Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Erhvervsdirektørens første år: Stor opbakning og en stejl læringskurve

Erhvervsdirektørens første år: Stor opbakning og en stejl læringskurve

Vi har sat Mette Bugge i stævne til en snak om sit første år som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune. Et år præget af både overraskelser og udfordringer men også et år fyldt med masser af opbakning.

”Sikke et år. Jeg kan næsten ikke forstå, at vi allerede skriver januar 2024. Det føles, som om både min hjerne og mit netværk er vokset som aldrig før. Det har været overvældende men også virkelig skønt at blive så godt modtaget af såvel egne medarbejdere, kolleger i Aalborg Kommune som af erhvervslivet generelt”. 

Sådan indleder Mette vores snak om sit første år i direktørstolen.

Med jobbet som erhvervsdirektør følger både et stort ansvar og en bred spændvidde for at sikre, at Aalborg er et godt sted at starte, drive og udvikle virksomhed.   

”Ansvaret er stort, og det samme har opbakningen været. Det har givet både et forventningspres og en ansvarsfølelse, som jeg gør mit ypperste for at leve op til. Jeg sætter stor pris på muligheden for indflydelse og oplever en høj grad af lydhørhed, hvor jeg helt naturligt får mulighed for at bringe mine synspunkter i spil både internt i Aalborg Kommune og i erhvervslivet”, fortæller Mette og fortsætter: 

”Jeg har i mange år været selvstændig erhvervsdrivende som konsulent inden for blandt andet ledelse og strategi. Der er ingen tvivl om, at det, at jeg har været vant til at begå mig og sætte mig ind i mange forskellige brancher og generelt er en people-person gør, at jeg har kunnet aktivere latent viden og bruge den på nye måder. Samtidig har jeg haft et godt fundament til at forstå og sætte mig ind i nye sammenhænge”. 

Vigtigt at være bindeled

Som chef for BusinessAalborg fremhæver Mette især vigtigheden af at være bindeled. 

”Det at være bindeled mellem mennesker, viden og kompetencer er altafgørende. Det kan være at knytte nye forbindelser mellem eksempelvis enkeltpersoner, virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner. Det kan være at bidrage til at accelerere den rejse, som en virksomhed er på. Aalborg har et kæmpe potentiale, som vi er med til at forløse. Her kan vi sætte ind med faglig sparring inden for digitalisering, internationalisering og den grønne omstilling med videre”. 

En erhvervsstrategi der sætter spor

”Kodeordet for mit første år har været at arbejde med samspillet på tværs. Jeg virkelig stolt af hele samspillet omkring Aalborg Kommunes erhvervsstrategi, som blev enstemmigt vedtaget af Aalborg Byråd nærmest samtidig med, at jeg begyndte som erhvervsdirektør. Jeg har derfor ikke været med til at udarbejde strategien men har fornøjelsen at arbejde med såvel eksekvering som ejerskab", fortæller Mette og fortsætter: 

”Det er enormt givende at være ansigtet på erhvervsstrategien, at gøre den konkret og vise, hvordan vi arbejder med erhvervsudvikling. Jeg oplever, at vi har fået skabt en vigtig dialog og en høj grad af involvering således, at udviklingen af erhvervslivet og etablering af nye arbejdspladser bliver en fælles opgave”.  

Læringskurven som aldrig topper

Adspurgt om de største udfordringer i sit første år som erhvervsdirektør sætter Mette lidt flere ord på den store omvæltning, det har været at gå fra at drive selvstændig konsulentvirksomhed til at være erhvervsdirektør i landets tredje største kommune:

”Det har været en meget stejl læringskurve. En nye verden, som jeg har skullet sætte mig ind i. Som leder og som menneske har jeg brugt meget tid på at skabe overblik over både baggrund og historik for tidligere beslutninger samt forholde mig til nogle af de nye beslutninger, som skulle træffes. Det med at prioritere egen tid til fordybelse i en kompleks verden, hvor der hele tiden er stor efterspørgsel på mig, det har jeg skulle træne balancen i”.

I det hele taget er balance noget, som fylder meget i Mette liv:

Jeg er erhvervsdirektør i Aalborg Kommune, og samtidig er jeg chef for 45 medarbejdere i BusinessAalborg. Det er vigtigt for mig at finde balancen mellem at ville være noget for egne medarbejdere og ville være noget for erhvervslivet 

Mette Bugge, erhvervsdirektør

At byde velkommen til Aalborg

”I september havde jeg fornøjelsen at være på scenen til BusinessAalborgs Morgenbriefing, hvor vi samlede omkring 1.000 erhvervsfolk fra Aalborg og Nordjylland til en stemningsfyldt morgen fyldt med inspiration og netværk. Det gør mig stolt at være en del af en kommune, hvor det er tydeligt at mærke sammenholdet og stoltheden af den historik og det potentiale, som Aalborg har”. 

I november var Aalborg vært for EU-Kommissionens CCUS Forum, hvor 450 dedikerede deltagere fra omkring 30 lande besøgte Aalborg for at sætte fokus på grøn omstilling gennem CO2 fangst, lagring og anvendelse. 

”Jeg var med til receptionen, hvor vi som by tog imod alle de internationale gæster. Mange af dem var i Aalborg for første gang i deres liv. Det var en stor fornøjelse at opleve deres begejstring og nysgerrighed på, hvad Aalborg er for en størrelse”, fortæller Mette. 

I det hele taget af det med værtskaber et hjertebarn for hende:

Det er vigtigt, at vi som kommune er gode værter for erhvervslivet. Det kan være i forbindelse med erhvervsarrangementer men også, når virksomheder med base her får besøg udefra. Vi vil gerne være med til at skabe de gode oplevelser og forbindelser, slutter hun”.  

Kontakt

BusinessAalborg

Boulevarden 13, 2. sal 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 15 70

Skriv til os

Åbningstider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang