start på hovedindhold

Ny cykelsti skal øge trafiksikkerheden og skåne gamle rønnetræer

Nyhed

Aalborg Kommune går snart i gang med at etablere en ny cykelsti på Under Lien i Hasseris. Projektet skal både gøre det tryggere at færdes på cykel og bevare områdets karakteristiske allé af seljerøn.

Cykelsti på Under Lien.jpg


I mange år har der været et ønske om at etablere en cykelsti på Under Lien, men opgaven har været udfordret af de gamle rønnetræer langs vejen. De op til 90 år gamle træer er nemlig en vigtig del af områdets identitet, men er samtidig sårbare over for gravearbejde tæt på deres rødder.

"Under Lien har en smuk og karakteristisk allé af seljerøn. Alléen er lang, gammel og har en høj bevaringsværdi. Derfor har det været afgørende for os at finde en løsning, som både forbedrer forholdene for cyklisterne og passer godt på træerne," siger Karen Luise Winther Høgsbro, der er landskabsarkitekt i Teknik og Miljø.

Grundige undersøgelser af rødderne 
For at sikre de bedst mulige vilkår for rønnetræerne blev deres rodnet undersøgt i efteråret 2025. Undersøgelserne har givet vigtig viden om, hvor rødderne breder sig, og hvordan vi skåner rønnetræerne bedst under anlægsarbejdet.

Karen Luise Winther Høgsbro forklarer:

"Normalt graver vi 40 centimeter ned i jorden for at anlægge en cykelsti. Her bruger vi i stedet en særlig kassette, som erstatter bærelaget. Derfor behøver vi kun at grave halvt så dybt og gør dermed mindre skade på rødderne."

Anlægsarbejdet er så småt gået i gang. Rønnetræernes stammer er blevet beskyttet med afdækning. Desuden skal området omkring rødderne skånes, så jorden ikke bliver komprimeret.

270 meter ny cykelsti 
Cykelstien bliver anlagt på begge sider af Under Lien og er 270 meter lang. Desuden bliver det eksisterende fortov mod øst lagt om for at skabe plads til stien. Begge placeringer tager hensyn til træernes rødder.

Det nye stykke binder de eksisterende stier sammen på stykket fra KFMU-hallen til rundkørslen ved Nørholmsvej. Dermed bliver trafiksikkerheden forbedret væsentligt, og den gamle allé af seljerøn bliver bevaret.

Arbejdet bliver gennemført i etaper, og cykelstien forventes at være færdig ved udgangen af 2026.

Træer har mange funktioner i byen

Træer bidrager med meget mere end et grønt byrum. De skaber skygge, optager regnvand, binder CO2 og understøtter biodiversiteten. Samtidig er især store og gamle træer en værdi for bymiljøet, som det tager årtier at erstatte.

"Træerne danner et særligt rum og får vejen til at skille sig ud. At kunne bevare det stiller særlige krav til både planlægning og anlæggelse af den nye cykelsti," fortæller Karen Luise Winther Høgsbro.

Erfaringerne fra Hasseris vil blive brugt i fremtidige projekter, som kombinerer byudvikling, trafiksikkerhed og træbevaring.

Fakta om seljerøn 
Seljerøn er et løvfældende træ, der både er udbredt i byer og som læhegn i det åbne land. Selvom rønnetræerne er robuste, er deres rodnet følsomt over for gravearbejde og jordkomprimering.

  • Bliver typisk 10-15 meter høje. 
  • Har mørkegrønne blade med gråhvid underside. 
  • Får hvide blomster i foråret. 
  • Sætter rødorange bær om efteråret. 
  • Tåler vind, saltholdig luft og bymiljø bedre end mange andre træarter.