Skip til hoved indholdet
    Hjem Mit liv Seniorliv Økonomi og hjælpemidler Plejevederlag og pasning

Søg om plejevederlag eller ansættelse til pasning af nærtstående

Har du en nærtstående, der er alvorligt syg eller døende, har du mulighed for at søge om plejevederlag eller ansættelse til selv at passe vedkommende.

Har du ikke MitID, skal du kontakte Kontaktcentret. Se info nedenunder.

Læs mere herunder om betingelser med mere vedrørende de to muligheder du har. Har du spørgsmål eller er i tvivl om, hvad der er den rette løsning for dig, så er du meget velkommen til at ringe til Kontaktcentret(se info nedenunder).

Plejevederlag efter Servicelovens §119

  • Yderligere behandling skal være udsigtsløs efter en lægelig vurdering
  • Prognosen skal være kort restlevetid
  • Den døende må ikke have ophold på sygehus eller hospice
  • Den døende må ikke bo i en plejebolig, botilbud eller lignende hvor plejen varetages af døgnpersonale
  • Den døende skal have behov for personlig pleje
  • Den døende skal være indforstået med, at der etableres et plejeforhold
  • Det skal være forsvarligt, at den døende passes hjemme

Den der får plejeorlov/vederlag skal være:

  • pårørende eller anden nærtstående
  • bevilget orlov af sin arbejdsgiver – pågældende har ret til orlov

De almindelige kommunale tilbud om pleje, praktisk hjælp, hjælpemidler med mere gælder stadig, selv om der er bevilget plejeorlov.

Plejeorloven kan deles af flere.

Det er også muligt at få plejeorlov på deltid. Plejevederlaget nedsættes i disse tilfælde forholdsmæssigt.

Kommunen udbetaler plejevederlaget til orlovstager op til 14 dage efter dødsfaldet. Orlovstager skal senest to hverdage efter den nærtståendes død underrette arbejdsgiver og kommunen om, hvornår arbejdet genoptages.

Plejevederlaget udgør maksimalt et beløb, der svarer til 1½ gang sygedagpengebeløb, som orlovstager ville have ret til ved sygdom. Personer, der ikke har ret til sygedagpenge ved sygdom, får udbetalt et basisbeløb om måneden i plejevederlag.

Plejevederlaget er skattepligtigt. Kommunen tilbageholder A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Der optjenes ikke feriepenge i plejeperioden, da der ikke er tale om et ansættelsesforhold.

Plejevederlaget kan også udbetales til en arbejdsgiver, hvis arbejdsgiveren yder fuld løn til lønmodtageren under orlov. Når der gives fuld løn under orlov, optjener lønmodtageren ret til feriepenge.

Pasningsorlov af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom efter Servicelovens §118

For at kunne blive passet af en nærtstående, skal den handicappede eller alvorligt syge:

  • have en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende, kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse
  • ikke bo i plejebolig, botilbud eller lignende, hvor plejen varetages af døgnpersonale
  • have et plejebehov der svarer til et fuldtidsarbejde, eller alternativt et døgnophold uden for hjemmet

Den, der ansættes, skal være:

  • nærtstående, for eksempel ægtefælle, samlever, barn eller forælder
  • tilknyttet arbejdsmarkedet
  • indstillet på at have fælles bopæl med den syge eller handicappede i dennes hjem eller bo meget tæt på den syge eller handicappede under ansættelsen
  • i stand til at varetage plejeopgaverne

Betingelser for begge parter

  • Der må ikke være afgørende hensyn, der taler imod, at den der ansættes, passer den nærtstående.
  • Parterne skal være enige om etablering af pasningsordningen.

Aftale med arbejdsgiver

Ansøgeren skal senest 6 uger før orloven give sin arbejdsgiver besked, ligesom arbejdsgiveren skal have besked senest 4 uger før, hvis orlovsperioden ophører inden den aftalte tid.

 

Den ansatte aflønnes månedligt med et takstreguleret beløb. Af dette beløb skal der betales A-skat, arbejdsmarkedsbidrag med videre. Der er ikke mulighed for forhøjelse af beløbet. Man ansættes på almindelige overenskomstvilkår af kommunen.

Der kan ske ansættelse i op til 6 måneder. Der er mulighed for forlængelse i op til 3 måneder, hvis særlige forhold taler for det. Pasningen kan maksimalt strække sig over 9 måneder. 

Pasningen kan opdeles i flere perioder af hele måneders varighed, og flere personer kan deles om pasningen. Pasningen kan evt. opdeles i kortere perioder end en måned, hvis arbejdsgiveren er indforstået hermed.

En person kan passes under ordningen mere end én gang over et livsforløb. Det forudsætter, at der tilstøder personen en anden betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller en anden indgribende lidelse.

Kontakt

Kontaktcentret

Lindholm Brygge 31 9400 Nørresundby

Ring til os

99 82 50 00

Skriv til os

Telefontider

Det med småt

Plejevederlag til døende, lov om social service § 119 kan bevilges straks. 

Der er en sagsbehandlingsfrist på 2 uger vedrørende pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom, lov om social service § 118.

Måske er du også interesseret i

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang