start på hovedindhold

Torvefest på Grønlands Torv byder på gratis oplevelser for hele familien

Nyhed

Torsdag den 10. september kl. 15-19 inviteres alle til en festlig eftermiddag på Grønlands Torv, når der igen afholdes Torvefest med aktiviteter, musik, fællesskab og oplevelser for både børn, unge, voksne og ældre.

Foto fra tidligere Torvefest

Torvefesten er en fejring af lokalsamfundet i Aalborg SØ, hvor beboere, foreninger, boligorganisationer og Aalborg Kommune sammen skaber en dag fyldt med liv og fællesskab. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Sjov for børnene

Der er masser af oplevelser for de yngste gæster. Børnene kan blandt andet boltre sig i hoppeborgen, møde en rigtig politibetjent og komme helt tæt på en politibil.

Aalborg Bibliotekerne deltager med bogbilen, som er fyldt med spændende bøger, materialer og sjove aktiviteter for børn og familier. Børnene kan også prøve lykken med flødebollekast, få flot ansigtsmaling, og deltage i mange andre aktiviteter og konkurrencer.

Musik, loppefund og lokale tilbud

Torvefesten åbnes officielt kl. 15 af rådmand Peter Larsen fra Job og Velfærd i Aalborg Kommune. Derefter kan gæsterne nyde indslag med sang og musik fra lokale børn og unge.

Aalborggarden sørger kl. 17.30 for festlige toner og god stemning.

Besøgende kan også gå på opdagelse blandt de mange loppestande, hvor der er mulighed for at gøre et godt køb og finde spændende genbrugsskatte.

Samtidig giver dagen mulighed for at møde en række lokale foreninger og organisationer, som præsenterer aktiviteter og tilbud i lokalområdet. Her kan man blandt andet få information om sundhed, beskæftigelse, fritidsaktiviteter og fællesskaber for både børn, unge, voksne og seniorer.

En dag, der samler bydelen

Torvefesten handler først og fremmest om at mødes på tværs af alder, kultur og baggrund.

"Området omkring Grønlands Torv har store kvaliteter og et stort potentiale. Torvefesten viser noget af det bedste ved bydelen: engagementet, fællesskabet, lokale foreninger og aktiviteter - og særligt de mange mennesker, der hver dag bidrager til, at det er et område, hvor rigtig mange er glade for at bo." siger rådmand Peter Larsen.

Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi Grønlands Torv torsdag den 10. september kl. 15-19.

Arrangementet gennemføres i samarbejde mellem lokale boligorganisationer, Aalborg Kommune, erhvervsdrivende på Grønlands Torv, frivillige foreninger og områdets beboere.