Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Fortsat rekordmange jobs i Aalborg

Fortsat rekordmange jobs i Aalborg

Analyse viser, at der ved udgangen af 3. kvartal 2023 er i alt 118.194 lønmodtagere i Aalborg Kommune, hvilket er ny rekord. Det er samtidig en stigning på 1.462 jobs i forhold til samme kvartal året før.

1.462 nye jobs

Ny analyse fra BusinessAalborg ser på udviklingen af jobs i Aalborg Kommune fra 3. kvartal 2022 til 3. kvartal 2023. Det er de seneste beskæftigelsestal fra Danmarks Statisk, som denne analyse er baseret på. 

Antallet af lønmodtagere beskæftiget på virksomheder i Aalborg faldt fra 2008 til 2011, hvorefter beskæftigelsen har været stigende med undtagelse af 2020, hvor der var nedgang i beskæftigelsen grundet COVID-19. I perioden 2020 til 2023 har antallet af jobs igen været stigende.

Ved udgangen af 3. kvartal 2022 var der 116.732 beskæftigede lønmodtagere på virksomheder i Aalborg.

Ved udgangen af 3. kvartal 2023 er der 118.194 beskæftigede lønmodtagere, hvilket er en vækst på 1.462 job sammenlignet med året før. Der har aldrig tidligere været så høj beskæftigelse i Aalborg Kommune. 

Figuren opsummerer jobvækst fra 3. kvartal 2008 til 3. kvartal 2023. Der er figurforklaring i selve webteksten til højtlæsning.  

Figur: Jobudvikling 2008-2023 3. kvartal 

Jobvækst og -tab fordelt på brancher

Otte ud af i alt 16 brancher har haft vækst i antallet af jobs i perioden 3. kvartal 2022 til 3. kvartal 2023. Den største vækst er sket inden for Offentlig administration, forsvar og politi, hvor stigningen er på 583 jobs. Dette svarer til jobvækst på otte procent.

Videnservice har stort set haft en jobvækst af samme størrelse - 571 flere jobs, svarende til vækst på 9,6 procent. Industri har haft en vækst på 418 jobs. 

Bygge og anlæg har haft den største tilbagegang med 278 færre jobs, mens brancherne Undervisning, Hotel og restaturanter har haft en tilbagegang på henholdsvis 154 og 153 færre jobs. 

Figuren viser jobvækst og jobtab fordelt på brancher i løbet af det seneste år. Der er figurforklaring i selve webteksten til højtlæsning.  

Figur: De 1.462 nye jobs fra 2. kvartal 2022 til 2. kvartal 2023 fordelt på brancher

Den private sektor skaber flest jobs

Den største del af den samlede jobvækst på 1.462 jobs er sket i den private sektor. I alt 882 flere personer er ansat i den private sektor i 3. kvartal 2023 sammenlignet med samme kvartal året før.

I den offentlige sektor er der 581 flere ansatte i 3. kvartal 2023 end i samme kvartal året før.

Figuren viser, hvordan de nye jobs er fordelt på den private og den offentlige sektor. Der er figurforklaring i selve webteksten til højtlæsning.  

Figur: Sådan fordeler de nye jobs sig på den private og den offentlige sektor

Samlet antal jobs fordelt på brancher

Sundhed og socialvæsen er den største branche i Aalborg med 23.850 ansatte ved udgangen af 3. kvartal 2023. Dermed er hvert femte job i Aalborg inden for denne branche. Branchen indeholder ansatte inden for den offentlige sektor såvel som den private sektor.

Den næststørste branche er Handel med 17.701 ansatte. Herefter følger Industri og Undervisning med henholdsvis 13.422 og 10.341 ansatte. Undervisning indeholder også jobs både i den private og i den offentlige sektor.

Figuren viser, hvordan de i alt 118.194 jobs er fordelt på brancher. Der er figurforklaring i selve webteksten til højtlæsning.  

Figur: De 118.194 jobs fordeler sig over ovenstående brancher

Jobvækst i Aalborg er højere end landsgennemsnittet

De 1.462 nye jobs i Aalborg fra 3. kvartal 2022 til 3. kvartal 2023 svarer til en stigning på 1,3 procent. Aalborg har dermed haft en større procentvis jobvækst end Esbjerg, Randers og Odense, samt en mindre procentvis jobvækst end København og Aarhus.

København har med 2,7 procent haft den største procentvise jobvækst blandt storbyerne, mens Aarhus har haft en jobvækst på 2,1 procent. Randers har haft en jobvækst på 1,1 procent, mens Randers og Odense har haft jobmæssig tilbagegang på henholdsvis –0,3 procent og –0,6 procent.

I hele landet er antallet af jobs steget med 1,2 procent fra 3. kvartal 2022 til 3. kvartal 2023.

Figuren viser jobvækst i Danmarks største byer samt landsgennemsnittet. Der er figurforklaring i selve webteksten til højtlæsning.  

Figur: Jobvækst i Danmarks største kommuner samt landsgennemsnittet

Nysgerrig på flere detaljer?

Denne analyse er en del af BusinessAalborgs BEDREOverblik analyser. BusinessAalborg er erhvervsafdelingen i Aalborg Kommune, som blandt andet tager pulsen på erhvervsudviklingen i Aalborg og Nordjylland og ser på udviklingen i brancher, beskæftigelse, CVR-numre, befolkning og meget mere. 

Har du spørgsmål til analysen, er du altid velkommen til at kontakte os. Få tilsendt analysen som PDF ved at skrive til business@aalborg.dk

Tilmeld nyhedsbrevet BEDREOverblik

Er du interesseret i erhvervsudviklingen i Aalborg Kommune? Hold dig opdateret på services, events og nøgletal samtidig med, at du får inspiration fra andre spændende Aalborg-virksomheder.

Bag nyhedsbrevet til virksomheder står BusinessAalborg, som er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling. Nyhedsbrevet udkommer en gang om måneden. 

Få BEDREOverblik direkte i din indbakke

Kontakt

BusinessAalborg

Boulevarden 13, 2. sal 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 15 70

Skriv til os

Åbningstider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang