start på hovedindhold

Ny regulering skal sikre bedre udnyttelse af parkeringspladser i Øgadekvarteret

Pressemeddelelse

Ændringerne skal imødekomme noget af den kritik, der har været fra flere sider  
 

Foto parkering 2026.jpg

Der skal være mere fleksibilitet, når bilen skal parkeres i Øgadekvarteret. Derfor gennemføres der i perioden fra 4. maj til den 24. maj en række ændringer i måden, som parkeringen reguleres på i bydelen.  Beslutningen blev truffet af det daværende By- og Landskabsudvalg 11.december 2025. 

Ændringerne skal bl.a. sikre bedre dobbeltudnyttelse af parkeringspladserne. 1. april 2025 blev der nemlig indført reguleret parkering i Øgadekvarteret, hvilket bl.a. betød, at størstedelen af parkeringspladserne blev gjort tidsbegrænset i en time med mulighed for, at beboere og erhvervsdrivende kunne benytte parkeringslicens. Det har gjort det mindre fleksibelt at parkere for bl.a. beboere, gæster og erhvervsliv, og derfor sker der nu flere ændringer. 

  • En større del af de nuværende tidsbegrænsede p-pladser med mulighed for at benytte parkeringslicens ændres til betalingsparkering med fortsat mulighed for parkeringslicens - det sker for at imødekomme behovet for parkering i mere end en time for ikke-beboere. En parkeringslicensordning efter vejloven giver ret til tidsubegrænset parkering på udvalgte betalingspladser.  
  • Fremover vil borgere med en parkeringslicens kunne benytte flere parkeringspladser end i dag. Der gives mulighed for at bruge parkeringslicens på eksisterende betalingspladser i grøn takstzone på Sønderbro, Fyensgade, Vendsysselgade og ved Østerport - det skal øge dobbeltudnyttelse og hjælpe beboere i disse gader, der ikke kan parkere tæt på deres bolig i dag. 
  • Hvis man har årskort eller månedskort vil man fremover også kunne benytte alle betalingspladser i Vendsysselgade samt Bornholmsgade syd for Sjællandsgade. 
  • Tidsbegrænset parkering uden mulighed for parkeringslicens fastholdes i områder med butikker og erhverv. Desuden kommer flere til, da nogle af betalingspladserne i Fynsgade mellem Samsøgade og Bornholmsgade ændres til en times tidsbegrænset parkering. 
  • Ændringerne vil træde i kraft løbende i takt med, at skiltningen ændres. 

"Borgerne har efterlyst nogle løsninger, der gør parkeringen mere fleksibel. Derfor gennemfører vi nu justeringer, der skal gøre det mere brugervenligt. Ændringerne skal forbedre forholdene for bl.a. beboere, erhvervsliv og besøgende i området", siger rådmand for Teknik og Miljø Peter Lindholt.  

Hvis man ikke har parkeringslicens, er taksten på betalingspladserne 8 kr./timen og maksimalt 41 kr. pr. dag. På hverdage skal der betales i tidsrummet 8.00-19.00, mens der lørdage skal betales kl. 8.00-16.00. I det øvrige tidsrum er parkering gratis.  

Beboere og erhvervsdrivende i området modtager forud for ændringerne et orienteringsbrev. Der skal også udarbejdes en evaluering af erfaringerne med reguleret parkering i Øgadekvarteret, hvilket byrådet besluttede 25. februar 2026.