Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Aalborg vil have flere børn ud i naturen

Aalborg vil have flere børn ud i naturen

Aalborg Kommune er sammen med fire andre kommuner udvalgt som fyrtårnskommuner af Friluftsrådet og DIF til de kommende Friluftspavilloner. Nordea-fonden støtter indsatsen, der skal få flere børn i byerne ud i naturen både i institutionerne, i skolerne og i fritiden.

Aalborg Kommune vil med midlerne fra landsdækkende projekt bygge en grøn friluftspavillon ved den bynære skov Kongshøj Skov i den sydlige del af Aalborg. Målet er at skabe en indgang til naturen, specielt for børnene.
Pavillonen bliver porten fra byen til skoven og det naturlige udgangspunkt for aktiviteter i skoven. I nærheden er der både skole, institution, idrætsforening og boligområder. Projektet bliver således et mødested for mange aktører, der introducerer børn og unge for outdoor og friluftsliv.

”Jeg er glad for at vi med midlerne fra Nordea-fonden, kan etablere et samlingspunkt tæt på den smukke og bynære Kongshøj Skov. Vi ved at tid i naturen og gerne sammen med andre er godt for sundheden og ikke mindst vores trivsel. Det gælder også den yngste del af befolkningen, vores børn, som vi også gerne skal have lært herlighederne ved naturen i en stadig mere digitaliseret verden. Jeg glæder mig til at følge projektet og forhåbentlig se endnu flere glade børn og unge i og omkring Kongshøj Skov på sigt, siger Jes Lunde”, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Danske børn og unge er langt mindre i naturen end tidligere generationer. Det gør sig i høj grad gældende for børn i byerne, der har længere til større naturområder.
Det vil Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund (DIF) med støtte fra Nordea-fonden lave om på, og nu er der udvalgt fem kommuner, der skal oprette Friluftspavilloner i den bynære natur. Det er Kolding, Høje Taastrup, Aalborg, Roskilde og Holbæk.

Pavillon kan styrke sammenholdet og skabe mere liv

En af de foreninger, der glæder sig til den nye friluftspavillon i Aalborg er Aalborg Mountainbikeklub, som ser store muligheder i et fast mødested:

”Jeg ser en stor fordel i, at vi med pavillonen har et samlet sted at mødes før og efter træning. Vi har en del børn og unge, der er medlemmer i klubben – faktisk helt ned til 6-års alderen-  og når børnene træner i skoven, så vil der være plads til at forældrene kan sidde og vente under tag. Vi håber på at det generelt kan styrke det sociale og sammenholdet på tværs af klubben. Nu kan vi samles og komme ind og sidde sammen efter en træning - også selvom der er dårligt vejr. Det glæder mig også, at det er en bred brugergruppe der får adgang og gavn af pavillonen. Det betyder jo at faciliteten har en bred åbningstid, og skaber liv rundt omkring skoven og forhåbentlig lokke endnu flere derud. Jeg tror på det kan gøre skoven og naturen mere attraktiv”, Esben Gammelgaard Schytte, initiativtager og bestyrelsesmedlem i Aalborg Mountainbikeklub

Udover Mountainbikeklubben er Gug Samråd, Visse Borgerforening, Gug og Visse FDF, Gug Skole og DUS og Aalborg Ungdomsskole med i udviklingen af projektet. Friluftspavillonen skal først og fremmest være en offentlig tilgængelig facilitet, som skal gøre det enklere for foreninger at afvikle børneaktiviteter i skoven, at lave Udeskole og DUS-aktiviteter, og for børnefamilier at bruge skoven.

Det endelige indhold og udseende skal udvikles i de kommende måneder i et samarbejde mellem brugergrupperne, Aalborg Kommune, DIF og Friluftsrådet.  

En stor del af formålet med etableringen af de fem friluftspavilloner landet over er at høste viden om deres effekt. Derfor er målgrupperne, indretningen og placeringerne af dem også forskellige i de fem byer.

Målet er at friluftspavillionerne skal stå færdig senest i sommeren 2026.

Kontakt

Fritid og Landdistrikt

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 41 62

Skriv til os

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang