Borgerrådgiverens beretning 2024

Indledning

Denne beretning dækker perioden 1. januar – 31. december 2024. Som i tidligere beretninger vil jeg gerne igen fremhæve, hvad der gør Borgerrådgiverfunktionen særlig: Den personlige kontakt, den korte sagsbehandlingstid og den høje tilgængelighed. Det er min oplevelse, at den tætte dialog med borgerne har stor værdi. Telefonen besvares dagligt fra klokken 9-15 (torsdag til klokken17), og denne direkte adgang gør det muligt at håndtere borgernes udfordringer hurtigt og tæt på deres opståen. Samtidig bidrager den nære samarbejdsrelation med kommunens administration til at finde løsninger effektivt.

Borgerrådgiverfunktionens uafhængighed er en vigtig faktor. Den kan skabe tryghed for borgerne og medvirke til at styrke balancen i mødet mellem borger og kommune.

I årets beretning har jeg valgt at sætte fokus på borgernes oplevelser af sagsbehandlingen, når deres samlede behov for handicapkompenserende hjælp skal vurderes og udføres af to forskellige forvaltninger, og hvordan dette kan give udfordringer for kommunen i at fremstå som en samlet enhed.

Der gives også et indblik i vores arbejde i Borgerrådgivningen. I afsnittet vises nogle cases, som er sager vi har haft i Borgerrådgivningen i 2024. Formålet er at give et indblik i vores arbejde og i de problemstillinger, som borgere kan opleve i mødet med kommunen.

Perioden i tal

Traditionelt har beretningen indeholdt tal over henvendelser i beretningsperioden. I år har jeg valgt at udelade disse, da tallene ikke er repræsentative og derfor ikke kan betragtes som reel statistik. Det er min opfattelse, at de i nogle tilfælde er blevet brugt som en indikator for, om situationen i enkelte afdelinger eller forvaltninger forbedres eller forværres, afhængigt af om antallet af henvendelser stiger eller falder. En sådan konklusion mener jeg ikke er valid.

Da tallene ikke bidrager med brugbar information, er de udeladt. De eneste tal, jeg fortsat finder relevante at inkludere, er dem, der viser aktiviteten i Borgerrådgivningen. Disse tal dækker det samlede antal henvendelser og mødeaktiviteter i beretningsåret og giver en overordnet indikation af arbejdsbyrden samt behovet for funktionen.

I Borgerrådgivningen registrerer vi fortsat alle henvendelser som hidtil, og tallene er tilgængelige, hvis der er behov for dem.

Anbefalinger

Kommunen som enhedsforvaltning

Aalborg Kommune er en stor kommune, hvilket gør det praktisk og hensigtsmæssigt at den er organiseret i mindre enheder med forskellige ansvarsområder. Samtidig er det vigtigt, at kommunens opgaveløsning fungerer som et samlet hele. Som enhedsforvaltning fungerer kommunen som én samlet myndighed, hvilket kræver at der er fokus på forholdet mellem de enkelte afdelingers opgaver og den helhedsorienterede opgaveløsning.

I Borgerrådgivningen har vi særligt det seneste år modtaget henvendelser fra borgere – typisk via pårørende – med behov for hjælp efter flere handicapkompenserende bestemmelser i serviceloven. Det drejer sig primært om praktisk og personlig hjælp/hjemmehjælp, aflastning/afløsning, socialpædagogisk bistand/bostøtte, kontant tilskud og BPA-ordning.

I Aalborg Kommune administreres disse ydelser i to forskellige forvaltninger. Dette betyder, at borgere med behov på tværs af disse bestemmelser skal henvende sig til to forskellige forvaltninger, selvom deres støttebehov opleves som en samlet helhed. I Borgerrådgivningen oplever vi, at dette giver en række udfordringer i sagsbehandlingen og i støtten til borgerne.

Det bemærkes, at problemstilling og de beskrevne sagsforløb er et udtryk for borgernes og/eller Borgerrådgivningens oplevelse. Det betyder også, at interne overvejelser og gode intentioner i sagsbehandlingen ikke nødvendigvis er kendt eller forsøgt afklaret af borgerrådgivningen i forbindelse med beskrivelsen. Det skyldes, at hensigten er at vise, hvordan sagsforløb opleves fra et borgerperspektiv.

I Borgerrådgivningen har vi fået henvendelser fra borgere, som tidligere udelukkende har modtaget socialpædagogisk bistand til deres støttebehov. En ny vurdering af sagerne betyder, at en del af borgernes støttebehov skal ydes efter en anden bestemmelse i serviceloven. Dette medfører en overflytning af en del af hjælpen til en anden forvaltning og dermed også en ændring i den praktiske udførelse af hjælpen. Mange borgere oplever dette som en markant ændring. De går i disse tilfælde fra at modtage hjælp fra en fast bostøtte, som de har en tryg relation til, til at blive henvist til hjemmeplejen. Der er typisk tale om borgere med psykiatriske diagnoser, som har det svært ved uforudsigelighed og skiftende relationer. Mange udtrykker bekymring for, at støtte via hjemmeplejen indebærer skiftende personale, uforudsigelige besøgstider og manglende specialviden indenfor psykiatriske lidelser. For borgerne er støttebehovet (fortsat) ét samlet støttebehov.

Usikkerheden omkring det nye kan i værste fald få den konsekvens, at borgeren fravælger hjælp, selvom behovet fortsat er til stede. For de borgere, der vælger (også) at få sagen vurderet i Senior og Omsorg, betyder det ofte et nyt møde med en ny forvaltning og en ny sagsbehandler. For nogle borgere opleves det, som at sagen starter forfra. Nogle borgere udtrykker frustration over at skulle gentage oplysninger, der allerede er givet til kommunen. De forstår ikke, hvorfor der igen skal sagsbehandles om det samme støttebehov, som allerede er beskrevet og dokumenteret. Der er i øvrigt ingen garanti for, at Senior og Omsorg finder borgeren berettiget til sit støttebehov efter ”deres” bestemmelser i serviceloven.

Også nye sager om hjælp til et støttebehov med snitflader mellem både praktisk og personlig hjælp og socialpædagogisk støtte vil kunne opleve udfordringer med kontakten til to forskellige forvaltninger om samme støttebehov:

I en konkret sag havde en borger kontakt til Job og Velfærd angående et ønske om et botilbud. Under behandlingen af sagen om botilbud var borgeren bevilliget socialpædagogisk støtte for at kompensere borgernes støttebehov. Borgeren mente dog ikke, at denne støtte i tilstrækkelig grad dækkede borgerens behov. Borgeren, som led af spiseforstyrrelse, havde brug for hjælp og støtte omkring måltider. Behovet blev beskrevet som værende støtte i flere aspekter i og omkring måltider, herunder håndteringen af fødevarer og indtagelse af måltidet. På et møde i Job og Velfærd (med deltagelse fra Borgerrådgivningen) blev borgeren orienteret om, at støtte omkring måltiderne formentlig skulle deles op, sådan at støtte før og efter måltidet skulle bevilliges og administreres i én forvaltning, hvorimod støtten til at indtage måltidet, skulle bevilliges og administreres i en anden forvaltning. Borgeren blev herefter opfordret til at give samtykke til, at sagen kunne oversendes til vurdering i den anden forvaltning også.

Borgeren reagerede på, at oversendelse af sagen i så fald ville betyde afholdelse af nyt møde og ny vurdering. Sagsbehandlingen i sagen (på ønsket om botilbud) havde i forvejen været uforholdsmæssig lang, og borgerenblev frustreret over udsigten til yderligere (ny) sagsbehandling i en helt anden afdeling. I Borgerrådgivningen gav sagen anledning til overvejelser om to ting: Dels borgerens ulempe ved at skulle have to forskellige sagsforløb i to forskellige forvaltninger angående samme støttebehov: måltider. Dels den praktiske udførelse af støtten til måltiderne, som antages i så fald at skulle administreres og udføres af forskellige enheder og leverandører. Der er også borgere, som oplever udfordringer i sager, hvor borgerens ret til en BPA-ordning og/eller kontant tilskud er uafklaret. BPA-ordninger og kontant tilskud bevilliges af én forvaltning, og praktisk og personlig hjælp bevilliges af en anden forvaltning. Borgere, der muligvis kunne være berettiget til en BPA eller kontant tilskud, har det som følge af et omfattende støttebehov, herunder praktisk og personlig hjælp. Vurderingen af borgerens ret til hjælp, herunder typen af hjælp (efter serviceloven), afhænger af omfanget af borgernes støttebehov. Kort fortalt betyder det, at praktisk og personlig hjælp som udgangspunkt administreres i én forvaltning, men i de tilfælde, hvor omfanget af den praktiske og personlige hjælp overstiger et vist omfang, ændres borgerens rettigheder efter serviceloven, og dermed ændres administrationen til en anden forvaltning.

Serviceloven giver desuden mulighed for at udbetale et tilskud til borgeren til selv at ansætte hjælp, hvis ikke kommunen kan stille den nødvendige hjælp til rådighed. Set i lyset af Aalborg Kommunes organisering betyder det, at én forvaltning først ”kan” yde kontant tilskud til en borger, hvis den anden forvaltning ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed. Som et eksempel på problemstillingen beskrives her et konkret sagsforløb:

Sagen omhandlede en mor til en ung med omfattende behov for hjælp. Den unge lider af en forværrende neuromuskulær sygdom som blandt andet betyder, at den unge gradvist mister færdigheder på alle områder og med forkortet livshorisont. Sygdommen er kompleks med både somatiske, neurologiske og kognitive udfordringer.

Den unge er fuld kørestolsbruger og har behov for hjælp alle døgnets timer. Hjælpebehovet vil alene stige i takt med at sygdommen udvikler sig.

Mor beskriver sagsforløbet således (Beskrivelsen er lavet ud fra borgerens egen skriftlige beskrivelse af sagsforløbet, men med redaktionelle ændringer for at tilpasse casen til Beretningen. Casen er et udtryk for borgerens egen oplevelse af sagsforløbet. De faktuelle oplysninger om sagsforløbet er ikke søgt be- eller afkræftet af forvaltningerne.):

• 2. september 2024: Der afholdes VISO møde angående overgangen til det 18. år, hvor borger, Job og Velfærd og neuropsykolog deltager. På mødet gør borger det klart, at både hendes og den unges ønske er at den unge bliver i eget hjem og at de ønsker at ansøge om kontant tilskud efter SEL § 95, stk. 3.
  
  
• 10. oktober 2024: Job og Velfærd ringer til borger med besked om, at den unges tilfælde ikke er særligt, og at den unges hjælpebehov skal dækkes via praktisk hjælp, hvor den unge selv kan udpege personen til at udføre hjælpen. Der gives mundtligt afslag på ansøgningen om kontant tilskud og der udleveres et telefonnummer på en ny koordinator i Senior og Omsorg.
  
  
• 14. oktober 2024: Det undrer borger, at der ikke er kommet et skriftligt afslag på ansøgningen. Borger beder Job og Velfærd om en skriftlig afgørelse.
  
  
• 28. oktober 2024: Borger rykker igen Job og Velfærd for et skriftligt svar. Borger får at vide, at dette er forsinket på grund af sygdom, men at det bør komme senere samme uge.
  
  
• 20. november 2024: Borger har endnu ikke modtaget en skriftlig afgørelse. Borger rykker igen.
  
  
• 22. november 2024: Borger modtager skriftlig afgørelse med afslag på kontant tilskud.
  
  
• 8. december 2024: Borger sender klage over den afslag på kontant tilskud.
  
  
• 10. december 2024: Socialrådgiver fra sundhedssektoren indkalder til netværksmøde. Deltagere på netværksmødet skulle være repræsentanter fra kommunen fra både voksen og børneområdet, repræsentanter fra Aalborg Universitetshospital, herunder socialrådgiver, læge og ergoterapeut og fra PPR skulle psykolog, fysioterapeut og ergoterapeut deltage.
  
  
• 13. december 2024: Job og Velfærd indkalder borger til møde den 10. januar som et hjemmebesøg.
  
  
• 9. januar 2025: Mødet den 10. januar aflyses pga. sygdom. Der aftales nyt møde den 14. januar 2025.
  
  
• 14. januar 2025: Der afholdes møde hjemme hos borger. Både Job og Velfærd og Senior og Omsorg deltager i mødet. På mødet tales der igen om afslaget på kontant tilskud. Borger beder i den forbindelse om et skriftligt svar (genvurdering) på sin klage. Det aftales, at koordinator fra Senior og Omsorg skal komme og lave en tidsudmåling af hjælpebehovet.
  
  
• 15. januar 2025: Job og Velfærd ringer til borger med besked om, at hvis der ønskes skriftlig genvurdering af sagen, så er Job og Velfærd nødsaget til at sende sagen til Ankestyrelsen. Dette er borger bekendt med, og ønsker netop at sagen sendes til vurdering i Ankestyrelsen. Senere samme dag modtager borger en sms med yderligere spørgsmål sagen, herunder den unges brug af sin el-stol.
  
  
• 22. januar 2025: Ergoterapeut fra Senior og Omsorg laver ny tidsudmåling i hjemmet. Ergoterapeuten giver udtryk for, at den pågældende ser hjælpebehovet som en BPA-ordning eller kontant tilskud, og dermed ikke noget, der hører hjemme i Senior og Omsorg. Ergoterapeut oplyser desuden, at det ikke er de samme terapeuter, der udmåler timerne til hjemmehjælp og til en BPA-ordning og kontant tilskud. Borger beder ergoterapeut om at videreformidle til Job og Velfærd, at der måske er tale om et hjælpebehov omfattet af en kontant tilskudsordning eller en BPA-ordning.
  
  
• 22. januar 2025: Borger modtager sms fra Job og Velfærd om, at der ikke deltages i det planlagte netværksmøde på Sygehuset pga. sygdom. Mødet bliver derfor aflyst, da mødet ikke giver mening uden Job og Velfærds deltagelse. Ifølge borger er det formentlig urealistisk at få så mange fagfolks kalendere til gå op til at kunne nå at planlægge et nyt møde inden den unge fylder 18 år i marts måned 2025.

Denne sag illustrerer flere ting i sagsbehandlingen, som samlet set skaber et uhensigtsmæssigt forløb for borgeren, når borgerens behov for støtte vurderes forskelligt af to forskellige forvaltninger. På nuværende tidspunkt er der mig bekendt stadig ikke fundet en løsning på, hvordan den unge skal kompenseres for sit hjælpebehov ved overgangen til det 18. år, selvom drøftelserne herom startede for mange måneder siden.

Sagen nævnes for at vise, at når resultatet af forskellige faglige vurderinger af en borgers støttebehov bliver afgørende for, hvem af de to forskellige forvaltninger, der skal bevillige hjælpen til borgeren, er der en risiko for, at borgeren ender i et administrativt vakuum mellem to forvaltninger.

Lignende problemstilling viser sig også i en anden sag:

I Borgerrådgivningen har vi gennem flere år været i kontakt med en forælder til en ung med et omfattende støttebehov:

Sagsbehandlingen i sagen har været usædvanlig lang. Det er nu mere end 3 år siden den unge fyldte 18 år. På trods af, at der frem mod overgangen til det 18. år var flere indsatse, overleveringsmøder mv., er det først nu, der er udsigt til afklaring på indsatsen af den unges støttebehov. Hermed en beskrivelse af sagsforløbet:

1 år efter den unge fyldte 18 år, blev der truffet afgørelse om afløsning i hjemmet for at aflaste den enlige forælder. Der blev truffet afgørelse om, at afløsningen skulle leveres af den kommunale hjemmepleje. Hverken den unge eller dennes forælder så dog denne løsning som mulig som følge af den unges manglende ressourcer til at indgå i nye skiftende relationer. De havde derimod et ønske om at afløsningen skulle foretages af en nærtstående, som den unge har en tryg relation til. De valgte at klage over afgørelsen, og afløsningen af hjemmeplejen blev ikke iværksat. Efter 1 års ventetid stadfæstede Ankestyrelsen afgørelsen med henvisning til at kommunen kunne vælge leverandør af hjælpen. Ankestyrelsen bemærkede dog kommunens forpligtelse til at sikre, at den hjælp, der bevilliges, skal tilrettelægges på en måde der reelt opfylder borgerens støttebehov og reelt kan modtage støtten.

I mellemtiden og efter Ankestyrelsens afgørelse fulgte et langt forløb med kontakt til forskellige forvaltninger (Senior og Omsorg og Job og velfærd) med forsøg på at iværksætte forskellige indsatser, herunder socialpædagogisk bistand og praktisk og personlig hjælp i hjemmet. Borgerne kom igen med forslag om at ansætte en nærtstående til afløsningen og forælderen til den praktiske og personlige hjælp og pleje. Disse forslag blev igen afvist af kommunen. Erfaringerne fra forsøg på at yde støtte fra hjemmeplejen var så belastende for den unge, at bl.a. den unges egen læge udtrykte alvorlig bekymring.

Både den unges forælder og os i Borgerrådgivningen rettes der flere henvendelser til de ansvarlige afdelinger om behovet for hjælp samt indsigt i afdelingernes overvejelser og sagsskridt. Generelt har informationer om sagsbehandlingen til borgerne været begrænsede og uklare.

I efteråret 2024 træffer Senior og Omsorg afgørelse om praktisk og personlig hjælp og pleje i hjemmet. Ifølge lovgivningen giver denne form for handicapkompenserende ydelse ret til selv at udpege en hjælper til at dække borgerens støttebehov. Dette med henblik på at imødekomme den unges mistrivsel over fremmede og forskellige personer i hjemmet, og erstattet dette med en kendt, fast person. Denne hjælp løste dog kun de praktiske opgaver i hjemmet, som primært var givet som følge af forælderens egne udfordringer. Den praktiske og personlige hjælp vedrørende den unge fandtes der ikke en løsning på. Kommunen afviser således at ansætte den unges forælder til opgaven med henvisning til, at denne forælder ikke hensigtsmæssigt kunne løfte opgaven henset til dennes egne udfordringer. Forælderen er ikke enig i denne vurdering og henviser til, at der er tale om opgaver, som denne altid selv har udført.

Kort efter denne afgørelse bliver truffet af Senior og Omsorg bliver borgeren orienteret af Job og Velfærd om, at sagen om praktik og personlig hjælp nu vil overgå til Job og Velfærd med henblik på bevilling af kontant tilskud. Kontant tilskud betyder, at der udbetales et kontant tilskud til borgeren (eller nærtstående), som selv ansætter hjælpen og fungerer som arbejdsleder for disse hjælpere. Dette skulle erstatte den nyligt trufne afgørelse fra Senior og Omsorg om den praktiske og personlige hjælp. Formålet med beslutningen var at give familien mulighed selv at administrere alle opgaver omkring hjemmet og den unge. Dette er en god løsning for familien, som endelig kan sikre dem den rette hjælp.

Beslutningen om at sagen skal overgå til Job og Velfærd betyder dog, at sagsbehandlingen umiddelbart starter forfra. Job og Velfærd vil selv udmåle (foretage tidsregistrering af borgerens støttebehov). Dette medfører nye besøg i hjemmet af terapeut og samtaler med rådgiver for afdækning af støttebehovet, herunder udmålingen af timer. Dette er de samme sagsskridt, som Senior og Omsorg netop har foretaget i forbindelse med deres afgørelse. Det bemærkes i den forbindelse, at timeudmålingen i de to forvaltninger var meget forskellige. Den nye timeudmåling fra den nye forvaltning var således øget med mere end 50 %.

Denne sag viser også mange forhold i et sagsforløb. Lang sagsbehandling/afklaring af den rette hjælp til borgeren. Et uklart forløb hvor borgeren oplevede perioder med stilstand manglede indsigt i sagsskridt. En oplevelse af at starte forfra ved overgangen til en ny forvaltning. Et stort ressourceforbrug, når to forvaltninger skal foretage samme sagsskridt – med yderligere ventetid til følge, samt et utroværdigt resultat af to forskellige (væsentlige) tidsudmålinger.

Jeg forholder mig i denne fremstilling ikke til, om sondringen i de enkelte sager mellem de forskellige bestemmelser i serviceloven er rigtig eller forkert. Jeg bemærker dog, at opmærksomheden på denne sondring og opdeling synes at fylde meget, hvor borgernes ulempe ved kontakten til og administrationen fra to forskellige forvaltninger synes at fylde mindre. Dette rejser spørgsmålet om hvorvidt hurtige, fleksible og borgervenlige løsninger på borgernes støttebehov i en vis grad vanskeliggøres af måden hvorpå kommunens organisering forvaltes.

Mange borgere har behov for kontakt til flere forvaltninger eller afdelinger i kommunen, afhængigt af hvilken hjælp og støtte de har brug for. Det særlige ved denne problematik er, at der er tale om et samlet behov for handicapkompenserende hjælp, som både administrativt og praktisk er vanskeligt at adskille:

Både i afklaringen af borgerens behov for hjælp, kontakten til kommunen vedrørende hjælpen og den praktiske udførelse af hjælpen.

I Borgerrådgivningen oplever vi, at problemstillingen i visse tilfælde overskygger sagens kerne: borgerens behov for hjælp og støtte. I disse tilfælde formår kommunen ikke at fremstå som et samlet hele. Derfor opfordres der til, at kommunen har særligt fokus på denne problematik og arbejder aktivt og kontinuerligt på at sikre, at borgerne oplever kommunen som én samlet enhed.

Indblik i Borgerrådgivningen

Nedenfor vises nogle cases, som er et udpluk af nogle af de sager vi har haft i Borgerrådgivningen i 2024. Casene skal gerne give et levende billede af dels vores arbejde og dels den type af udfordringer, som mødet med kommunen nogle gange kan give for borgerne.

Case 1 (Jobcenter):

En borger henvendte sig til Borgerrådgivningen med en oplevelse af, at sagsbehandlingen i Jobcentret var gået i stå. Borgeren havde forinden anmodet om aktindsigt. Borgerrådgivningen hjalp med at gennemgå aktindsigten og sagsbehandlingen samt med at få besvaret uafklarede spørgsmål og udarbejde en plan for det videre forløb.

Gennemgangen af aktindsigten viste, at der i flere år var arbejdet mod en afklaring borgerens arbejdsevne med henblik på tilkendelse af førtidspension. Der var gennemført forskellige sagsskridt og foreslået yderligere tiltag, men de foreslåede initiativer var ikke blevet iværksat. Det betød, at aftalerne ved hver samtale i Jobcentret var enslydende gennem flere år.

På baggrund af henvendelsen fra Borgerrådgivningen blev der udarbejdet en konkret plan for de kommende sagsskridt med angivelse af tidspunkter for, hvornår de enkelte tiltag forventedes udført.

Henvendelsen gav anledning til følgende anbefalinger til afdelingen:

• Lang sagsbehandlingstid kan have økonomiske og personlige konsekvenser for borgere. Sagsbehandlingstid er desuden en faktor for borgeres tilfredshed med kommunen. Det følger af god forvaltningsskik, at sager behandles så hurtigt, som det er muligt og forsvarligt.
  
  
• Ventetid er altid en udfordring, men en tydelig tidshorisont kan give borgeren en vis ro. Det gjaldt også for denne borger.
  
  
• Hvis sagsbehandlingen trækker længere ud end oprindeligt udmeldt, er det vigtigt at orientere borgeren og give en ny tidsmæssig ramme.

Case 2 (Jobcenter):

En borger henvendte sig til Borgerrådgivningen vedrørende sin sag i Jobcentret. Borgeren var i ressourceforløb og oplevede, at forløbet havde varet uforholdsmæssigt længe. Derfor ønskede borgeren en plan for det videre forløb.

Da borgeren beskrev et ressourceforløb, der oversteg den lovfastsatte periode, undersøgte Borgerrådgivningen sagen nærmere. Ressourceforløbet var oprindeligt bevilget for fem år, som på bevillingstidspunktet var den maksimale periode. Efter en lovændring kan et ressourceforløb i dag højst bevilges for tre år.

Ressourceforløbet var blevet forlænget først med ét år grundet borgerens barsel og derefter administrativt tre gange med et halvt år ad gangen, da det ikke havde været muligt at afholde et rehabiliteringsmøde inden udløbsdatoen.

I de administrative forlængelser var det planen at etablere virksomhedspraktik, opdatere rehabiliteringsplanen og anmode om en fremmødeattest ved praktiserende læge. Gennemgang af sagen viste, at sagen generelt indeholdt få beskrivelser af borgerens funktionsniveau og at der ikke var indhentet helbredsoplysninger. Indsatsen i form af virksomhedspraktik, var ikke blevet til noget – formentlig også fordi borgeren oplevede kontakten med Jobcentret og kravene om deltagelse i tilbud og indsatser, som et stort pres.

Borgerrådgivningen tog initiativ til et dialogmøde med borgeren, jobcenterrådgiveren, mentor og bostøtte. På mødet blev forskellige indsatser og planer drøftet, og der blev iværksat konkrete tiltag.

Jobcentret er forpligtet til at tage stilling til, hvilke indsatser, der skal iværksættes inden udløbet af et ressourceforløb. Ifølge lovgivningen er der ikke hjemmel til at forlænge et ressourceforløb. Hvis der ikke er taget stilling til indsatser fremadrettet, kan der undtagelsesvist ske en administrativ forlængelse, så borgeren ikke kommer økonomisk i klemme.

Jobcentret bør tilrettelægge sagsbehandlingen således, at der inden udløb af ressourceforløbet kan tages stilling til den videre indsats. Hvis det undtagelsesvist bliver nødvendigt med en administrativ forlængelse, bør den udelukkende bruges til hurtigst muligt at forberede sagen til behandling på et rehabiliteringsmøde.

Borgerrådgivningen anerkender Jobcentrets forsøg på at få oplyst borgerens sag tilstrækkeligt, så rehabiliteringsmødet kunne tage stilling til en mere varig indsats, frem for tilkendelse af endnu et ressourceforløb. I den konkrete sag, hvor ressourceforløbet blev forlænget tre gange med et halvt år ad gangen, blev det dog anbefalet, at sagen var blevet behandlet på rehabiliteringsmøde, så borgeren kunne få en afgørelse – også selvom det betød endnu et ressourceforløb. En afgørelse ville have givet borgeren en vurdering af sin sag, en plan for det videre forløb samt klarhed over, hvad der skulle arbejdes med i den kommende periode. Den ville desuden have givet borgeren mulighed for at klage over afgørelsen, hvis vedkommende var uenig.

Case 3 og 4 (egenbetaling for botilbud):

I Borgerrådgivningen har vi modtaget henvendelser vedrørende egenbetaling for botilbud. Her følger to eksempler:

Case 3

En borger henvendte sig sammen med sin mor til Borgerrådgivningen angående en afgørelse om egenbetaling i et botilbud, da borgeren havde modtaget en stor efterregning.

Borgerrådgivningen hjalp med at forstå afgørelser og breve fra kommunen, undersøge sagens behandling samt besvare spørgsmål og vejlede om klagemuligheder.

Undersøgelsen af sagen viste flere forhold, der gav anledning til en række anbefalinger:

• Tydelige afgørelser: Afgørelserne var uklart formuleret, hvilket gjorde det svært for borgeren at forstå konsekvensen. Der var desuden henvist til en tidligere afgørelse, som ikke indeholdt de påståede oplysninger, og der var uoverensstemmelse mellem datoer for ikrafttrædelse. En økonomisk beregning indeholdt desuden uklare posteringer, og der manglede en vurdering af borgerens midler til personlige fornødenheder, som kommunen er forpligtet til at vurdere.
  
  
• Overholdelse af gældende praksis: Borgerrådgivningen konstaterede, at afgørelsen ikke var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis: Kommunen kan ikke opkræve egenbetaling for et botilbud, før en afgørelse om egenbetalingens størrelse er truffet og meddelt borgeren. Kommunen havde i dette tilfælde truffet afgørelsen med tilbagevirkende kraft, hvilket er i strid med forvaltningsretlige grundsætninger. Borgeren klagede over dette. Ved genvurderingen fik borgeren medhold, og ikrafttrædelsestidspunktet blev rettet i overensstemmelse med gældende praksis.
  
  
• Overholdelse af genvurderingsfristen: Kommunen har pligt til at genvurdere en sag inden fire uger fra modtagelsen af en klage. I denne sag gik der næsten to måneder. En udsættelse kan ske, hvis yderligere oplysninger er nødvendige, men det var ikke tilfældet her. Borgeren burde i så fald have modtaget besked om den forventede tidshorisont for genvurderingens afslutning.
  

Case 4:

En pårørende til en borger på et botilbud kontaktede borgerrådgivningen angående egenbetalingen for botilbuddet. Borgeren var flyttet til en anden kommune, men havde modtaget en stor regning fra Aalborg Kommune for manglede betaling af egenbetaling. De pårørende var uforstående over sagsforløbet:

Borgeren var via digital post blevet bedt om at indsende økonomiske oplysninger til brug for fastsættelse af egenbetaling. Da borgeren ikke reagerede, blev egenbetalingen automatisk fastsat til det maksimale beløb. Borgerens pårørende opdagede dette tre måneder senere og klagede over sagsforløbet. Kommunen sendte sagen til Ankestyrelsen, men de pårørende påpegede, at de klagede over sagsforløbet – ikke afgørelsen.

I Borgerrådgivningen gav det anledning til undren, hvorfor kommunen ikke havde sikret, at borgeren var i stand til at håndtere henvendelsen, da man kendte borgerens funktionsniveau og støttebehov. Vi spurgte også, hvorfor klagen over sagsforløbet blot blev besvaret med en henvisning til en overskredet klagefrist og sendt til Ankestyrelsen, men uden nærmere stillingtagen til klagepunkterne. Endelig bemærkede vi, at egenbetalingen reelt var fastsat med tilbagevirkende kraft, hvilket er i strid med forvaltningsretlige grundsætninger.

Kommunen erkendte, at der burde have været gjort mere for at sikre borgeren en korrekt sagsbehandling. Dette på trods af, at personalet på botilbuddet formentlig også havde et ansvar i at hjælpe borgeren. Sagen endte med, at borgerens gæld til Aalborg Kommune blev slettet.

Case 5 (Partsrepræsentation og bisidder):

Flere borgere oplever behov for bistand fra en partsrepræsentant eller bisidder i møder med kommunen. Borgerrådgivningen har modtaget henvendelser, hvor dette giver udfordringer i mødet med kommunen. Eksempler på dette er:

• En forælder til et anbragt barn følte, at Familiegruppen forsøgte at forhindre hende i at lade sig bistå af sin egen forælder i møder med kommunen. Kommunen vejledte om regler for partsrepræsentation, selvom borgeren ønskede en bisidder. Der blev desuden henvist til, at borgeren kunne bruge sin støtteperson under anbringelsen, som bisidder. Kommunen skal naturligvis vejlede om relevante regler og konsekvenser af valg af for eksempel partsrepræsentant, men i den konkrete sag følte borgeren, at kommunen prøvede at tale hende fra at have sin forælder som bisidder.
  
  
• En forælder, der var værge for sin voksne datter, henvendte sig til Borgerrådgivningen, fordi borgeren oplevede, at hendes ønske om at have en bisidder med til møder på datterens botilbud, blev afvist.
  
  
• En forælder til en ung, som netop var fyldt 18 år og flyttet hjemmefra, oplevede, at breve om hjælp og støtte blev sendt direkte til den unge, selvom der var dokumentation for, at forælderen var partsrepræsentant.
  

Den grundlæggende ret til partsrepræsentation og bisidder skal respekteres, især på det sociale område. Kommunen bør formulere sig klart, så borgerne ikke får det indtryk, at partsrepræsentation eller bisidder ikke er muligt. Der skal skelnes klart mellem en partsrepræsentant, der indtræder i alle partens rettigheder, og en bisidder, der kun deltager i møder efter aftale med borgeren.

Case 6 (Ydelsescenter):

En borger henvender sig på grund af økonomiske problemer. Borgeren har gæld til Aalborg Kommune på grund af tidligere bevilget flyttehjælp, som borgeren afdrager på. Borgeren henvender sig, fordi afdragsaftalen er ændret fra et afdrag på kr. 200,- pr. måned til kr. 2.800,- pr. måned – en stigning borgeren ikke mener at kunne betale.

Fra Borgerrådgivningen hjælper vi med afklaring af ændringen i afdraget via kontakt til Opkrævningen. Ændringen skyldes en kombination af skærpede regler på området, som betyder, at kommunerne skal inddrage en større procentsats af gælden, og at borgerens indtægt er steget. De skærpede regler for inddrivelse af gæld til det offentlige medførte generelt flere henvendelser til Borgerrådgivningen i starten af 2024.

Borgerens henvendelse gav anledning til undren, da flyttehjælp som udgangspunkt ikke bevilges mod tilbagebetaling. Vi undersøgte derfor sagen. Det viste sig, at bevillingen af flyttehjælp var bevilget efter en forkert paragraf, og at der ikke i øvrigt var grundlag for til at kræve flyttehjælpen tilbagebetalt i den konkrete sag.

Ydelsescentret besluttede at genoptage sagen og traf afgørelse efter den korrekte paragraf og uden krav om tilbagebetaling. Tilbagebetalingskravet på kr. 10.100,- blev annulleret og den allerede betalte gæld blev refunderet.

Case 7 (Folkeskolen):

En borger henvender sig til Borgerrådgivningen vedrørende samarbejde med en folkeskole. Borgerens barn modtager personlig assistance. Afgørelsen om dette er truffet inden skoleårets start og er gældende for hele skoleåret. Undervejs i skoleåret meddeler skolen, at der sker ændringer i bevillingen og den daglige hjælp i et af frikvartererne reduceres. En beslutning, som både barnet og borger er uenig i. Borgeren varetager selv kontakten til skolen, men vejledes fra Borgerrådgivningen om reglerne på området, herunder særligt om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. En afgørelse, som borgeren ønsker at fastholde, kan kun tilbagekaldes til ugunst for borgeren, hvis den lever op til nogle forholdsvis strenge betingelser og skal bero på en afvejning af hensynet til borgerens berettigede forventning på den ene side og hensynet til kommunens interesser i at få ophævet den oprindelige afgørelse på den anden side. På baggrund at borgerens egen henvendelse til skolen, ændrede skolen beslutning og den oprindelige afgørelse om udmålt hjælp forblev gældende hele skoleåret.

Case 8 (Ydelsescenter):

Borgerrådgivningen modtog i foråret 2024 flere henvendelser fra borgere, som oplevede nedgang eller ophør af deres supplement til brøkpension. Dette medførte en (væsentlig) nedgang i deres forsørgelsesgrundlag. Borgerne følte sig pressede på deres økonomiske situation, og de forstod ikke den pludselige nedgang/ophør.

Afgørelserne til borgerne indeholdt ikke en konkret begrundelse. Det var ikke muligt at se, hvorfor borgernes supplement pludseligt ændrede dig. Dette blev derfor undersøgt:

Det blev oplyst, at nedgangen var en konsekvens af en intern fejl fra kommunens side. Borgernes supplement til brøkpension var i en årrække vurderet efter et kommunalt fastsat rådighedsbeløb, som ikke var gældende for disse borgere. Det betød, at borgernes supplement havde været fastsat for højt.

Nogle borgeres supplement var allerede nedsat eller ophørt med starten af 2024, og dermed før det var meddelt borgerne gennem en afgørelse. Der blev dermed truffet afgørelse med tilbagevirkende kraft, hvilket er i strid med forvaltningsretlige grundsætninger.

Sagerne gav anledning til en generel dialog om begrundelser i afgørelser – særligt afgørelser med ændringer til ugunst for borgeren, og forvaltningsretlige grundsætninger om afgørelsestidspunktet. De borgere, vis supplement var nedsat eller ophørt før modtagelse af afgørelsen, fik efterbetalt deres supplement frem til afgørelsestidspunktet.

Sagerne har også medført, at vi i borgerrådgivningen blev inviteret til dialog med Ydelsescentret om begrundelserne i de nye afgørelser ved opfølgning på bevillinger af supplement til brøkpension i 2025. I borgerrådgivningen er vi glade for, at Ydelsescentret kontakter borgerrådgivningen med henblik på samarbejde til gavn for borgerne.