Vores input er med til at hjælpe andre unge
Sofia og Caroline, der begge går i 9. klasse på Gl. Hasseris skole, deltager i alle SSP møder på skolen. Pigerne oplever, at deres viden bliver taget alvorligt og er med til at skabe mere åbenhed og tryghed for andre unge.
”Vi har altid noget med til SSP-mødet. Enten noget, som vi ved er et problem for børn og unge på vores skole eller i vores område – eller noget, vi selv har undersøgt.”
Sofia er i gang med at fortælle, hvordan hun og veninden Caroline, der går i en parallelklasse på 9. årgang på Gammel Hasseris Skole i Aalborg, forbereder sig til SSP-møderne på deres skole.
Møderne mellem SSP-konsulent, politi, skole og områdets fritidscenter og ungdomsklub har fundet sted gennem mange år, cirka hvert kvartal. Med voksne deltagere. Men sidste år tog Aalborg Kommune et nyt skridt: Dem, som møderne handler om – børnene og de unge – skal også være repræsenteret ved møderne.
Når man har mødt Sofia og Caroline, tænker man: Hvorfor har ingen gjort det noget før?
Hvad er vigtigt for unge?
Det betyder meget for pigerne, at de kan være med til standse en negativ udvikling for andre unge.
”Vi kan hjælpe ved at fortælle, hvad vi tænker er vigtigt for unge – og hvordan man måske kan forebygge, at unge bliver kriminelle i en ung alder eller begynder på noget, der er mega dumt eller usundt.”
Pigerne får også nyttig viden på mødet.
”Vi får gode råd fra politiet og de andre voksne om, hvad vi selv kan gøre – som unge – for at stoppe nogle dårlige ting. Vi kan hjælpe med viden om ungelivet, og de kan hjælpe os med forslag til, hvordan vi kan gøre noget aktivt – sammen med andre unge. Hvis der er noget, vi gerne vil ændre.”
Hvad siger kammeraterne?
De unge er kun er med til en lille del af mødet, og aldrig når der drøftes personhenførbare sager og episoder. Kan de to piger alligevel være bange for blive set som nogle, der sladrer?
”Det har jeg tænkt meget over,” siger Caroline. ”Men jeg er nået frem til, at det er en hjælp for alle, at vi er med til at tale om generelle problemer. Og det er altid generelt. Vi kaster aldrig nogen under bussen – men er der for at hjælpe.”
Sofia supplerer:
”Jeg har aldrig fået spørgsmål om, hvad vi fortæller på møderne – jeg har kun følt, at de andre på skolen er glade for, at nogle melder tingene ind. Så det ikke bliver tys tys og bliver til noget, som gør folk utrygge.”
Egne undersøgelser
Sofia og Caroline har lavet to spørgeskemaundersøgelser blandt udskolingseleverne for at blive klogere på kammeraternes oplevelser med for eksempel rusmidler, sociale medier og mobning. De var rundt i alle klasser for at opfordre til at medvirke – og give ærlige svar.
”Vi fortalte, at deres svar ville være helt anonyme men at de var vigtige, for at vi kan få en viden om, hvor problemerne er størst. Vi fik rigtig mange ærlige svar – og det tror vi var fordi, at vi spørger ung til ung. Det giver en anden tillid, at det er fra elev til elev – at vi er en af dem.”
Resultaterne viste blandt andet, at mere end halvdelen har følt sig presset til at gøre noget, de ikke har haft lyst til.
”Vi har også været rundt i mange klasser og fortælle om svarene, og det har givet gode snakke på vores skole om, hvordan det egentlig er at være ung. At så man kan føle sig presset – og at man ikke er den eneste, der har det sådan. Det bliver noget, der kan tales om – at vi skal turde sige fra – i stedet for at være et tabu,” lyder det fra de to piger.
Det vigtige i de unges liv
Sean Kollerup Revill deltager som SSP-konsulent i møderne på Gammel Hasseris Skole. Han oplever, at Sofia og Caroline bidrager med vigtige og brugbare guldkorn omkring det, der er vigtigt i de unges liv.
Som eksempel nævner han digitale medier.
”Her kan de unge virkelig hjælpe os med input og konkret viden om, hvordan medierne bliver brugt, og hvad vi skal være opmærksomme på. Vi bliver klogere på, hvordan vi kan udvikle de indsatser, der er rettet mod digitale medier,” siger Sean.
Fagpersonerne omkring bordet spørger også de unge om, hvad der fungerer godt i deres hverdag, og hvad de kunne ønske sig mere af?
”Her kan vi for eksempel snakke om de lokale klubtilbud. Har de forslag til, hvordan de kan blive endnu mere attraktive for unge i deres alder? Sofias og Carolines og andre unges perspektiver giver os bedre muligheder for at bidrage til, at de får så godt et ungeliv som muligt,” siger Sean.
Udløber af Børnevenlig Kommune
Beslutningen om at invitere elever med til SSP-møder er en udløber af Aalborg Kommunes status som UNICEF Børnevenlig Kommune. En status, der forpligter til at give børn og unge medindflydelse på forhold, der vedrører deres eget liv.
Ikke for at please børnene og de unge, men fordi inddragelse af deres stemmer giver bedre beslutninger.
Sofia og Caroline oplever også, at de gør noget godt for samfundet.
”Vi føler os som en del af noget større, når vi har noget at skulle have sagt. Så det med at give børn og unge en stemme – det gør virkelig noget godt for identitetsudviklingen. Vi bliver regnet som nogle, der har en rolle i det her samfund – og ikke bare er her, for at være her.”