Skip til hoved indholdet
    Hjem Job og karriere Mød en kollega Byggesagsbehandleren Nicolaj

Byggesagsbehandleren Nicolaj

Jeg er uddannet byggekoordinator, som en videregående uddannelse oven på en håndværksmæssig uddannelse. Mit job går ud på at hjælpe borgere og virksomheder med byggetilladelser.

Hvad er du ansat som?

Jeg blev ansat i Aalborg Kommune i marts 2021 som byggesagsbehandler. Jeg hjælper borgere og virksomheder med byggetilladelser.

Min hverdag  både byder på borgerkontakt, lovgivningsstof, landzoneadministration og meget mere. Netop landzoneadministration, hvilket faktisk var grunden til, at jeg søgte jobbet. 

Hvad er det bedste ved dit job? 

Det bedste ved mit job er nok, at det spænder så bredt. Man skulle måske tro, at det kun var sagsbehandling, hvor du kigger i reglementer, men det er det slet ikke. Der er aldrig to sager, der er ens, så der er altid noget nyt, jeg skal forholde mig til. Det er altid nogle nye snakke - uanset om det er med rådgivere eller borgere. Der er konstant nye emner, jeg skal dykke ned i, og jeg lærer hele tiden noget nyt.

Hvad er det mest spændende ved dit arbejdsområde?

At der ikke er to dage, der er ens. Jeg skal altid læse op på stoffet og gennemse vejledninger. Loven inden for bygningsreglementet opdateres hvert halve år, og derfor kan der godt være ændringer siden sidst, jeg havde en lignende sag. Man er nødt til at holde sig opdateret og dygtiggøre sig, for ellers falder man igennem og misser nogle sager. Sundhed og sikkerhed i byggeri skal vægtes højt, ellers har vi ikke gjort det ordentligt.

Hvad er du mest stolt af ved dit fag?

Når jeg kan være med til at få folks drømme i hus. Det kan godt være, at det ikke altid er det, de som udgangspunkt havde forestillet sig, hvis det ikke passer ind i reglementet på området. Når vi så alligevel kommer i mål og har nogle glade borgere på den anden side, som faktisk godt kan se den værdi, som vi bringer ind i arbejdet, så giver det hele mening. Nogle folk ringer direkte og siger tak - det er stort.

Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?

Det er et stort sted med mange muligheder i jobbet. Du kan skabe merværdi for dig selv ved at involvere dig i flere ting. Aalborg Kommune er et spændende sted, hvor der sker meget. Der er gang i byggeriet og i kommunen, og de vil noget. Den grønne omstilling er i fokus, det kan man tydelig mærke. Det er spændende at være en del af kommunen, fordi der er fremgang.

Hvad er vigtigt for dig i dit arbejde?

Det er vigtigt at have en god arbejdsplads, et godt arbejdsmiljø og gode kollegaer. Det er fedt, at der arbejder mange unge mennesker og folk med små børn, som er i samme livssituation som mig. Det mangler måske at blive fortalt til nyuddannede. Jeg tror ikke, at der er så mange, der er klar over, at man kan få mange sociale relationer med andre unge i en kommunal ansættelse.

Personalesammensætningen er dog meget bred, og det giver en god dynamik, at der er mange forskellige aldersgrupper. Nogle har været her i 40 år og kan huske en helt anden lovgivning, mens vi nyuddannede kan komme med indblik i den nye lovgivning, som vi har forholdt os til på en anden måde. 

Det er vigtigt, at der er god dynamik på arbejdspladsen. Det er rart, at man kan snakke med alle, for der kan godt være brug for adspredelse i hverdagen, også inden for arbejdstiden. 

Det er også vigtigt, at der er mulighed for efteruddannelse - både inden for mit hovedområde som sagsbehandler, men også inden for områder, som måske ikke falder direkte ned i mit fagområde, for eksempel kommunikation eller ledelse. Det er et stort plus.

 

Aalborg Kommune er et spændende sted, hvor der sker meget. Der er gang i byggeriet og i kommunen, og de vil noget. Den grønne omstilling er i fokus, det kan man tydelig mærke. Det er spændende at være en del af kommunen, fordi der er fremgang.

Nicolaj, byggesagsbehandler

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang