start på hovedindhold

Høring i forbindelse med § 25-tilladelse til geotermisk varmeanlæg på Industrivej 12G, 9280 Storvorde

Høring i henhold til miljøvurderingslovens § 35, stk. 3 i forbindelse med udarbejdelse af tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til etablering af et geotermisk varmeanlæg på Industrivej 12G, 9280 Storvorde.

Miljø, natur og klima
Type

Høring

Område

9280 Storvorde

Høringsfrist
Offentliggjort
Type

Høring

Område

9280 Storvorde

Høringsfrist

26. juni 2026

Offentliggjort

27. maj 2026

Information

I henhold til miljøvurderingslovens § 35, stk. 3 foretager Aalborg Kommune, Teknik og Miljø hermed offentlig høring i forbindelse med udarbejdelse af tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til etablering af et geotermisk varmeanlæg på Industrivej 12G, 9280 Storvorde.

Kort projektbeskrivelse:

Virksomheden Green Therma ApS ønsker at opføre et geotermisk varmeanlæg til produktion af fjernvarme. Anlægget placeres i udkanten af Storvorde på et areal, der i henhold til kommuneplan 8.1.H1 er udlagt til let erhvervsområde. Projektområdet er tæt ved eksisterende fjernvarmeledning. Som en del af anlægget skal der foretages en 4-5 kilometer dyb boring med en vandret boret sektion på 2-3 kilometer, hvori der etableres en lukket brønd. Anlægget fungerer ved at sende vand fra et produktionsanlæg på overfladen ned i jorden. Temperaturen stiger med 30 °C for hver kilometer, man bevæger sig fra jordoverfladen ned i undergrunden. Det vil sige, at bjergarterne omkring den vandrette sektion af boringen er mellem 120 og 150 °C. Dette udnyttes til at opvarme vandet, som transporteres tilbage til overfladen gennem et isoleret rør. Det isolerede rør er en patenteret opfindelse, som Green Therma har døbt DualVacTM. Det vand, der når overfladen vil derfor have en temperatur, der gør det direkte anvendeligt i fjernvarmeforsyningen. Den samlede løsning har Green Therma døbt Heat4EverTM.

Vurdering: 

Aalborg Kommune vurderer, at projektet kan etableres uden uacceptable påvirkninger af mennesker, miljøet, samfundet mv., hvis rammerne for projektet som beskrevet i miljøkonsekvensrapporten, og vilkårene for tilladelsen overholdes. Vurderingen er foretaget på baggrund af den vedhæftede miljøkonsekvensrapport, de indbyggede projektforudsætninger, samt de i den vedhæftede tilladelse stillede vilkår.

I den vedhæftede miljøkonsekvensrapport fremgår forskellige projektforudsætninger, der medvirker til at mindske projektets påvirkninger af omgivelserne. Disse fremgår blandt andet af projektbeskrivelsen og støjredegørelsen, og omfatter bl.a. dokumentation af støjniveau ved mest støjbelastede boliger samt effekten af støjbegrænsende foranstaltninger herpå.

Der er i vurderingen af, at der kan meddeles tilladelse til projektet særligt lagt vægt på, at der i konsekvensrapporten er redegjort for en række støjdæmpende tiltag, virksomheden agter at foretage. Med disse tiltag påvirkes de nærmeste boliger erhvervsområdet langs Industrivej med støj på 49,7- 53,1 dB(A), de nærmeste boliger i boligområdet vest for boringspladsen med støj på 40,9-46,7 dB(A) og de nærmeste boliger i det åbne land med hhv. 44,3 og 41,1 dB(A). Der er dog samtidig redegjort for, at lydreduktionen fra en typisk ejendomsfacade vil være ca. 28 – 30 dB(A), såfremt vinduerne i facaden er lukkede. Grænseværdien for indendørs støj om natten er 23 dB(A) i åben og lav bebyggelse. Det vil sige, at man inden for rimeligheden vil kunne forvente denne grænseværdi overholdt ved udendørs støjniveauer på 51-53 dB(A). Der er samtidig også redegjort for, at grænseværdien for lavfrekvent støj om natten med de støjmitigerende tiltag kun vil være overskredet ved en enkelt bolig.

I alt har de i miljøkonsekvensrapporten beskrevne støjbegrænsende tiltag en støjreducerende effekt på ca. 5 dB(A) bredspektret støj og 3-6 dB(A) lavfrekvent støj ved de mest støjbelastede boliger. Der er samtidig redegjort for, at det ikke er muligt at støjisolere topdrevet.

Der er desuden lagt vægt på, at boringen er midlertidig og at støjgenerne herfra derfor er reversible.

Tilladelsen meddeles på baggrund af de vilkår, der fremgår af den vedhæfttede afgørelse. Afgørelsen træffes i henhold til miljøvurderingslovens § 25.

Afgørelsen omfatter anlæg og arbejder for det samlede projekt på matrikel 23i & 50a, Storvorde By, Storvorde.

Det er en forudsætning for tilladelsen, at Green Therma og evt. underentreprenører etablerer og drifter anlægsarbejdet og det færdige anlæg inden for de fysiske og miljømæssige rammer og forudsætninger, der fremgår af miljøkonsekvensrapporten. Herunder skal de projektindbyggede forudsætninger, der er anført i rapporten, etableres, ligesom vilkårene i nærværende tilladelse skal overholdes.

Høring:

I henhold til miljøvurderingslovens § 35, stk. 3 skal offentligheden, berørte myndigheder og berørte stater ved en høring gives muligheden for at afgive kommentarer og stille spørgsmål, før der træffes afgørelse om tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25.

Aalborg Kommune, Teknik og Miljø sender derfor hermed udkast til tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 samt kopi af den udarbejdede miljøkonsekvensrapport i offentlig høring.

Eventuelle bemærkninger skal sendes indgives i høringsportalen ved at udfylde formularen nedenfor.

Indsend høringssvar

Du kan tilføje op til 2.600 tegn. Upload dokument, hvis du vil indsende et længere høringssvar.0/2600
Ingen fil valgt.
Hvem svarer du som? *

De oplysninger, du giver os, når du udfylder og sender formularen, behandler vi med henblik på kommunens udøvelse af myndighed og inddragelse af dig som borger. Vi behandler dine oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

Læs om dine rettigheder efter GDPR, og hvordan vi generelt behandler personoplysninger