Nu får Binderup Å det endelige løft
NyhedDer er givet grønt lys til at fjerne den sidste store fiskespærring i Binderup Å ved Binderup Mølle

Binderup Å er en naturperle, der forener høj vandkvalitet, stor biodiversitet og store naturoplevelser. Men nu bliver det endnu bedre, for byrådet har på det seneste møde givet grønt lys til at fjerne den sidste store fiskespærring ved Binderup Mølle. Der er tale om den sidste tilbageværende spærring for fiskene på deres vej mod gyde- og opvækstområderne længere oppe i åen og i havet.
Der er tale om lidt af en milepæl, for spærringen ved Binderup Mølle formodes at have været på stedet fra år 1500 eller endnu tidligere. Når den er fjernet, bliver vilkårene for fiskene forbedret ved at genskabe det naturlige åløb, der betyder, at fiskene kan bevæge sig frit op og ned ad vandløbet.
"Det er fantastisk, at vi nu kan fjerne den sidste store spærring og sikre, at åen igen kan flyde mere frit gennem det smukke landskab. Efter mange års grundigt arbejde og et stærkt samarbejde med lokale borgere kan fiskene snart få fri passage i Binderup Å. Det er et komplekst projekt, der viser, hvad vi kan opnå, når kommunen, borgerne og myndighederne arbejder sammen om at skabe bedre vilkår for naturen", siger rådmand for Teknik og Miljø, Peter Lindholt.
Projektet har været mange år undervejs. Der er også tale om et omfattende projekt, der bl.a. involverer forstærkning af hovedvejen ved Ny Nibevej, nedrivning af bro over Gammel Aalborgvej og udskiftning af broen over en gammel banesti. Desuden skal der ske en omlægning af gasledninger og nedrives et hus.
Aalborg Kommune ønsker at gennemføre vandløbsrestaureringsprojektet ved Binderup Mølle, hvor der drives dambrugsvirksomhed. Projektet vil fjerne fysiske spærringer og genoprette vandløbets naturlige forløb og indebærer genslyngning af Binderup Å og nedlægning af tre stemmeværker, som i dag hindrer fiskenes fri passage i åen.
Samtlige tilladelser er i hus til projektet, der påbegyndes til august. Staten og EU har ydet økonomisk støtte til, at spærringen fjernes, og åens fysiske forhold forbedres over flere kilometer, så der kan genskabes fuld faunapassage i Binderup Å