Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Socialrådgiveren Ella

Jeg sidder i fleksjob som socialrådgiver og grønlandsk kulturmedarbejder i Familiegruppe Midt/Vest, hvor jeg rådgiver i forhold til familier med grønlandsk baggrund.

Hvad er du ansat som, og hvad laver du?

Jeg arbejder som socialrådgiver og grønlandsk kulturmedarbejder i Familiegruppe Midt/Vest. Jeg er ansat i et fleksjob og har derfor færre sager end mine kolleger, men løser de samme opgaver- det slettes. Min særlige funktion er via relationsarbejde i familierne at skabe tryghed, tillid og gensidig forståelse forvaltning

og familie imellem og at give sparring og perspektiv i sager med grønlandske familier. Det er en fordel, at jeg sidder tæt på mine kolleger – så kan vi hurtigt vende noget, hvis der er behov for det.

Er du specialiseret inden for noget?

Jeg har særlig viden om kulturforskelle, især i mødet mellem grønlandske familier og det danske velfærdssystem. Gennem især arbejdet som socialrådgiver på Kofoeds Skole, Aalborg har jeg tilegnet mig den faglige viden og tilgang. Jeg er født i Grønland, men flyttede til Danmark som toårig. Min mor er grønlandsk og min far er dansk, så jeg har det bedste med fra begge kulturer. Vores hjem har altid været samlingspunkt for vores grønlandske familie, og det har givet mig en særlig forståelse, som jeg bruger i mit arbejde. Jeg føler, at jeg kan se og forstå begge kulturer og se og forstå, når der opstår misforståelser i det sociale arbejde.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det bedste ved mit arbejde er, når det er meningsfyldt og skaber værdi på flere niveauer, når jeg kan være med til at skabe tryghed for en borger, der står i en ny og svær livssituation. For eksempel når en borger fra Grønland kommer hertil og skal finde vej i et system, der kan virke uoverskueligt. Når vi i fællesskab, borger og rådgivere og andre aktører, får skabt en bæredygtig plan, der både tager højde for økonomi, bolig og støtte omkring familien – og som giver borgeren mere ro, tillid og overblik i hverdagen.

Hvad er det mest spændende ved dit arbejdsområde?

Jeg synes, det er spændende at arbejde med kulturforståelse og relationer. Når vi for eksempel møder en grønlandsk familie, som har haft dårlige erfaringer med systemet, og vi alligevel får skabt en god kontakt – så giver det mening. Det handler ofte om at få fjernet nogle misforståelser og at få sat tempoet lidt ned. I mange tilfælde er det vigtigt at få etableret et godt samarbejde mellem for eksempel Jobcenter, familiegruppe og ydelsesrådgiver, så vi arbejder helhedsorienteret. Men det kræver samtykke – og det forudsætter tillid og forståelse. Mange grønlændere i udsatte positioner samarbejder bedst i relationer frem for i funktioner/profession, og det er vigtigt, at vi forstår den forskel.

Hvad er du mest stolt af ved dit fag?

Jeg er særligt stolt af yderligere at kunne bidrage til mine dygtige kollegers arbejde, og at mødet mellem borger og system bliver præget af respekt, tryghed og tillid – især i arbejdet med grønlandske familier. Mange står i en sårbar situation og møder et system, der kan virke både fremmed og svært at navigere i. Det gør en forskel, når vi som fagpersoner er opmærksomme på, at mennesker kommer med forskellige erfaringer og kulturelle baggrunde – og at vi møder dem med forståelse og handler derefter. Det er her, tillid og tryghed bliver afgørende for at finde gode og holdbare løsninger.

Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?

Det bedste ved mit arbejde er det faglige og sociale fællesskab, vore forskellige styrker og en lydhør ledelse. Jeg er omgivet af dygtige kolleger, og vi udveksler erfaringer og faglig viden. Vi er gode til at give hinanden sparring og være nysgerrige på, hvad der virker. Når jeg for eksempel deler indsigter om grønlandsk kultur eller erfaringer fra en konkret sag, bliver det taget alvorligt og integreret i vores arbejde – det gør en stor forskel for samarbejdet. Samtidig ser jeg, at der kommer flere og flere grønlandskkyndige medarbejdere rundt omkring i forvaltningens enheder, hvilket er positivt og er med til at styrke vores arbejde.

Hvad er vigtigst for dig i dit arbejde?

Det vigtigste er, at borgerne føler sig mødt med respekt og forståelse. Mange af de grønlandske familier, vi møder, har oplevet systemet som utrygt og svært at forstå. Hvis vi skal lykkes, kræver det tid, tillid og samarbejde. Jeg vil gerne være med til at skabe bæredygtige løsninger, der holder i længden.

Det er vigtigt, at dem jeg møder får opbygget en tillid til familiegruppen og alt det gode, som vi vil. At de føler sig set og mødt.

Ella, socialrådgiver

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang