Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Genbrug giver grønt overskud til sociale formål

Genbrug giver grønt overskud til sociale formål

I november blev der traditionen tro delt et større beløb ud til sociale formål. Pengene er årets overskud fra GPS'en: En genbrugsbutik på Sundsholmen i Nørresundby, som er lidt ud over det sædvanlige.

GPS'en

"Brugte ting til et godt formål". Det er den helt korte beskrivelse af genbrugsbutikken på Sundsholmen i Nørresundby, som gør en forskel på hele tre områder.

For det er ikke kun til glæde for miljøet, når du afleverer din gamle cykel eller børnenes aflagte legetøj hos GPS'en. Det gavner også borgere på kanten af arbejdsmarkedet samt sociale og humanitære organisationer. Genbrugsbutikken beskæftiger nemlig borgere, som har hjælp til at komme videre i livet - og samtidig er overskuddet en økonomisk håndsrækning til sociale formål - primært i Aalborg Kommune.

3x bæredygtighed

Projektet afspejler dermed FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som både handler om miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed.

"Vi tænker ofte på de miljømæssige verdensmål, som har med livet i vand og på land at gøre. Det handler om at finde en balance mellem det at benytte og beskytte vores ressourcer. Derfor giver det rigtig god mening at genbruge andre folks aflagte tøj, sko, cykler, lamper og legetøj," fortæller rådmand Per Clausen fra Klima og Miljø.

GPS'en dækker dog ikke kun over bæredygtighed for miljøets skyld. Den er i høj grad også relevant i forhold til det sociale og økonomiske, hvor den gør en stor forskel for mange borgere.

For projektet på Sundsholmen hjælper samtidig folk i beskæftigelse og støtter en række velgørende formål økonomisk. Dermed kommer flere af verdensmålene i spil - for eksempel mindre ulighed og at afskaffe fattigdom og stoppe sult.

Det er ledige, som står for at sortere og sælge de ting, der bliver afleveret på genbrugspladsen. Dermed opnår de kompetencer, som bringer dem tættere på arbejdsmarkedet.

"I bund og grund handler det om borgernes sundhed og trivsel. Ikke mindst mentalt. Vi ved alle, at det betyder utroligt meget at have noget at stå op til om morgenen. At være aktiv og have et job, der giver mening - eller gennem en forening at kunne hjælpe borgere, som har det svært," siger rådmand Nuuradiin S. Hussein fra Job og Velfærd.

De fem bogstaver i ordet "GPS'en" står for Genbrug, Praktik, Sundhed, Erkendelser og Nytænkning.

Projektet har tre formål:
1) Genbrug: At gamle ting finder vej til nye hjem, som kan få glæde af dem.
2) Meningsfuld aktivering af ledige: At borgere gennem beskæftigelse får støtte og hjælp til at komme videre i livet.
3) Donation af overskud: At en række forskellige sociale foreninger får en økonomisk håndsrækning.

I 2023 løb overskuddet op i 275.000 kr., som rådmand Per Clausen fra Klima og Miljø samt rådmand Nuuradiin S. Hussein fra Job og Velfærd delte ud til 11 sociale og humanitære organisationer:

Natteravnene, som yder en stor, forebyggende og tryghedsskabende indsats i nattelivet.
Børns Voksenvenner, der yder et vedvarende og flot stykke arbejde for udsatte og ensomme børn og unge.
Skyggebørn, som er der for de børn, der har brug for råd, støtte og omsorg i en svær situation - også når det tager tid!
Parasollen, der er et sted med plads til alle - med hjerterum og en hånd på vejen.
Broen, som yder en fremragende støtte til udsatte unge der har brug for en hånd til at fastholde gode og sunde fritidsinteresser.
Barnets Blå Hus, der giver uvurderlig hjælp og støtte til familier og børn i familier med alkohol eller stofmisbrug.
Foreningen Grønlandske Børn, som giver støtte til grønlandske børn og unge, så de bliver understøttet i stærke fællesskaber og god og tryg opvækst.
Ventilen, der støtter unge, som føler sig ensomme, gennem samtaleklubber og andre aktiviteter.
Frikirken International Church, som afholder aktiviteter, netværk og events for børn og unge.
Dansk Flygtningehjælp, der yder en vigtig indsats for udsatte mennesker i en verden med krig, konflikter, hvor sult og sociale problemer stiger.
Læger Uden Grænser, som er der, hvor andre har givet op, bl.a. i den aktuelle krig i Ukraine.

Kontakt

Klima og Miljø

Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 50

Skriv til os

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang