Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Kommune og Himmerland Boligforening indgår partnerskab om at sikre borgere i udsatte positioner adgang til billige boliger

15 ungdomsboliger på Ribevej bliver nu en del af en helhedsorienteret udviklingsindsats, der skal hjælpe flere borgere tilbage i egen bolig.

Kontanthjælpsreformen betyder, at der er en stor gruppe borgere, der er i fare for at miste deres bolig, men det vanskeliggør samtidig indsatsen for at få udsatte borgere tilbage i egen bolig.

Aalborg Kommune og Himmerland Boligforening indgår derfor en ny og unik partnerskabsaftale, der skal sikre flere betalbare boliger til borgere i udsatte positioner, og som samtidig udvikler nye metoder for samarbejdet mellem boligorganisationer og kommune.

Som en del af aftalen har Himmerland Boligforening stillet 15 ungdomsboliger i Kvadratet på Ribevej i Aalborg til rådighed for kommunen. Det forventes, at de første beboere flytter ind den 1. december 2025.

Der er tale om 15 små ungdomsboliger i fin stand. Boligerne er placeret i en samlet fløj på Ribevej, hvor der også etableres et fællesskabsrum. Hver borger modtager bostøtte. En synlig placering af Aalborg Kommunes bostøtter, som får kontor ved selskabslokalet, skaber tryghed og nærhed - for beboere og naboer.

"I en tid, hvor vi oplever, at flere borgere bliver pressede på økonomien, har det enorm betydning, at vi sammen med Himmerland Boligforening kan tilbyde et trygt sted at bo til borgere i en sårbar situation. Partnerskabet viser, hvordan vi sammen kan skabe løsninger, der både sikrer boliger til udsatte borgere og samtidig løfter et socialt ansvar i forhold til beskæftigelse og fritid. Vi håber, at projektet kan inspirere lignende samarbejder fremover," siger rådmand Nuuradiin S. Hussein, Job og Velfærd.

Ud over bostøtten tilknytter Aalborg Kommune en særlig social vicevært, som skal bygge bro mellem beboerne, lokale arbejdspladser og fritidsfællesskaber. Samtidig arbejdes der med beskæftigelsesrettede indsatser og småjobs i nærområdet for at styrke borgernes økonomi og sociale netværk.

"Det er helt naturligt for os at tage socialt ansvar, og vi vil meget gerne hjælpe med, at flere udsatte får en stabil boligsituation. Derfor er vi også glade for det nye samarbejde med Aalborg Kommune. Der er en overkapacitet af ungdomsboliger i Aalborg, og det er vigtigt, at vi sammen afsøger nye muligheder for anvendelse, så de gode og sunde boliger ikke står tomme," udtaler direktør for Himmerland Boligforening, Ole Nielsen.

Der er i forbindelse med projektet afholdt dialogmøde med de studerende i Kvadratet på Ribevej. Samspillet med de øvrige beboere er vigtigt. Derfor inviteres også til nyt møde, når de nye beboere er flyttet ind.

"Denne model er et forsøg, som vi har stor tiltro til. Vi ved dog også, at det er et forsøg, som er krævende for alle involverede. Beboerne i afdelingen er nogle meget engagerede mennesker, men det er samtidig vigtigt at huske, at det store sociale ansvar ligger hos Aalborg Kommune og os som boligorganisation," udtaler direktør for Himmerland Boligforening, Ole Nielsen.

Hvis en borger i løbet af udslusningsperioden bliver i stand til at fastholde en bolig på ordinære vilkår og til almindelig husleje, tilbydes vedkommende en anden bolig af Aalborg Kommune. Boligerne skal ses som et første skridt videre, forklarer chef for Center for Sociale Indsatser, Tina Maria Larsen:

"Det at have sin egen bolig er helt centralt for os alle. Her er målet, at flest mulige - efter en periode på Ribevej - er i stand til at få en anden bolig på almindelige lejevilkår. De nye boliger er et vigtigt bidrag til vores Housing First-strategi, hvor vi - ud over at borgeren kommer i egen bolig - går ind med en tæt, håndholdt støtte i forhold til beskæftigelse og deltagelse i sunde fællesskaber."

Kontanthjælpsreformen betyder, at der er borgere, der har fået halveret deres ydelse, fordi de ikke lever op til det nye optjeningskrav. Derudover er der andre, der bliver ramt af ændrede regler for hjælp til boligudgifter. Det betyder, at Aalborg Kommune oplever et stigende behov for billige boliger. Samtidig er der i øjeblikket en overkapacitet af ungdomsboliger i Aalborg Kommune. Det nye partnerskab løser dermed to udfordringer på én gang.

Fakta:

  • Himmerland Boligforening stiller 15 tidligere ungdomsboliger til rådighed.
  • Målgruppen er borgere i udsatte positioner, som har brug for en midlertidig bolig og støtte til at opnå og fastholde egen bolig.
  • Projektet samler Job og Velfærd, Voksensocialområdet, Center for Sociale Indsatser og Himmerland Boligforening i en koordineret indsats.
  • Aalborg Kommune går ind med håndholdt indsats med fast bostøtte på stedet efter metoden Intensive Case Management (ICM) samt social vicevært, der skal bygge bro mellem beboere, arbejdspladser og fritidsfællesskaber og skabe tryghed i området.
  • Vægt på dialog med øvrige beboere - der er afholdt dialogmøde med de studerende i Kvadratet Ribevej, hvor projektet er præsenteret. Der inviteres til nyt møde når de nye beboere er flyttet ind.
  • Fokus på småjobs og lokale beskæftigelsesindsatser, der kan styrke borgernes økonomi og evne til at bo selvstændigt.
  • Projektet starter 1. december 2025.

Kontakt

Job og Velfærd

Sønderbro 12 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 26 64

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang