Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Ny Hærvejs Perle byder på store oplevelser i Hammer Bakker

Den nye vandresløjfe er blevet certificeret som en Premium vandrerute og byder på storslået natur og et rigt dyreliv.

Der er smuk natur, landskaber og fortidsminder på den 11 kilometer lange rute i Hammer Bakker, der bliver indviet den 12. oktober. Ruten er en varieret tur rundt i Hammer Bakker og en af Hærvejens Perler, der er certificerede vandresløjfer, der ligger i tilknytning til Hærvejens vandre- og cykelrute, der strækker sig op gennem Jylland. Forleden fik ruten kvalitetsstemplet en Premium vandrerute af Deutsches Wanderinstitut (DW).

"Vandreruten er en unik mulighed for at opleve naturen, historien og lokalområdet i et roligt tempo. Etableringen af den nye Hærvejs Perle har også handlet om at bringe nogle af de kvaliteter, vi allerede har, frem i lyset og forstærke dem. Vi har ønsket at skabe en helstøbt oplevelse - både for de lokale borgere, der er vant til at færdes i området, men også for den vandrende Hærvejsgæst", siger rådmand for By og Land Jan Nymark Rose Thaysen.

Røllebøge

På kuperede naturstier og skovveje er der mange indtryk. På turen kommer man igennem markante bakker og dale bevokset med "røllebøge", der er gamle flerstammede bøgetræer. Turen går også forbi Pebermosen, der har frit vandspejl og en hængesæk af sphagnum-mosser. Undervejs passerer vandrerne heder med lyng og enebærbuske, ligesom man kommer forbi områder, der afgræsses med kvæg, geder og heste som en del af naturplejen. Her er det Den Danske Naturfond, Dansk Botanisk Forening og Aalborg Kommune, der samarbejder om genopretning af natur og biodiversitet.

"Dyrene hjælper med at holde landskabet åbent, så vi kan skabe levesteder for et rigt dyreliv med blandt andet sjældne arter som sommerfuglen brun pletvinge. Måske kan man også være heldig at opleve en duehøg eller rødrygget tornskade på turen", siger Jan Nymark Rose Thaysen.

Broncealderhøje

Der er også andre oplevelser undervejs som for eksempel Tvillingehøje, der er bronzealderhøje, hvorfra der er udsigt over hedelandskabet. Desuden går turen forbi det gamle og 25 meter høje vandtårn ved institutionsområdet. Vandtårnet fra 1924 er bygget på en bakke og giver en samlet højde over havet på cirka 79 meter.

Der har været stor opbakning til etableringen af vandresløjfen og indsatsen i området generelt.

"Ruten er mere end smukke udsigter og spændende natur. Den er også et resultat af stærkt lokalt engagement og samarbejde. Samrådene i Vodskov og Grindsted har bidraget med værdifuldt lokalt engagement og energi. Nordea Fonden har støttet projektet økonomisk, og Den Danske Naturfond og Dansk Botanisk Forening er helt centrale aktører i naturgenopretningen i Hammer Bakker, som ruten også fører os igennem", siger Jan Nymark Rose Thaysen.

Vandresløjfen starter officielt ved Brødland parkeringspladsen (Gennem Bakkerne 44), men kan også tilgås fra parkeringspladserne ved Torndal (Gennem Bakkerne 50c) og Vandstedsvej 21. Der er tale om en sløjfe, hvor man starter og slutter samme sted. På ruten findes også to lejrpladser; en ved Brødland og en ved Torndal.

Kontakt

By og Land

Stigsborg Brygge 105 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 00

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang