start på hovedindhold

Sammen kan vi bo trygt

Tryg Aalborg: God Nabohjælp handler ikke længere kun om at forebygge indbrud. I dag handler det også om samfundssikkerhed og forebyggelse af svindel.

Nyhed
Bo Trygt - Nabohjælp

”Bo trygt arbejder for at skabe en kultur, hvor vi handler, før krisen rammer. Hvor vi taler sammen, før vandet stiger, og hjælper naboen med at gennemskue en falsk SMS, før skaden sker. Hvor vi kigger efter hinandens huse, forebygger indbrud og sikrer, at alle er okay, hvis strømmen går.” - Sådan lyder det på organisationens hjemmeside.

Netop ”Sammen kan vi bo trygt” er det nye mantra for samarbejdet bag Nabohjælp.

Det handler kort sagt ikke længere kun om at stå sammen mod indbrudstyvene. Det handler også om samfundssikkerhed og forebyggelse af svindel.

Derfor mødtes politikredse, kommuner, nabohjælpere, boligforeninger og repræsentanter fra erhvervslivet den 29. april til en faglig konference i DGI Byen i København.

Nordjyllands Politi deltog naturligvis også. Herfra havde Knud Rasmussen fra Det Kriminalpræventive Sekretariat i Nordjyllands Politi fået æren af at starte hele konferencen med en tale til deltagerne fra scenen i DGI-Byen. 

Knud Rasmussen holder tale på Bo Trygt konference

Knud Rasmussen, Nordjyllands Politi holder tale ved konferencens åbning. 

Herefter diskuterede deltagerne, hvordan man i lokale fællesskaber bedst kan skabe tryghed og sikre handlekraft, når krisen rammer – og delte gode erfaringer og fælles udfordringer.

”Før vi startede med Bo trygt-samarbejdet, var det manges opfattelse, at kriminalitetsforebyggelse alene var politiets ansvar og derfor en politiopgave. I dag oplever jeg, at det er blevet en fælles opgave og et fælles ansvar,” fortæller Knud Rasmussen. 

Chefpolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Nordjyllands Politi tilføjer:

”Det lokale ansvar og de gode relationer er rigtig vigtige, også når vi taler forebyggelse og samfundsberedskab. Det er ikke myndighederne, der skal eller kan bære alt. Så vi skal kigge på det nære og bygge videre på lokalrådene ude i kommunerne og andre stærke strukturer, der allerede findes. Måske kan vi fra politiets side være med til at sætte eksempelvis borgerråd i gang".

Derfor lyder der også en opfordring til at få taget snakken i grundejerforeningen, i din opgang, i din familie eller i dit netværk om, hvordan I kan hjælpe hinanden med at stå stærkere – for eksempel hvis strømmen går, hvis svindlere banker på dørene, eller hvis tyve huserer i området.

Vil du vide mere om Bo Trygt!

Bo trygt er en prioriteret indsats under Tryg Aalborg - læs mere her:

Bo Trygt - Tryg Aalborg