Tillykke, du har fået en teenager… og en ny nikotinudfordring
PressemeddelelseVed du, hvilke nikotinprodukter der findes blandt unge i dag? Og ved du, hvad der er i dem? Hovedbiblioteket i Aalborg danner i en foredragsserie ramme om aktuelle sundheds- og trivselsudfordringer blandt unge i Danmark. Første tema er nikotin ved et event den 30. april.

Antallet af rygere i Danmark er nedadgående, og har været det i flere år. Men den seneste Ungeprofilundersøgelse i Aalborg viser desværre, at 28 procent af de unge mellem 15 og 30 år stadig bruger et tobaks- eller andet nikotinprodukt. Massevis af nye nikotinprodukter er kommet på markedet, og vi mangler meget viden om de fleste af dem. Men vi ved, at nikotin er stærkt afhængighedsskabende.
Derfor afholder Hovedbiblioteket sammen med Fælles om Ungelivet i Aalborg Kommune et nikotin-event den 30. april kl. 17.00-19.00. Målet er at klæde både unge og deres forældre bedre på til at forstå, hvad nikotin gør ved især de unges hjerner, og hvilke produkter det er, de får nikotinen fra.
"Det er yderst bekymrende, at så mange unge dagligt bruger nikotinprodukter. Derfor er jeg glad for, at vi med denne aften på Hovedbiblioteket forsøger at kaste lys og fakta på, hvilke konsekvenser puff bars, vapes, e-cigaretter, snus og andre nikotinprodukter kan have for de unges hjerner - for det handler om langt mere end bare dårlig søvn.
De unge er meget velkomne, men vi håber i lige så høj grad at se forældrene, da vi ved, at de efterfølgende spiller en vigtig rolle i at åbne samtalen om emnet derhjemme,"
siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.
Programmet den 30. april på Hovedbiblioteket i Aalborg byder blandt andet på et teaterforedrag med skuespiller Thomas Milton. Han lover en anderledes aften, hvor især forældrene får noget at spejle sig i - kombineret med konkret viden, som kan tages med hjem og bruges i hverdagen.
Der bliver desuden mulighed for at møde og tale med Sund Ungs nikotinrådgivere, hvor man som bekymret forælder kan få gode råd og vejledning.
Program - 30. april kl. 17.00-19.00 på Hovedbiblioteket i Aalborg
- Velkomst v. Matias Gjerløv Hartmann, projektleder, Fælles om Ungelivet, Aalborg Kommune.
- Oplæg v. Thomas Milton.
- Oplæg v. Sund Ung, nikotinstoprådgivere, Aalborg Kommune.
- Spørgsmål fra salen.
- Tak for i dag.
Foredraget er gratis, men kræver tilmelding.
Bestil billetter her:
Tillykke, du har fået en teenager: En aften om nikotin - med oplæg fra Thomas Milton
En del af en ny arrangementsrække
Aftenen er en del af arrangementsrækken "Tillykke, du har fået en teenager", hvor "Fælles om Ungelivet" fra Aalborg Kommune i samarbejde med Aalborg Bibliotekerne inviterer forældre til unge ind på biblioteket for at tale om nogle af de svære emner, mange tumler med i teenageårene.
I januar var ludomani i fokus i samarbejde med Center for Ludomani, og i de kommende måneder er det planen at afholde lignende arrangementer om blandt andet søvn, skærme, mental sundhed og alkohol.
"Vi har gode erfaringer med at arrangere temaaftener på Hovedbiblioteket, hvor stemningen er uformel og afslappet. Målet er at give teenageforældre mere viden om de emner og problematikker, der fylder i ungdomslivet.
Udviklingen går stærkt i disse år, og det kan være svært at følge med som forælder. Med temaaftenerne vil vi gerne give forældrene mulighed for at stille spørgsmål til eksperter og få redskaber til at åbne samtaler derhjemme om udfordringer, som måske ikke eksisterede, da de selv var unge," siger Matias Gjerløv Hartmann, projektleder i "Fælles om Ungelivet" i Aalborg Kommune.
Tillykke, du har fået en teenager - temaer i 2026
- 30. april: Nikotin.
- Maj: Søvn.
- September: Alkohol(‑kultur).
- Oktober: Mental sundhed.
- November: Unges digitale liv.