start på hovedindhold

Madrester er rotternes livret

Pressemeddelelse

Flere og flere steder i Aalborg bliver der efterladt madrester. Meningen er sikkert god: At fodre harer, rådyr og fugle. Men i stedet tiltrækker det rotter. Aalborg Kommune understreger derfor, at fødevarer som brød, salat og pasta altid skal i containeren til madaffald.

Madaffald.jpeg

""Madrester skal da ikke gå til spilde, så jeg lægger dem ud til de vilde dyr," tænker du måske. Men desværre er rotterne ofte de eneste, som har en fest. Så smid altid resterne fra aftensmaden i den grønne pose og derefter i containeren til madaffald. Det giver både færre rotter og glade naboer."


Sådan lyder det fra naturvejleder Mikkel Vestergaard Rødvig fra Teknik og Miljø i Aalborg Kommune.


Han oplever, at både fastfood og madaffald fra private i højere grad bliver smidt rundt om i kommunen. Problemet er størst i Aalborg. Det kan være alt fra brød, salat og pasta til takeaway, som bliver efterladt i parker, vejsider og på parkeringspladser.


Jo mere mad - jo flere rotter
Rotter er super gode til at tilpasse sig. Men når de bliver fodret fast, slår de sig ned og bliver hurtigt til en hel koloni. Mikkel Vestergaard Rødvig forklarer:


"Vi mennesker har stor indflydelse på antallet af rotter. Jo bedre vilkår, vi giver dem, jo flere kommer til - og jo sværere er de at komme af med igen. Men når vi rydder op og begrænser fødekilderne, mindsker vi samtidig antallet af rotter. Også hos naboen."


I stedet for at invitere rotterne skal vi ændre vores adfærd. Så selvom det for eksempel kan være hyggeligt at fodre ænder med gammelt brød, opfordrer Mikkel Vestergaard Rødvig kraftigt til, at man lader være:


"Brød er hverken sundt for ænderne eller vandmiljøet - og rotterne står på spring," siger han.


Mange gode grunde til at lade være
Før du deler dine madrester med de vilde dyr, så tænk på:

  • At du sandsynligvis slet ikke fodrer harer, rådyr og fugle, fordi rotterne kommer først.
  • At rotter hurtigt flytter ind, hvor der er room service med mad lige uden for døren.
  • At rotter formerer sig hurtigere end vilde kaniner, og pludselig har du en hel koloni.

Aalborg Kommune har i øjeblikket omkring 600 åbne sager om rotter, hvilket er højere end normalt.


Skriv til rotter@aalborg.dk, hvis du finder efterladt madaffald. Og husk at du har pligt til straks at anmelde det på Aalborg Kommunes hjemmeside, når du ser rotter.