Tre påbud til Fremtidens Plejehjem fra Ældretilsyn Nord
NyhedÆldretilsyn Nord har udstedt tre påbud til Fremtidens Plejehjem i Aalborg Kommune om at sikre kvalitet i helhedsplejen.

Ældretilsyn Nord gennemførte den 29. juni 2026 et tilsynsbesøg på Fremtidens Plejehjem. Tilsynet omfattede blandt andet interviews og samtaler med borgere, pårørende, medarbejdere og ledelse samt observationer af plejen. På baggrund af tilsynet har Ældretilsyn Nord udstedt tre påbud om, at Fremtidens Plejehjem skal sikre kvalitet i helhedsplejen. Påbuddene skal være opfyldt senest den 11. januar 2027, hvorefter Ældretilsynet vil følge op.
De tre påbud
Ældretilsynet vurderer, at kvaliteten på Fremtidens Plejehjem er kritisk på tre områder, fordi flere markører ikke er opfyldt under temaerne "den ældres selvbestemmelse", "tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse" og "et tæt samspil med de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund".
Tilsynet peger blandt andet på for mange forskellige medarbejdere, manglende sammenhæng i hjælpen, utilstrækkelig systematik i arbejdet med borgernes ønsker og behov, manglende faglig tillid mellem nogle medarbejdere, utilstrækkelige rammer for tværfaglig koordinering og faglig sparring samt manglende systematik i inddragelsen af pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
Situationen er alvorlig
"Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med, at forholdene på et af vores plejehjem ikke er i orden. Situationen på Fremtidens Plejehjem er alvorlig, og vi arbejder intensivt med at rette op på de forhold, som Ældretilsynet har kritiseret", siger ældre- og sundhedschef Henrik Ravn.
Han fortæller, at der er lagt en handleplan for, hvordan kvaliteten og tilliden kan rettes op på plejehjemmet:
"Som noget af det første åbnede vi en direkte linje til forvaltningen for beboere og pårørende for at blive klogere på deres hverdag og oplevelser på plejehjemmet. Vi har fået mange henvendelser med både ris, ros og konstruktive forslag. Det er vi meget glade for, og de indgår alle i det videre arbejde med at rette op på kvaliteten på Fremtidens Plejehjem", siger Henrik Ravn.
Aalborg Kommune modtager også råd og vejledning fra Ældretilsyn Nord i arbejdet med at forbedre kvaliteten på Fremtidens Plejehjem.
Fremtidens Plejehjem
Fremtidens Plejehjem ligger i Nørresundby på kanten af Limfjorden. Plejehjemmet har plads til 75 beboere. I øjeblikket har Fremtidens Plejehjem midlertidigt stop for indflytning af nye beboere som følge af et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som blev udstedt den 14. august.