Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Aalborg forstærker det grønne samarbejde med ny partnerskabsprofil

Med ansættelse af Morten Brandtoft har Aalborg Kommune, Aalborg Forsyning og Port of Aalborg fået et fælles bindeled i samarbejdet om grønne indsatser.

Kommune, havn og forsyning i fælles front

Som Partnership Manager skal Morten Brandtoft være med til at identificere og drive de tværgående initiativer, der kan bringe Aalborg tættere på visionen om at blive en af Nordeuropas førende kommuner inden for grøn omstilling.

“Morten skal agere bindeled mellem kommunen og vores to kommunalt ejede selskaber og få alle parter til at gå hånd i hånd. Det er helt afgørende for projektets succes – og her bliver Morten en nøglefigur i at få de forskellige strategier blandt partnerne til at spille bedst muligt sammen.”

Et centralt eksempel på dette samarbejde er Aalborg Horizon, der skal styrke Aalborgs position som førende grøn erhvervskommune gennem fælles indsats inden for CO₂-reduktion, innovative energiløsninger og bæredygtig industriudvikling.

Morten bliver sparringspartner for den ledende partnerkreds og personen, som skal sikre, at tanker omsættes til handling og faciliterer implementering af grønne løsninger i Aalborg.

For Aalborg Forsyning handler indsatsen især om udviklingen af fremtidens energiløsninger i Norbis Park, hvor test og demonstration af grønne løsninger, PtX, og fremtidens fjernvarme spiller en central rolle.

“Hvis vi skal lykkes med at realisere de store energi- og infrastrukturprojekter i Aalborg, kræver det, at der er et tæt samarbejde mellem kommunen og dets selskaber. Aalborg Horizon bidrager til at give os den ramme, hvor infrastruktur, erhvervsudvikling og politiske mål kan gå hånd i hånd,” siger Mathias Tjell Brassøe, forretningsudviklingschef i Aalborg Forsyning.

Også på havnen ser de store perspektiver i samarbejdet. Jesper Raakjær, koncernudviklingschef i Port of Aalborg, peger på, at projekter af denne kaliber kun kan lykkes, når alle tre parter arbejder tæt sammen:

“Så ambitiøse projekter kan kun realiseres, når kommune, forsyning og havn står skulder ved skulder. Det er i samspillet, vi kan skabe rammer, der tiltrækker virksomheder og investeringer og samtidig styrker den grønne vækst i Aalborg Kommune.”

Sideløbende er ambitionen at samle kræfterne i Aalborg Industripark – et potentielt nationalt industripark-initiativ, hvor arealer ved Port of Aalborg, Aalborg Forsynings grunde ved Limfjorden og Norbis Park kobles sammen til ét sammenhængende erhvervsområde. Her skal virksomheder have optimale rammer for grøn produktion med direkte adgang til både energi- og transportinfrastruktur.

Internationalt udsyn med lokal forankring

Morten har blandt andet haft roller hos danske cleantech-virksomheder som Danfoss, Grundfos og Vestas, hvor han har opbygget en solid indsigt i grønne teknologier som vindenergi, energieffektivisering, Power-to-X og CO₂-fangst (CCUS). Fra 2015 til 2018 var Morten udstationeret som leder af det danske innovationscenter i Shanghai under Udenrigsministeriet.

Samtidig har han allerede et tæt kendskab til Aalborgs grønne aktører. Gennem projekter under CO₂Vision, Hydrogen Valley og Green Hub Denmark, hvor har han samarbejdet med både Port of Aalborg og Aalborg Forsyning.

Den erfaring kommer nu Aalborg til gode, når han skal være med til at forme fremtidens bæredygtige erhvervsindsatser.

Jeg glæder mig til at bygge videre på de lokale styrkepositioner, vi allerede har i Aalborg, og være med til at skabe nye muligheder sammen med virksomheder, forsyningen og havnen. Det giver en ekstra dimension af meningsfuldhed at kunne bidrage til den grønne omstilling på min egen hjemmebane i Aalborg, og efter i mange år at have pendlet land og rige rundt, elsker jeg friheden til igen at kunne tage cyklen på arbejde.

Morten Brandtoft, Partnership Manager

Morten Brandtoft kommer til at have kontorplads hos såvel Aalborg Kommune, Port of Aalborg som Aalborg Forsyning. Morten kan kontaktes på e-mail morten.brandtoft@aalborg.dk eller mobil 2462 3956.

Læs mere om partnerskabet Aalborg Horizon

Kontakt

BusinessAalborg

Boulevarden 13, 2. sal 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 15 70

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang