Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Ny "Hjertezone" skal skabe tryggere skoleveje for børn på Højvangskolen

Ny "Hjertezone" skal skabe tryggere skoleveje for børn på Højvangskolen

Den 24. november indvier Aalborg Kommune en ny cykellegebane og hjertezone ved Højvangskolen. Den nye hjertezone er den første af sin slags i Aalborg Kommune og en del af kommunens indsats for at skabe bedre og tryggere skoleveje.

En hjertezone er en zone omkring skolen, hvor der passes særligt på de elever, der bevæger sig på cykel eller til fods. I zonen er det nemlig ikke muligt for forældre at færdes i bil. 
 
Undersøgelser udarbejdet af Cyklistforbundet samt Sund Skolevej peger på, at der er et øget behov for at kigge på den sikre skolevej, da færre børn bevæger sig aktivt til skole, og mange forældre føler sig utrygge ved at sende deres børn afsted i trafikken på grund af en oplevelse af trafikkaos omkring skolerne.

Projektet ved Højvangskolen er blevet til i tæt dialog mellem skoleledelse, skolebestyrelse, elevråd og By og Land i Aalborg Kommune. Projektet skal skabe en ny struktur for trafikken omkring Højvangskolen. Hjertezonen er forbeholdt de bløde trafikanter. Forældre, der afleverer eller henter i bil, skal derfor fremadrettet holde ved Højvanghallen, hvorfra eleverne trygt kan gå det sidste stykke på egen hånd. Der er lavet gode afsætningsforhold ved hallen, og elever fra skolens 6. klasse tilbyder en "gå-bus", der kan hjælpe de mindste elever det sidste stykke fra hallen til skolen.
 
"Det er vigtigt, at man som barn føler sig tryg, når man skal til eller fra skole, og det har derfor været vigtigt for os at involvere både elever og forældre i processen. Vi har blandt andet bedt dem udpege de problemstillinger, der var i forhold til trafikken omkring skolen, og børnene har været med til at finde på kreative og sjove løsninger, der underbygger den overordnede vision", forklarer rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen og fortsætter:
 
"Med projektet har vi et ønske om at inspirere børnene og deres forældre til at vælge mere bæredygtige transportformer og samtidig sørge for, at børnene kan styrke deres færdigheder i trafikken i et trygt miljø. Vi ved, at hvis børnene kommer op på cyklen, mens de går i skolen, så er de også langt bedre til at vælge cyklen senere i livet. Projektet er på den måde til gavn for børnenes sikkerhed og sundhed både nu og i fremtiden."

Brugerinddragelse i børnehøjde

Under projektets tilblivelse er særligt børnene på Højvangskolen blevet involveret. Det har udmøntet sig i en hel masse konkrete tiltag i hjertezonen. På stien er der for eksempel lavet røde prikker, så man kan lege "jorden er giftig", der er etableret en smutvej med en balancebane, og solcellelys bidrager til lys i mørket, mens en high-five dinosaur-enhjørning er opsat på ruten for at skabe god stemning. Hertil har børnene også medvirket i designet af den nye cykellegebane, som erstatter den gamle parkeringsplads ved en af skolens indgange. Parkeringspladsen fungerede uhensigtsmæssigt og gav trafikkaos særligt om morgenen.
 
Vejadgangen til parkeringspladsen efterlod heller ikke meget plads til de børn, der cyklede eller gik til skole, og det gav mange utrygge situationer. Nu er parkeringspladsen og vejen dertil givet tilbage til børnene og lukket af for biler. Vejadgangen fungerer nu som cykel/gangsti, og parkeringspladsen er blevet til en cykellegebane, hvor de mindste elever kan øve sig på trafikreglerne i "minibyen", og de større elever kan få mudder på cyklen og tøjet, når de øver på pumptrackbanen.  
 
Skolebestyrelsen, som også har været en del af projektet, glæder sig også over de nye rammer. 

"Som forældre på skolen oplever vi, at de nye rammer er med til at sætte gang i debatten om vores børns skolevej. Vi oplever selvfølgeligt, at særligt forældre til de yngre elever skal omtænke deres tid om morgen, hvilket vi alle ved kan være en udfordring, men når vi ser på det store billede, er hjertezonen med til, at vi ikke kun prioritere en større tryghed for alle skolens elever, men også deres sundhed og læring", fortæller de forældrevalgte i skolebestyrelsen i en fælles udtalelse og fortsætter:

"Ved at kanalisere den risikofyldte morgentrafik væk fra området, som ikke er gearet til den, kan vi forældre trygt sende vores børn afsted på gåben, cykel eller løbehjul. Den motion, det giver at transportere sig selv i skole, har en beviseligt positiv indflydelse på børnenes koncentrationsevne i løbet af skoledagen, og det at transportere sig selv styrker samtidig deres evne til at være selvhjulpen."

Fakta

  • Projektet er et samarbejde mellem By og Land samt Børn og Unge.  
  • Aalborg Kommune er en Børnevenlig Kommune, der sætter fokus på at inddrage børn og give dem medbestemmelse i beslutninger, der påvirker deres hverdag.  
  • Ud over at lave fysiske ændringer ved skolerne, har Aalborg Kommune også fokus på den gode adfærd omkring skolen. Målet er, at så mange som muligt vælger at transportere sig aktivt til skole, ved for eksempel at cykle eller gå, og derfor er det vigtigt, at de forældre, der afleverer i bil, udviser særligt hensyn i skolens nærområde. 

Kontakt

By og Land

Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 00

Skriv til os

Åbningstider

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang