Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder ”Isbjørneunger” slår kolbøtter for bedre motorik

”Isbjørneunger” slår kolbøtter for bedre motorik

Kolbøtter giver retning og et sjovere frikvarter. ”Børneliv i sund balance” sender børnehavebørn på udflugt til motoriske oplevelser i gymnastikmekkaet AIG Aalborg.

”Frem med kattepoterne! Ned på gulvet med dem. Desværre er det regnvejr i dag, og det kan katte ikke lide, så vi skutter lige ryggen opad” lyder det fra gymnastiktræner Maria Bøgedal midt på det fjedrende springgulv i AIG Aalborgs flotte lokaler ved Aalborg Stadion.

14 ”katte” skyder glade ryggen i vejret på kommandoen. De er egentligt isbjørneunger på 3-5 år. De er på udflugt fra børnehaven Isbjørnen i Aalborg Øst sammen med deres pædagoger. Det er femte gang de er her igennem indsatsen ”Børneliv i sund balance”, der arbejder på at skabe sunde og aktive rammer rundt om de yngste i samfundet. Her involveres mange parter og i den her model, byens foreninger.

”De er blevet meget mere modige. Første gang turde flere af dem ikke kravle op på en klods, der bare er lidt højere end gulvet, og vi skulle hjælpe dem over alle forhindringer. Og i dag, ja der stikker de bare af og laver kolbøtter. De er trygge ved tingene, og de prøver. Og hvis det ikke lykkedes, så bliver de ikke kede af det længere. De flytter sig helt vildt motorisk. Jeg kan se de udvikler deres grebsstyrke og deres sans for rum og retning, når vi slår kolbøtter og triller, siger Maria Bøgedal.

En time tidligere stod de 14 efterårsklædte børn klar på perronen ved Grønlandstorvet. Alle har madpakke med, enkelte har også små gymnastiksko og tylskørtet med i rygsækken. De er ekstra nysgerrige i dag, for de skal med den netop indviede Plusbus igennem Aalborg – indtil endemålet ved Haraldslund. De elsker udflugter. 

”Det skaber virkeligt glæde. Bare busturen og det at have rygsæk og madpakke med. Og første gang vi kom ind i den her sal. Wauv! De kan se det er spændende. Enkelte har prøvet det før, mens mange var her for første gang. Og det giver dem en enorm glæde at bruge kroppen. Vi kan simpelthen se, at den enkelte flytter sig fra gang til gang. For mange er det her første gang de møder den her forening, og det kan vi jo efterfølgende fortælle forældrene om, og derigennem give inspiration. Men først og fremmest får børnene en anderledes oplevelse sammen i institutionstiden, hvor de bruger deres krop og sanser”, siger Jane Nøhr, pædagog i børnehaven ”Isbjørnen”

Jeg har tidligere været folkeskolelærer i indskolingen, hvor jeg så børn, der ikke var skoleklar. Ikke kognitivt, men fysisk og motorisk havde de udfordringer. De var ikke klar til at være en del af de ting der foregår i et frikvarter......

Maria Bøgedal, gymnastiktræner i AIG Aalborg

Målet er samarbejde og inspiration

Børneliv i sund balance er en indsats i udvalgte lokalområder, hvor målet er at opbygge kapacitet, sammenhæng og fællesskab på tværs af aktører i det enkelte lokalområde for at styrke et børneliv i sund balance. 
”Noget af det vi arbejder med i Børneliv i sund balance er tættere samarbejde mellem dagtilbud og vores foreningsliv. Det er både for at styrke børnene rent motorisk og give foreningsuvante børn et godt møde med foreningslivet, men også for at få flere børn ind i foreningslivet. Samarbejdet skal også gerne give vores medarbejdere på dagtilbudsområdet inspiration til bevægelseslege hjemme i egen institution efterfølgende, siger Kristina Thitgaard, projektleder i Børneliv i sund balance. 

Børnene tager det med hjem og måske med i skole

”Nu skal I sætte hænderne i gulvet igen, og buk benene sådan her. Og så skal I se om I kan sætte hovedet i gulvet lige der hvor panden møder håret” lyder det fra Maria Bøgedahl. Alle Isbjørneungerne kaster sig frygtløst ud i opgaven, mens maverne så småt begynder at rumle – Det er snart madpakketid.

”Jeg har tidligere været folkeskolelærer i indskolingen, hvor jeg så børn, der ikke var skoleklar. Ikke kognitivt, men fysisk og motorisk havde de udfordringer. De var ikke klar til at være en del af de ting der foregår i et frikvarter. De kunne måske ikke lege på legestativet, de kunne heller ikke være med til idræt. Så de kom til at stå uden for det sociale fællesskab fra start af. Det er vigtigt, at børn lærer at bevæge sig tidligt, og der, er det her match mellem børnehave og forening en god idé, siger Maria Bøgedal, der bliver suppleret af Isbjørneungernes tropsfører:

”Vi oplever, at børnene efterspørger nogle af de ting de oplever på de her ture, når vi kommer hjem. Vi har jo selvfølgelig ikke de samme redskaber, men vi prøver at tage nogle gode ting med hjem i institutionen. Og så oplever vi jo også at børnene danner nye relationer efter udflugterne. Jeg er sikker på, at der er nogen, der gerne vil stå på hovedet henne i børnehaven i morgen”, griner Jane Nøhr

Isbjørneungerne har røde kinder og er efterhånden godt møre af alle de gymnastiske krumspring, så nu skal der tankes op med madpakker i kantinen hos AIG Aalborg, inden turen går tilbage igennem Aalborg med Plusbussen.

Fakta ”Børneliv i Sund Balance”

Børns sundhed og trivsel afhænger i høj grad af, hvor de vokser op. Men hvordan kan kommuner, lokalsamfund og familier sammen skabe bedre rammer for et sundt børneliv og dermed sikre, at alle børn får et godt afsæt i livet? Det skal det 5-årige projekt støttet af Nordea-fonden forsøge at give svar på.

Aalborg Kommune, Albertslund Kommune og Frederiksund Kommune deltager i projekt Børneliv i sund balance, som er ledet af Center for Forebyggelse i praksis. En ekspertgruppe bestående af forskere og Julemærke Fonden bidrager til udvikling og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet evaluerer.

Børneliv i sund balance bygger på vidensbaserede indsatser, der fremmer børnefamiliers muligheder for at trives i fællesskaber, spise sundt og være fysisk aktive for herigennem at fremme en sund vægtudvikling hos børnene. Målgruppen er børn 0-10 år og målet er, at alle relevante voksne i lokalsamfundet – herunder forældre, sundhedspleje, dagtilbud, skole, lokale idrætsforeninger og erhvervsliv – arbejder sammen og tager fælles ansvar for at styrke sundheden og trivslen hos børnene.

Projektet løber fra 2020 til 2024, men kommunerne har forpligtet sig på et 10-årigt sigte. Læs mere om "Børneliv i sund balance"

Kontakt

Sundhed og Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 19 55

Skriv til os

Åbningstider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang