Elcykler med potentiale: 18.479 km på landevejene
Har elcykler potentiale som transportmiddel i landdistriktet? Det har Aalborg Kommune undersøgt i et toårigt forsøg, hvor borgere i ni landsbyer har delt og testet elcykler. Konklusionen er klar: Elcykler giver frihed, fleksibilitet og grønnere transport – men en deleordning er vanskelig at drive økonomisk.
Forsøget blev gennemført fra oktober 2023 til oktober 2025 i Ajstrup, Tylstrup, Vaarst, Fjellerad, Storvorde, Nørholm, Kongerslev, Nørre Kongerslev og Komdrup. Formålet var at afprøve elcyklens potentiale som supplement til eller erstatning for bilen i områder, hvor transportmulighederne er begrænsede. Forsøget har vist, at elcykler kan være et reelt alternativ til bilen i landdistriktet – især når borgerne får mulighed for at prøve dem uden stor investering.
Da forsøget blev skudt i gang i Ajstrup, satte rådmand for Sundhed & Kultur, Jes Lunde, og formand for Landdistriktsudvalget, Leo Helmer, gang i pedalerne ved en officiel åbning, hvor de cyklede gennem den røde snor. Siden har 221 borgere testet et udvalg af elcykler og ladcykler via en fælles bookingplatform, og i alt er der kørt 18.479 kilometer; det er næsten en halv gang rundt om jorden! Motivationen for at hoppe på cyklen spænder fra sundhed og motion til klima og praktisk fleksibilitet og en følelse af frihed.
Elcyklerne har ikke kun været sjove – de har også ændret vaner. 55% af turene har erstattet bilturen, og cyklerne er blevet brugt til alt fra pendling til arbejde til rekreative ture og indkøb. Evalueringen viser samtidig en markant tilfredshed: 90% vil anbefale andre at prøve en elcykel, og op mod 100% er blevet mere positive over for elcyklen som transportmiddel. Forsøget har også haft en varig effekt, idet flere deltagere har investeret i egen elcykel eller ladcykel – 11 har allerede købt, og yderligere 26 overvejer det.
”Det er fantastisk at se, hvordan elcykler fungerer i både større og mindre landsbyer. Når så mange vælger elcyklen fremfor bilen af både sundheds- og klimahensyn, så gavner det både den enkelte og fællesskabet. Jeg håber, at endnu flere får glæde af elcykler i hverdagen – som supplement til eller erstatning for bilen,” siger Jes Lunde, rådmand for Sundhed & Kultur.
Evalueringen viser, at elcyklerne bruges forskelligt afhængigt af byernes størrelse og placering. Storvorde ligner tidligere forsøg i Vodskov og Frejlev, hvor elcyklen primært anvendes til pendling til og fra arbejde. I de mindre og mere landlige byer bruges elcyklerne derimod især til fritidsaktiviteter, ærinder, motion og naturoplevelser.
Tendensen er tydelig: Jo større og mere bynær en landsby er, desto flere faste pendlingsruter. Jo længere ude på landet, desto større behov for fritidsmobilitet – et behov, som ofte er svært at dække med kollektiv trafik, fordi aktiviteterne sker på forskellige tidspunkter og lokationer.
”Borgerne beskriver selv elcykeloplevelsen med ord som frihed og fleksibilitet – ord, vi normalt forbinder med bilen. Når elcyklen får den slags ord knyttet til sig, viser det, at den faktisk kan opfylde nogle af de behov, som bilen normalvis dækker. Det er virkelig positivt for elcyklens image,” siger Cecilie Goul, landdistriktskonsulent og projektleder i Aalborg Kommune.
Deling fungerer – men økonomien gør ikke
Forsøget skulle afprøve, hvordan elcykler bedst kan stilles til rådighed for borgerne. I praksis blev det deleordningen, der blev testet. Erfaringen er, at den fungerer godt for brugerne, men ikke økonomisk: Reparationer og drift koster mere, end der kommer ind i lejeindtægter – især fordi dagslejen med vilje blev holdt meget lav, så alle havde mulighed for at prøve cyklerne af.
Til gengæld har ordningen haft stor værdi som prøv-før-du-køber-tilbud, hvilket flere borgere har benyttet sig af. Flere har nemlig efterfølgende investeret i deres egen elcykel eller ladcykel.
Konklusionen er tydelig:
Elcykler har stor værdi i landdistrikterne – men deleordningen, som den var indrettet her, kan ikke drives økonomisk.
Kontakt
Landdistriktsgruppen
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 19 44Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.