommune også en interviewundersøgelse af plejehjemsbeboernes tilfredshed. Alle beboere på plejehjem bliver inviteret til at deltage i undersøgelsen af beboertilfredshed.
Deltag i undersøgelsen som pårørende
Alle pårørende til beboere på vores plejehjem kan deltage i undersøgelsen af pårørendes tilfredshed med vores plejehjem. Er du pårørende, kan du deltage på det plejehjem, hvor din(e) kære bor.
Aalborg Kommune har 36 kommunale plejehjem med i alt 1594 plejeboliger og fire friplejehjem med i alt 179 plejeboliger. Hertil kommer 136 midlertidige kommunale pladser på plejehjem.
Tilfredshedsundersøgelsen omfatter både kommunale og friplejehjem.