start på hovedindhold

Nu går reguleringen af råger i Aalborg Kommune i gang

Pressemeddelelse

Råger kan være irriterende naboer, der støjer på stort set alle tider af døgnet. Men nu går rågereguleringen i gang på de offentlige arealer i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Aalborg Jægerråd. 
 

rågeregulering .jpg

Råger kan være irriterende naboer, der støjer på stort set alle tider af døgnet. Men nu går rågereguleringen i gang på de offentlige arealer i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Aalborg Jægerråd. 

Formålet med reguleringen af rågeunger, der foretages i perioden fra 1. maj til 15. juni, er at holde bestanden af råger på et uændret niveau på de offentlige arealer. Desuden er det målsætningen, at rågerne etablerer kolonier, hvor fuglene generer omgivelserne mindst muligt. Det betyder også, at der vil være rågekolonier i kommunen, der ikke reguleres. 


Reguleringsjægere  

Det er Aalborg Jægerråds reguleringskorps på over 100 jægere, der står for den praktiske regulering, og derfor vil borgerne kunne møde jægere på de kommunale arealer i den periode, hvor reguleringen foregår. Jægerne vil have orange veste på, hvor der står reguleringsjæger - Aalborg Kommune. 

Helt konkret vil der ske en regulering af rågeungerne uden for reden i de etablerede kolonier på de offentlige arealer. Det er Teknik og Miljø, der står for at indhente tilladelser til reguleringen hos Naturstyrelsen. Samarbejdet med Aalborg Jægerråd blev etableret efter, at skyttefunktionen i kommunen blev nedlagt, og der ikke længere var budget til opgaven. 

Private kan søge om tilladelse 

Når det gælder rågekolonier på private arealer, kan den enkelte grundejer søge Naturstyrelsen om tilladelse til en regulering af rågeunger, der kun må ske i perioden fra 1. maj til 15. juni. 

Der har tidligere været planlagt et informationsmøde om rågereguleringen i Aalborg Kommune den 20. maj i Østerådalen, hvor der også skulle være tilberedning af regulerede råger, men arrangementet er blevet aflyst på grund af den aktuelle situation omkring fugleinfluenza.