Skip til hoved indholdet
    Hjem Job og karriere Mød en kollega Miljøsagsbehandler Mikkel

Miljøsagsbehandler Mikkel

Jeg arbejder med sagsbehandling indenfor spildevand i Klima og Miljø, hvilket kun bliver både sværere og ikke mindst vigtigere med de klimaforandringer, vi oplever netop nu.

Hvad laver du?

Jeg sidder primært med tilladelser indenfor spildevand. Det er blandt andet nedsivningstilladelser, udledningstilladelser og tilslutningstilladelser, som jeg sidder og giver. Derfor handler en stor del af mit arbejde om lovgrundlaget fra miljøbeskyttelsesloven og spildevandsbekendtgørelsen, samt at kigge ned i den data, vores tilladelser skal bygge på: GIS (Geografisk Informations System).

Men mit arbejde handler også meget om kontakt til og med borgere, kloakmestre og rådgivere – alt sammen med det formål at sikre en god og effektiv sagsbehandling.

Jeg er også endt med at lave informationsmateriale til borgerne, selvom jeg ikke lige havde regnet med, at det var det, jeg skulle, da jeg startede i kommunen. Men det er også en vigtig opgave. Det giver nemlig borgerne en forståelse af, hvorfor vi gør, som vi gør, når vi for eksempel separatkloakerer i hele kommunen.

Men den rette information skaber også bedre forudsætninger for, at borgerne kan hjælpe os med at passe på miljøet. Blandt andet ved at undgå, at vi får ledt urenset spildevand ud i naturen.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er uden tvivl, at jeg arbejder med et emne, der bliver mere og mere relevant i forhold til de klimaforandringer, vi oplever. Vi får meget mere nedbør, imens vores byer bliver større. Det belaster vores kloaksystemer, og derfor er der hele tiden brug for nye og bedre løsninger.

Så at arbejde med noget aktuelt og gøre en forskel, det er det bedste ved mit job.

Hvad er du mest stolt af ved dit arbejde?

Vi er med til at gøre en forskel. Vi er med til at sikre, at vi ikke påvirker vores vandløb og fjorde unødigt gennem udledning af miljøfremmede stoffer. Og det er jeg glad for at være en del af.

Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?

Vi har et godt socialt miljø, hvor man føler sig velkommen, og der er plads til forskelligheder. Det, synes jeg, er enormt vigtigt. Samtidig får jeg en masse ansvar, og jeg kan byde ind på opgaver, jeg synes, er interessante. Også selvom jeg ikke har arbejdet med det før. For der er altid rum til, at man kan række ud og spørge om hjælp og sparring ved kollegerne. Og det skaber en god arbejdsplads.

Hvad er det mest spændende ved dit arbejdsområde?

Det, der bliver ved med at gøre det spændende, er, at man ikke sidder i samme spor hele tiden. Der er mange forskellige opgaver, og så har du løbende en dialog med mange forskellige mennesker. Så du sidder ikke med snuden i skærmen hele tiden, men kommer også ud og ser virkeligheden.

Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde

Det er vigtigt for mig, at jeg gør en forskel. Og det gør jeg i min sagsbehandling og gennem den dialog, jeg har med borgerne. 

Vi er med til at gøre en forskel. Vi er med til at sikre, at vi ikke påvirker vores vandløb og fjorde unødigt gennem udledning af miljøfremmede stoffer. Og det er jeg glad for at være en del af.

Mikkel, miljøsagsbehandler

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang