Mari spiller en vigtig rolle i Aalborgs klimatilpasning
Aalborg er kraftigt udfordret af klimaforandringerne, men der er heldigvis noget, man kan gøre, og derfor er kommunens klimatilpasningskoordinator på en meget vigtig mission
Større mængder regnvand, stigende grundvand, havvandsstigninger, stormflod og hedebølger.
Der er ingen tvivl om, at klimatilpasning er en nødvendighed, og Aalborg er en af de kommuner, der står til at blive kraftigt udfordret af klimaforandringerne. Det kan man blandt andet se i en rapport fra DTU fra april i år, som fokuserer på skaderne ved stormfloder og de meget store økonomiske konsekvenser heraf for kommunerne.
I By og Land er Mari Kalmo Guldhammer ansat som klimatilpasningskoordinator, og opgaven med klimatilpasning omfatter meget mere end stormflod nemlig havvand, regnvand, grundvand, vandløb og storm/hede/tørke.
Viden fra specialister
"Jeg har en koordinerende rolle. Jeg sidder ikke med en specialistviden for alt, så derfor skal jeg indhente viden fra de forskellige specialister og gøre det meget tværfagligt", siger Mari Kalmo Guldhammer, der er uddannet konstruktionsingeniør med speciale i bølgehydraulik.
Hun begyndte i jobbet 3. februar, og hun er bindeled mellem de mange kollegaer, der arbejder med klimatilpasning i hele Aalborg Kommune, ligesom hun også samarbejder med en række andre partnere som beredskab og forsyning.
"Det handler om at lave planer for, hvad vi skal vi gøre hvor og hvornår. Vi skal på et oplyst grundlag komme med anbefalinger til politikerne i forhold til, hvad der skal gøres", siger Mari Kalmo Guldhammer.
To store opgaver
Hun har særligt to store opgaver nemlig at opdatere og implementere kommunens klimatilpasningsplan, ligesom hun skal udarbejde en risikostyringsplan som følge af, at Østlige Limfjord herunder Aalborg Kommune blev udpeget som risikoområde for oversvømmelser af havvand og vandløb af EU's oversvømmelsesdirektiv.
Opgaverne er store og bliver vigtigere og vigtigere i takt med klimaforandringernes indtog.
Jeg elsker det, for det har et højere formål. Det er et job, der giver mening, og som er vigtigt for samfundet.
Mari Kalmo GuldhammerDer er flere ting i værktøjskassen for klimatilpasning. Det gælder blandt andet separatkloakering, der giver bedre mulighed for at modstå store regnskyl. Klimaparker og regnvandsbassiner er også en mulighed for bedre at kunne håndtere store mængder nedbør.
En af udfordringerne i 2025 er, at byen er bygget på den viden, der var tilgængelig på daværende tidspunkt i forhold til klimaet, når det gælder bl.a. nedbør og stormflod - altså helt andre forudsætninger end i dag.
Kommune skal tilpasses nyt klima
"Det der sker nu er, at klimaforandringerne gør, at det bliver vådere, stormfloderne bliver voldsommere, og hele vores by er bygget på et gammelt klima. Derfor skal byen og kommunen nu gøres mere robust og tilpasses det nye klima så godt som muligt", siger Mari Kalmo Guldhammer.
Rent kommunikationsmæssigt venter der også en stor opgave i forhold til klimatilpasning. Mari Kalmo Guldhammer har selv lavet en mini-undersøgelse, hvor hun spurgte kollegaer, ikke-kollegaer, familie og andre om, hvor meget den daglige vandstand vil stige i Limfjorden på 75 år altså i 2100. Og her var svarene meget forskellige lige fra 7 cm til 3 meter. DMI vurderer i øvrigt, at der med et højt udledningsscenarie vil være en ændring i middelvandstanden i Østlige Limfjord på 44 cm i 2100.
Formidling af viden
"Det siger sig selv, at det er svært at arbejde med fælles løsninger, når udgangspunktet er så forskelligt, og derfor er det vigtigt at opbygge viden og formidle den", siger Mari Kalmo Guldhammer.
Der er i øvrigt rigtig mange ting, som den enkelte borger selv kan gøre for at tilpasse sig en ny fremtid, da vand på egen grund er den enkelte grundejers ansvar.
Plant træer
"Du kan plante træer og fjerne hård belægning, så vandet kan sive ned. Du kan lave dræn omkring dit eget hus og lave en regnvandstønde, der samler vandet op", siger Mari Kalmo Guldhammer.
På Aalborg Kommunes hjemmeside kan man finde forslag til, hvordan man kan klimatilpasse boligen.
En af de ting som Aalborgs klimatilpasningskoordinator selv har gjort som husejer er at bygge en træterrasse i stedet for en terrasse med fliser, så vandet kan trænge ned. På jobbet venter dog meget større opgaver end terrassen, for når man læser klimarapporternes advarsler og ser konsekvenserne af klimaforandringerne rundt om i verden, kan det være svært ikke at blive bekymret, men der er heldigvis en positiv ting.
"Jeg er bekymret, men vi kan jo heldigvis gøre noget. Men vi skal gøre noget nu", siger Mari Kalmo Guldhammer.
Kontakt
By og Land
Stigsborg Brygge 105 9400 NørresundbyRing til os
99 31 20 00Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.