Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Maddag sætter smag, sundhed og fællesskab på menuen

God mad er ikke kun ernæring – det handler også om glæden ved at spise sammen, at se og dufte maden og dele oplevelsen. Onsdag den 24. september fejres Maddag, og årets tema er orange.

Maddag er en landsdækkende dag, som fejrer måltidet på tværs af generationer. Årets tema er orange, og derfor serverer Madservice Aalborg onsdag en orange menu på alle kommunens plejehjem og for ældre i eget hjem.

”Mad og måltider bidrager til sundhed, fællesskab og livskvalitet i hverdagen, men mange ældre oplever nedsat appetit. Derfor betyder det ekstra meget, at vi tilbyder hjemmelavet og velsmagende mad, som vækker lysten til at spise,” siger rådmand Vibeke Gamst, som i dagens anledning selv spiser orange frokost med borgmester Lasse Frimand-Jensen og beboerne på plejehjemmet Vestergården.

Årets orange menu byder blandt andet på græskarsuppe, rød thai karry og appelsinmarineret kylling. Til eftermiddagskaffen er der gulerodskage med ostecreme.

Kreativ dag i køkkenet

I køkkenet hos Madservice Aalborg hersker forventningens glæde inden Maddag. Det er altid en sjov og spændende udfordring at sammensætte en menu med et farvetema, som samtidig lever op til kravene om smag, ernæring og variation.

”Det er en kreativ dag for os i køkkenet. Vi leger med farver og smagsnuancer, men sørger samtidig for, at måltiderne passer til forskellige ernæringsbehov og kostpræferencer. Vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan årets orange menu bliver modtaget af de ældre”, fortæller assisterende leder Mariann Kjær Jensen fra Madservice Aalborg.

Orange aktiviteter

Udover maden er der forslag til orange aktiviteter, der understøtter fællesskabet og stimulerer sanserne, såsom kreative citrus-tryk og pynt med tørrede appelsiner. Maddag bliver på den måde en anledning til at kombinere ernæring med fest og samvær.

Maddag er en reminder om, at måltiderne rummer så meget mere end mad. De skaber minder, fællesskab og nærvær – særligt for vores ældre.

rådmand Vibeke Gamst

Maddag fejrer madglæde og måltidets betydning for ældres trivsel på alle Aalborg Kommunes plejehjem. Det er Kost og Ernæringsforbundet i samarbejde med FOA, der står bag Maddag.

Kontakt

Senior og Omsorg

Storemosevej 19 9310 Vodskov

Ring til os

99 82 10 00

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang