Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Forkert rensning af asbesttage kan koste grundejere dyrt

Aalborg Kommune modtager stadig flere henvendelser om fejlslagne rensninger af asbestholdige eternittage i forbindelse med tagmaling. Forkert rensning kan nemlig medføre skader på taget og forurene hus og have med asbest. I værste fald bliver ejendommen sundhedsfarlig og midlertidig ubrugelig – og grundejeren risikerer selv at skulle betale for at udbedre skaderne.

Overvejer du at få renset og malet dit asbesttag? Så vær opmærksom på, om arbejdet bliver udført efter gældende lovgivning.

Sådan lyder anbefalingen fra Aalborg Kommune, som i flere tilfælde konstaterer, at arbejdet hverken lever op til arbejdsmiljøreglerne eller miljølovgivningen.

”Det kan have store konsekvenser for både miljø og sundhed – og din egen pengepung – når asbest bliver håndteret forkert,” lyder det fra miljøchef Jens Riise Dalgaard.

Inden et ældre eternittag bliver malet, skal det renses. Og det er her, det kan gå galt! For tagrensningen foregår ofte ikke korrekt, selvom grundejeren har hyret et firma til opgaven.

”Der er altså ikke tale om fejlslagne gør-det-selv projekter, men om firmaer, som ikke overholder de gældende regler på området,” fortæller Jens Riise Dalgaard.

Grundejere kan ende med en stor regning

Tagrensning har i flere tilfælde resulteret i en asbestforurenet grund, et skadet tag og indtrængning af asbestholdigt vand i ejendommen. Og asbesten kan let sprede sig til nabogrundene.

Aalborg Kommune kan give forureneren – altså firmaet, som har udført tagrensningen – et påbud om at oprense de områder, der er blevet forurenet med asbestholdigt renseslam. Det kan være græsplæne, bede eller andre områder uden belægning eller bygninger.

Men kommunen kan ikke give firmaet et påbud, hvis der sker forurening af terrasse, facade, tagrende, loftsrum eller løsøre som hegn, havemøbler og legeredskaber. Dermed er oprydningen et privat anliggende mellem grundejer og forurener.

”Hvis firmaet, som har udført tagrensningen, ikke rydder op, er det i sidste ende grundejerens ansvar, at ejendommen er i forsvarlig stand og ikke udgør en fare for beboere eller andre. Grundejeren kan altså ende med at stå med en stor regning for en forurenet ejendom, som i værste fald er midlertidig ubrugelig og sundhedsfarlig – også for naboerne,” siger Jens Riise Dalgaard.

Rensning forlænger ikke tagets levetid

I Aalborg Kommune er der registreret mere end 50.000 bygninger med tag af fibercement, herunder asbest.

Du kan tjekke i Bygnings- og Boligregistret (BBR), om dit tag er registreret som asbestholdigt.

Ifølge Videncentret Bolius er der ingen uvildig dokumentation for, at tagrensning forlænger tagets levetid. Der er til gengæld flere eksempler på, at tagrensning skader taget.

Læs mere om tagrensning og maling af fibercementtage på Videncentret Bolius’ hjemmeside:

Rensning og maling af et fibercementtag: Se fordele og ulemper her

Anmeld arbejdet

Hvis du alligevel ønsker at få dit asbesttag renset, skal firmaet, der udfører arbejdet, anmelde tagrensningen til Arbejdstilsynet som asbestarbejde og til Aalborg Kommune som en midlertidig aktivitet mindst 14 dage før, arbejdet går i gang.

Læs mere om anmeldelse af tagrensning som en midlertidig byggeaktivitet på Aalborg Kommunes hjemmeside:

Anmeld bygge- og anlægsaktiviteter

Fakta

Hvad er asbest, og hvorfor er det farligt?

Asbest er et naturligt forekommende mineral, der tidligere blev brugt i byggematerialer på grund af dets styrke og varmebestandighed. Det blev ofte anvendt i tagmaterialer af fibercement/eternit. Asbest er sundhedsskadeligt, hvis det frigives til luften, og kan blandt andet give kræft i lungerne, hvis det indåndes.

Asbestholdige materialer som for eksempel tagplader er ikke farlige, når de er hele. Men hvis asbestholdige materialer bliver beskadiget eller fjernet uden korrekt sikkerhed, kan fibrene blive spredt og udgøre en sundhedsrisiko. Derfor er det vigtigt at håndtere asbest med forsigtighed og følge de rette sikkerhedsprocedurer.

Læs mere om asbest i boliger på Videncentret Bolius’ hjemmeside:

Asbest i boliger | Læs om sundhedsfaren og hvad du kan gøre

Kontakt

Klima og Miljø

Stigsborg Brygge 105 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 50

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang