Martin Rune Hoxer, erhvervsdirektør
start på hovedindhold

Jobrekord i Aalborg

Aalborg har nået et historisk højt niveau for beskæftigelse. Ved udgangen af 2025 var der 123.199 lønmodtagere ansat på virksomheder i kommunen, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Nyhed
Martin Rune Hoxer, erhvervsdirektør

Ny analyse viser, at der er skabt 2.566 nye jobs i perioden 4. kvartal 2024 til 4. kvartal 2025. Udviklingen bekræfter en længerevarende tendens med stigende beskæftigelse i Aalborg, dog med enkelte udsving undervejs.

”Ser vi på udviklingen over tid, har Aalborg haft en stabil vækst i beskæftigelsen. Det vidner om et arbejdsmarked, der er både robust og i løbende udvikling,” forklarer Martin Rune Hoxer, erhvervsdirektør i Aalborg Kommune.

”Det er positivt, at Aalborg igen sætter rekord. Det viser, at virksomhederne i Aalborg samlet set står stærkt og fortsat skaber arbejdspladser.”

- Martin Rune Hoxer, erhvervsdirektør i Aalborg Kommune

Aalborg ligger over landsgennemsnittet

Fra 4. kvartal 2024 til 4. kvartal 2025 er der skabt 2.566 flere jobs i Aalborg, svarende til en stigning på 2,1 procent. Det er højere end landsgennemsnittet på 1,3 procent.

Blandt de store kommuner er det kun Aarhus, der har haft en højere vækst, nemlig 2,5 procent. De andre store kommuner har haft lavere vækst, mens Randers og Esbjerg har oplevet tilbagegang.

Det understreger, at Aalborg fortsat har en stærk position på det danske arbejdsmarked.

Udvikling i antal lønmodtagere på virksomheder i området  4. kvartal 2024 - 4. kvartal 2025

Vækst i de fleste brancher

I perioden 4. kvartal 2024 til 4. kvartal 2025 har der været jobvækst i 13 ud af 16 brancher.

Den største fremgang er sket i:

  • Rejsebureauer, rengøring og anden operationel service (+707 jobs)
  • Sundhed og socialvæsen (+563 jobs)
  • Handel (+402 jobs)
  • Information og kommunikation (+369 jobs)

Sundhed og socialvæsen er fortsat den største branche i Aalborg med i alt 24.309 ansatte. Det svarer til næsten hvert femte job.

Jobvæksten er fordelt på både private og offentlige arbejdspladser.

Den private sektor står for størstedelen af fremgangen med 1.773 flere jobs, mens den offentlige sektor har haft en stigning på 820 jobs.

I alt var der ved udgangen af 2025 81.277 jobs i private virksomheder og 41.922 jobs i den offentlige sektor i Aalborg.

Enkelte brancher med tilbagegang

Samtidig har nogle brancher haft et fald i antallet af jobs.

Det største fald er i Bygge og anlæg, som har mistet 294 jobs det seneste år. Derudover har Kultur og fritid samt Finansiering og forsikring haft mindre tilbagegange.

Udvikling i antal lønmodtagere på virksomheder i Aalborg fordelt efter branche 4. kvartal 2024- 4. kvartal 2025

Mange arbejder også dér, hvor de bor

Analysen viser, at 73 procent af de ansatte på virksomheder i Aalborg også bor i kommunen. 21 procent bor i andre nordjyske kommuner, mens seks procent bor uden for regionen eller i udlandet.

Fordelingen har været stabil over tid og viser, at Aalborg både er arbejdsplads for mange aalborgensere og et regionalt arbejdsmarked.

Et arbejdsmarked i udvikling

Samlet set tegner analysen et billede af et arbejdsmarked i vækst, hvor beskæftigelsen er på det højeste niveau nogensinde.

”Det er en udvikling, vi kan glæde os over. Aalborg har over tid skabt en solid beskæftigelsesvækst, og det afspejler et arbejdsmarked med både styrke og dynamik. Samtidig er det et arbejdsmarked i bevægelse, hvor udviklingen sker på tværs af mange forskellige brancher, og hvor der også i nogle brancher er udfordringer med at finde den nødvendige arbejdskraft,” slutter erhvervsdirektøren.

 

Dyk ned i hele analysen for flere detaljer