Halkær bliver igen samlingspunkt for grønne foreninger og aktiviteter
Søndag d. 14. september 2025 inviterer Aalborg Kommune sammen med en række grønne foreninger og aktører for fjerde år i træk alle til Grøn Familiedag i Halkær – en dag dedikeret til at komme ud i naturen, dyrke samværet, nyde roen, udforske mulighederne og måske få lidt sved på panden.
Fra kl. 10.00 til 15.00 åbner naturen i Halkær sine døre til en dag fuld af oplevelser, samvær og bevægelse – en chance for at komme ud i det fri, prøve nye ting og nyde fællesskabet i naturens grønne rammer. Grøn Familiedag er et højdepunkt for både foreninger og familier, der gerne vil ud at opleve, lære og være sammen i naturen. Dagen er båret af det stærke samarbejde mellem frivillige kræfter og kommunale aktører, og skaber rum for alt det, vi har brug for mere af: Fællesskab, nysgerrighed, nærvær – og oplevelser, der bringer os tættere på hinanden og på naturen.
”Grøn Familiedag er en fantastisk mulighed for, at familier kan være sammen, få masser af oplevelser, bevæge sig og tage del i naturens univers. Jeg er rigtig glad for, at Aalborg Kommunes samarbejde med foreningerne ikke bare består, men bliver stadig stærkere, så vi for fjerde år i træk kan invitere til Grøn Familiedag sammen. Dagen minder os om, hvor vigtig naturen er – ikke bare som baggrund, men som en levende del af vores hverdag, der bidrager til både fysisk og mental trivsel. Og en større forståelse for det miljø, vi skal passe på,” siger Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Masser af aktiviteter for hele familien
Aktiviteterne breder sig over tre forskellige steder i Halkær – Møllen, Kroen og Voldstedet – hver med sin egen stemning: fra det historiske og hyggelige til det vilde og legende. Her venter et væld af oplevelser for hele familien – både dem, der søger ro og fordybelse, og dem, der er klar på fart og fysisk udfoldelse. Uanset om man er til kreative værksteder, nærkontakt med dyr, lækre smagsoplevelser eller aktiv leg, er der masser at gå på opdagelse i. Man kan f.eks. udforske livet i vandløbet, prøve bueskydning, gynge højt over vandet eller fordybe sig i yogaens verden.
For dem, der er mere til naturens skønne ro, er der også rum herfor. Man kan nyde hyggelige madoplevelser ved bålet med snobrød, pandekager, vikingegryde mm. – eller tage sin madpakke med og nyde i det grønne. For både store og små byder den professionelle falkoner på fascinerende falkeopvisninger, som giver et unikt indblik i rovfuglens verden.
Her møder du engagerede en masse forskellige foreninger og frivillige, der alle har det til fælles, at de brænder for natur og friluftsliv og inviterer alle med – uanset alder og niveau.
”Vi glæder os til at være med til Grøn Familiedag endnu engang. Veggerby Jagtforening har været med, siden arrangementet startede, og det er hvert år en fornøjelse at mødes med så mange andre naturglade foreninger og mennesker, og ikke mindst at opleve fællesskabet omkring dagen. Vi ser frem til at fortælle om jagt, lave smykker i værkstedet, se børn og voksne ramme plet med bue og pil – og nyde, hvordan dagen folder sig ud i Halkærs smukke omgivelser”, siger Kim Mark fra Veggerby Jagtforening.
En dag med fællesskab og naturoplevelser
Grøn Familiedag er mere end aktiviteter – det er en mulighed for familier i alle aldre til at mødes, dele oplevelser og skabe stærkere bånd i en tid, hvor vi har brug for at mærke naturens nærvær. Det samspil mellem mennesker og natur gør dagen til noget særligt og viser, hvordan fællesskab og bevægelse går hånd i hånd med en større forståelse for vores unikke, danske natur.
Programmet opdateres løbende og kan følges på Grøn Familiedags hjemmeside
Praktiske oplysninger
- Dato og tid: Søndag d. 14. september, kl. 10.00-15.00
- Sted: Halkær – aktiviteter på Møllen, Kroen og Voldstedet
- Parkering: Voldstedet, Halkærvej 74, 9240 Nibe
- Arrangementet er gratis og åbent for alle
Kontakt
Landdistriktsgruppen
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 19 44Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.