Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Kommune udbyder 2 feriekolonier med fantastisk beliggenhed

Det er ikke hver dag, at Aalborg Kommune sætter ejendomme i en anden kommune til salg, og ovenikøbet i maleriske omgivelser med havudsigt.

Men det er tilfældet i øjeblikket, hvor By og Land for Aalborg Kommune netop har udbudt 2 unikke ejendomme med meget store grunde på henholdsvis 15.000 og 10.980 kvadratmeter på Mathildevej 8A og 8B i Grønhøj i Jammerbugt Kommune til salg.

Begge ejendomme er opført i 1940 og ligger i et klitlandskab lige ud til Vesterhavet. I nyere tid har de været anvendt som feriekolonier og indeholder mange værelser blandt andet med køjesenge, og over årene har mange skoleklasser nydt ferien her i naturskønne omgivelser.

Feriekolonierne bliver imidlertid ikke anvendt i samme omfang som tidligere, hvorfor kommunen har valgt at sælge dem.

I første klitrække

De to bygninger er på henholdsvis 389 og 270 kvadratmeter, og beliggenheden er i en klasse for sig selv. Det er Mæglerhuset Vestkysten, der sælger ejendommene for Aalborg Kommune, og i annoncen for Mathildevej 8B kan man blandt andet læse, at det er "en sjældent udbudt ejendom i 1. klitrække med en enestående beliggenhed lige ned til stranden og Vesterhavets brusende bølger".

Mindstepriser

Mindsteprisen for de to ejendomme er sat til henholdsvis 6.000.000 kroner og 4.995.000 kroner, og ønsker man at ændre anvendelse fra feriekoloni til fritidshus eller anden benyttelse, vil det kræve en byggetilladelse hos Jammerbugt Kommune.

Jammerbugt Kommune oplyser, at en udstykning vil kræve, at der udarbejdes en ny lokalplan for området.

Sælger gør opmærksom på, at køber selv skal ansøge Jammerbugt Kommune om udstykning samt igangsætning af lokalplanprocessen, og sælger kan derfor ikke garantere, at udstykningen kan gennemføres.

Interesse

Der har allerede nu været interesse for de to helt særlige ejendomme, men fristen for at komme med bud via selvbetjeningsløsningen på Aalborg Kommunes grundsalgshjemmeside løber frem til den 20. oktober 2025.

Formålet med den lange frist er at sikre, at en bred kreds af mulige købere får mulighed for at byde på ejendommene.

Interesserede kan aftale fremvisning samt se flere billeder af ejendommene hos ejendomsmægleren under: Mathildevej 8A og Mathildevej 8B.

Yderligere information om udbuddet samt vilkårene for at byde på ejendommene findes på kommunens hjemmeside under henholdsvis: Mathildevej 8A og Mathildevej 8B.

Kontakt

By og Land

Stigsborg Brygge 105 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 00

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang