Vi søger en engageret, stabil, fleksibel og fagligt velfunderet kollega til vores ledelsesteam med ansættelse fra 1. januar 2026. En kollega, der kan bidrage til den fortsatte udvikling af Frejlev Skole, så vi lykkes bedst muligt med vores vision om at skabe en skole, hvor alle har optimale betingelser for at være i læring og trivsel. Du skal være en del af vores ledelsesteam med særlig fokus på ledelse af vores 4. – 9. årgang samt DUS2 i daglig tale kaldet Fritidsklubben. Du vil i jobbet desuden have administrative opgaver, der læner sig op ad dit ledelsesområde. I forhold til at lykkes med opgaverne er det vigtigt, at du er dygtig til IT.
Frejlev Skole ligger i den sydvestlige del af Aalborg Kommune. Skolen har 578 elever fordelt på 0. - 9. klasse. Herudover har vi en velfungerende specialafdeling ”Fokusklassen” – i daglig tale kaldet ”Diamanten”. Den rummer 58 elever. I Diamanten har eleverne forskellige typer af udfordringer/diagnoser.
Du vil blive en del af Frejlev Skoles ledelsesteam, som består af skoleleder, afdelingsleder med souscheffunktion/DUS-indskolingsleder, afdelingsleder for Fokusklassen og teknisk serviceleder.
Opgaverne, du skal varetage, er en kombination af pædagogiske-, administrative-, IT- og personalemæssige ledelsesopgaver, hvor ledelse af Frejlev Skoles 4. – 9. årgang samt DUS2 har særlig fokus. En mere præcis fordeling af arbejdsopgaver aftales i ledelsesteamet, da den rette kandidats kompetencer, potentialer og ønsker også vægtes.
Du skal – både i forbindelse med Frejlev Skoles drift og udvikling - være igangsætter af tiltag og vedholdende i forhold til at føre tiltagene mod målet. I dette arbejde vil det give mening at bruge ledelsesmæssige teorier.
Du har enten en PD i ledelse – eller skal være indstillet på med tiden at påbegynde en sådan.
På Frejlev Skole arbejder vi målrettet med implementeringen af Aalborg Kommunes vision ”Stærke fællesskaber” i alle skolens sammenhænge.
Frejlev Skoles pædagogiske profil kendetegnes gennem anerkendelse og relations- kompetence mellem medarbejdere, elever og forældre. Vi er en ICDP-skole, og vi arbejder altid ud fra en anerkendende og relationsbaseret tilgang - bl.a. med udgangspunkt i samspilstemaerne fra ICDP.
På Frejlev Skole vægter vi et tæt samarbejde med medarbejderne, hvor det er naturligt, at ledelsen er en del af hverdagens arbejde med de pædagogiske udfordringer og den pædagogiske udvikling i forskellige fora.
Vi har tradition for et godt samarbejde med forældrene. Vi ser forældrene som børnenes største ressource. Vores børnesyn fremhæver, at børnene altid gør det rigtige, hvis de kan. Vi har et godt og trygt kollegafællesskab, som bygger på vores værdier: Respekt, fællesskab, glæde, faglighed og tillid. Vi har klare forventninger til, hvordan læringsmiljøet på vores skole skal være. I det hele taget er Frejlev Skoles pædagogiske mindset meget tydeligt for alle, som er en del af skolen. Mindsettet italesættes kontinuerligt og er en implementeret del af skolens praksis.
Oplysninger om skolen kan ses på skolens hjemmeside: www.frejlev-skole.dk.
Frejlev Skole tilbyder:
- 578 dejlige, nysgerrige og aktive elever
- en aktiv og engageret forældregruppe og skolebestyrelse. Vi har et yderst konstruktivt og udbytterigt samarbejde med vores skolebestyrelse. Vi søger sammen med forældrene at skabe de bedst mulige rammer for læring og samvær på skolen
- 90 udviklingsorienterede og kompetente medarbejdere, som bl.a. har fokus på hver enkelt elevs behov uden at ”glemme” fællesskabet og dets store betydning for læring og trivsel
- et velfungerende kontormiljø, som er præget af høj faglighed, gensidig hjælpsomhed, en positiv og tryg grundstemning samt humor
- et ledelsesteam, hvor samarbejdet vægtes højt og er udgangspunkt for løsning af opgaverne i skoleledelsen
- i det hele taget et udviklende arbejdsmiljø
Frejlev Skole søger en afdelingsleder, der:
- er uddannet lærer
- har lyst til at arbejde med den pædagogiske og personalemæssige del af lederjobbet
- har lyst til at arbejde med den pædagogiske og personalemæssige del af lederjobbet
- er empatisk og kan se og mærke sit personale i vekselvirkning mellem at lede ”tæt på” og på afstand
- har flair for og lyst til at arbejde med skoleudvikling og implementering af Frejlev Skoles strategiske handleplan
- har forståelse og respekt for Frejlev Skoles pædagogiske kultur
- har arbejdet struktureret med implementering af pædagogiske mål
- har arbejdet målsættende og resultatorienteret - også med udgangspunkt i data
- er nuanceret, indlevende, nærværende og anerkendende
- har gode kommunikative kompetencer og evner perspektivskiftet
- er kompetent i skemalægning og kan se muligheder ind i denne kontekst
- er fleksibel og en holdspiller
- møder forældrene i et rum præget af gensidig tillid og respekt
- er som person tillidsvækkende, nysgerrig, anerkendende og ressourceorienteret
Det forventes, at du som ny leder deltager aktivt i samarbejdet mellem klyngens ledere og med ledere på tværs af Børn og Unge. Ligesom vi forventer, at du konstruktivt vil samarbejde med eksterne samarbejdspartnere.
Lønnen fastsættes efter aftale med den aftaleberettigede organisation.
Forud for endelig ansættelse i stillingen, hvor medarbejdere er i kontakt med børn og unge under 15 år, indhentes børne- og straffeattest.
Interesserede kan for yderligere oplysninger kontakte skoleleder Pia Bengtson eller souschef Evald Lange Rise. Begge træffes på tlf. 99316380 eller skolebestyrelsesformand Pernille Vestergaard på tlf. 61683198.
Ansøgere, der gerne vil aflægge skolen et besøg, kan aftale dette med Pia Bengtson på tlf. 99316380. Seneste mulighed for besøg er tirsdag d. 18. november 2025.
Ansøgningsfrist onsdag d. 19. november 2025.
Udvælgelse torsdag d. 20. november 2025.
Første samtale mandag d. 24. november 2025.
Anden samtale torsdag d. 27. november 2025.
Imellem første og anden samtale vil der blive fremsendt en case med henblik på fremlæggelse til anden samtale.