Psykisk sårbare voksne er frivillige for ældre på plejehjem
Hver anden torsdag mødes Socialaktivisterne med beboerne på Thomasminde. Sammen går de ture, spiller bowling og brætspil, synger og hygger sig.
Nyhed
Gåture, bowling, fællessang og brætspil er bare nogle af de aktiviteter, frivilliggruppen Socialaktivisterne laver sammen med de ældre på plejehjemmet Thomasminde. Det gør de altid om torsdagen i ulige uger, og det skaber glæde for både de frivillige og de ældre:
”Det er nogle rigtig hyggelige stunder, der opstår, når de frivillige besøger Thomasminde. Der skabes rum for gode snakke over aktiviteterne. En almindelig torsdag eftermiddag bliver pludseligt lidt mere begivenhedsrig,” fortæller Maria Winther Kristensen, koordinator i Aalborg FRI-TID, som står bag Socialaktivisterne.
Rumlighed er en kerneværdi i gruppen. Derfor er det vigtig for Aalborg FRI-TID at skabe et trygt frivilligfællesskab, hvor der er plads til forskellighed og udfordringer.
”Netop fordi vi tager afsted sammen som gruppe, så bliver det en fælles opgave og oplevelse. Det kan tage presset af den enkelte, og alle bidrager med det, de kan. Og samtidig kan de støtte hinanden. Der er også plads til, at den enkelte kan springe fra, hvis vedkommende har en dårlig dag - og stadig finde ro i, at de ældre alligevel får besøg af de andre i gruppen,” afslutter Maria.
Gruppen består af 4 frivillige, og det er vigtigt for gruppens medlemmer at de støtter hinanden i deres frivillige arbejde.
Vil du være en del af Socialaktivisterne?
Har du en psykisk sårbarhed, og vil du være en del af et trygt og hyggeligt fællesskab – hvor du gør en forskel for ældre, der sætter utrolig stor pris på dit selskab og din tid?
Så kontakt Maria fra Aalborg FRI-TID på: 2520 0027.