Skip til hoved indholdet
    Hjem Job og karriere Mød en kollega Pædagogen Mads

Pædagogen Mads

Vores kerneopgave er at finde boliger til udsatte borgere og hjemløse, der kommer herud, så de bliver reetableret i samfundet. Det bedste er, at man føler, at man gør en forskel. For det føler jeg virkelig, vi gør.

Hvad er du ansat som, og hvad laver du?

Jeg er ansat som pædagog på Svenstrupgård, hvor vores kerneopgave er at finde boliger til udsatte borgere og hjemløse, der kommer herud, så de bliver reetableret i samfundet. Herunder hører også, at jeg er bindeled mellem borgerne og myndighederne.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det bedste er, at man føler, at man gør en forskel. For det føler jeg virkelig, vi gør. Selvom vi også tit kan have en oplevelse af, at vi går ét skridt frem og fire tilbage, så lykkes det faktisk engang i mellem, og dét er en kæmpe sejr!  

Hvad er du mest stolt af i dit fag og dit arbejde?

Det, jeg er allermest stolt over, er at kunne være noget for andre. At turde at tage ansvar og på den måde påvirke andres liv. Det giver meget mere mening for mig at lave dette her, end at sidde på et eller andet kontor fra morgen til aften. Så jeg er stolt af at have muligheden for at hjælpe og påvirke andre og på den måde være karavanefører for andre.  

Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?

Vi får tit rigtig meget taknemlighed af borgerne herude, fordi vi faktisk gerne vil hjælpe dem og møde dem i øjenhøjde. Og så lærer jeg utrolig meget, hvilket jeg altid synes, man gør i mødet med mennesker. Jeg prøver altid at give borgerne herude noget, men de giver mig mindst lige så meget igen i form af glæde over mit arbejde. Det er sjældent, jeg tager herfra uden ikke at have fået en masse fornyet energi og glæde. Man får ligesom noget mere ud af det end bare sin løn.

Hvad er det bedste og mest spændende ved dit arbejdsområde?

Det er, at kunne være noget for andre og se, at vi virkelig gør en forskel og rent faktisk hjælper de her borgere. Og så er det en voksende målgruppe, som jeg synes er rigtig spændende og vigtig at tage hånd om og hjælpe godt på vej. 

Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde?

Det er, at jeg skal have lyst til mit arbejde. Jeg gider ikke arbejde, hvis jeg ikke har lyst til at tage af sted om morgenen. Det har jeg aldrig oplevet i det her fag, så det er virkelig fedt. Og så er det vigtigt for mig at have gode kollegaer, og det har jeg virkelig her. Vi er så gode til at være der for hinanden.  Vi har teammøder flere gange om ugen for at tune ind på hinanden, hvilket er vigtigt, når man arbejder i det her felt.  

Det er sjældent, jeg tager herfra uden ikke at have fået en masse fornyet energi og glæde. Man får ligesom noget mere ud af det end bare sin løn

Mads, pædagog

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang