Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Juristen Umer

Jeg er ansat som jurist i Job og Velfærd, hvor jeg rådgiver forvaltningens afdelinger i juridiske spørgsmål og er med til at sikre borgernes retssikkerhed gennem vores arbejde.

Hvad er du ansat som, og hvad laver du?

Jeg er ansat som jurist og har arbejdet i Aalborg Kommune siden april 2022. Jeg sidder i Ledelse og Jura, hvor jeg håndterer mange forskellige juridiske problemstillinger, som kommer fra de forskellige afdelinger i forvaltningen. Mere konkret sidder jeg blandt andet med Job- og Uddannelsesafdelingen og deres sager, men jeg arbejder også med eksempelvis Rusmiddelcenteret. Derudover behandler jeg aktindsigter – hovedsageligt fra journalister – og arbejder med mellemkommunal refusion. Der er med andre ord nok at se til, og det er min portefølje.

Er du specialiseret inden for noget?

Vi bliver specialiseret gennem vores uddannelse, særligt på overbygningen, hvor vi har mulighed for at vælge de fag, som interesserer os mest. Mit afsluttende speciale var i sundhedsret, men generelt er det forvaltningsretten, vi bruger i vores arbejde. Det er også den, alt bygger på her i afdelingen – for os alle sammen.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er helt klart de mange spændende spørgsmål, vi får. Det er dét, der gør jobbet sjovt – de mange komplekse problemstillinger, man ikke altid kan forudse, men som vi møder dagligt. At finde løsninger på dem, dét kan jeg rigtig godt lide.

Hvad er det mest spændende ved dit arbejdsområde?

Det mest spændende er, at vi ofte hurtigt kan se effekten af de beslutninger, vi træffer. De bliver hurtigt omsat til handling ude hos borgerne. Det synes jeg er både meningsfuldt og motiverende.

Hvad er du mest stolt af ved dit fag?

Jeg er mest stolt af, at vi er med til at sikre, at tingene bliver gjort rigtigt, og at borgernes retssikkerhed bliver overholdt. Når vi bliver spurgt til råds, vurderer vi, om noget er juridisk holdbart – og det er vigtigt. Jeg er stolt af, at vi bidrager til at sikre borgernes rettigheder. Det gør mig glad i den rolle, vi har her.

Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?

Det bedste ved min arbejdsplads er helt klart kollegaerne og den gode sparring, vi har. Der er altid nogen at vende tingene med, og vi hjælper hinanden med at finde løsninger – det gør også hverdagen sjovere og mere meningsfuld.

Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde?

Mine kollegaer betyder meget – det mærker jeg hver dag. Vi har en god sparring, og jeg føler, at ledelsen bakker os op. Det er afgørende, for jeg kunne ikke løse opgaverne alene. Der sidder mange dygtige folk her i huset, som jeg kan trække på – og de trækker også på mig. Det tværfaglige samarbejde er helt centralt for min hverdag. Selve opgaverne er også spændende, netop fordi de er så varierede. Jeg får mange forskellige spørgsmål, og det gør arbejdet interessant.

Jeg kan rigtig godt lide det gode samarbejde med mine dygtige kollegaer. Uden hinanden kunne vi ikke få løst de opgaver, som har umiddelbar virkning over for borgerne. Vi får kun løst problemstillingerne og dækket borgernes behov gennem tværfagligt samarbejde.

Umer, jurist

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang